I min præsentation til denne gæsteblog (https://livtraser.dk/praesentation-af-gaesteblogger/) skrev jeg at jeg ville fokusere på den antimonoteistiske understrøm i asatromiljøet. Dette har ført til afklaring af begrebet sammen med tilknyttede begreber som etnopluralisme, racisme, folkisme, folkebaseret asatro og metagenetik.
Her vil jeg dog prøve at brede mit fokus ud, for den hadefulde og racistisk funderede tænkegang jeg har skrevet om på bloggen indtil nu, skal trods alt også ses i et bredere perspektiv end bare asatromiljøet og den ekstreme højrefløj (https://livtraser.dk/alt-right-og-asatro/). Sagen er, at påstanden om at antimonoteismen og etnopluralismen skulle være midtsøgende og tolerant er lige så surrealistisk, som når Socialistisk Ungdomsfront og salafister hånd i hånd i København hævder at repræsentere liberale ideer. De reelt liberale ideer er som altid under pres fra både højre og venstre. Det yderste venstre og det yderste højre beskylder gensidigt hinanden for at prøve at rive samfundet fra hinanden. Begge parter har ret.
I dag har venstrefløjen erstattet diskussionen om marxismen med diskussionen om identitetspolitikken. Identitetspolitikken fremstår som et forsøg på at knæsætte en tanke om at folk grundlæggende ikke kan identificere sig med hinanden på tværs af biologiske forskelle og derfor skal kompensere for dette ved ihærdig selvcensur italesat som hensyn. Ingen kan forstå eller indleve sig i folk der er anderledes end dem selv. Den pseudovidenskabelige retorik er dog bevaret, og der argumenters stadigvæk på samme måde: man har ikke bare synspunkter eller politiske programmer, man udvikler ifølge sig selv objektiv videnskab. Eksempelvis ideen om socialismen som en historisk nødvendighed blev præsenteret som en videnskabelig observation. Tilsvarende beskrives i dag de agendaer, der hersker inden for identitetspolitikken som noget man har ”identificeret” i samfundet, altså noget der er objektivt sandt, og ikke noget der er et synspunkt blandt andre. Og derved er ens standpunkt ikke længere holdningsbaseret og til almindelig debat, men et rettighedskrav der burde være hævet over diskussion. Og al kritik af denne pseudovidenskab (altså udviklet uden validt empirisk grundlag) tilbagevises ved at referere tilbage til sit eget virvar af opfundne, nå nej, identificerede begreber og problemstillinger, som jo bekræfter, at man nu altså bare har ret. Er en kritiker uenig, og besidder erfaringer der ikke passer ind i dette identitetspolitiske system, forklares det ved at man er blindet af sine privilegier baseret på køns- og raceblindhed, manglende erfaring med handicap eller transkønnethed og andre såkaldt strukturelt funderede privilegier. I gamle dage lød forklaringen, at man led af falsk bevidsthed. Identitetspolitikken udbredes bl.a. i universitetsmiljøet som marxismen tidligere, og begreber som trigger warnings, safe spaces, postkolonialisme, racialisering og intersektionel feminisme søges gjort til tidens vigtigste determinanter i det politiske rum. Den store fjende på venstrefløjen var fascismen og kapitalismen, i dag er identitetspolitikkens store fjende racismen og alle andre former for undertrykkelse af minoriteter, som de mener findes overalt i det vestlige kapitalistiske samfund.
Både den yderligtgående venstre- og højrefløj gør hævd på offerrollen. Og dengang som nu hader tilhængerne af de forskellige yderligtgående synspunkter hinanden som pesten, de kalder gerne hinanden hhv. nazister og landsforrædere, og kræver af alle, at de skal vælge side eller tage sig i agt. Og begge sider mener naturligvis, at had og dæmonisering af andre er helt legitimt at benytte af lige netop dem selv i den gode sags tjeneste. Enøjet radikalisering er målestokken for hvor dedikeret man er uanset lejr. Fanatisme er trods alt et af ekstremismens hæderstegn.
De yderligtgående politiske fløje mødes i det totalitære rum og har derved grundlæggende mere tilfældes end de er forskellige. Dette er i dag mere sandt end nogensinde før. I dag handler det på begge sider om biologi: race, hudfarve, seksualitet og køn er nu afgørende faktorer inden for både tilhængere af hvid nationalisme og tilhængere af identitetspolititik. For både den biologiske racisme og identitetspolitikken gælder, at biologi determinerer position, bl.a. den enkeltes kulturelle tilhørsforhold og forventede tilslutning til bestemte holdninger og værdier. Og samlet gøres disse biologiske elementer til de vigtigste faktorer for ens etiske vægt i samfundsdebatten og derigennem ens retmæssige plads i samfundet. Folk og hvilke regler der gælder for dem, og hvem de er lige med i samfundet, afgøres af biologi. Begge fløje kobler biologi og kultur sammen, og begge fløje er tydeligvis lige totalitære i deres fundament for disse tanker.
Alt dette lyder frygteligt bekendt fra gruppen af højreekstreme, men nu er det altså blevet fælles værdigods med den yderste venstrefløj. Nuvel, den antisemitisme der blomstrer på venstrefløjen i disse tider er ikke en ny strøm i det røde hav, men fællesnævneren mellem fløjene synes at vokse. Begge grupper går da også klart ind for segregering af etniske og biologiske grupper. Det biologiske ophav, ikke individets konkrete situation, erfaringer, valg og præferencer, bliver den primære markør for det man kan og bør vælge i livet og hvem man grundlæggende skal identificere sig med. Man har først og fremmest noget til fældes med dem man deler hudfarve eller andre biologiske karakteristiska med. Etnopluralismens ønske om segregering modsvarres af ideen om kulturel appropriation, der dikterer at en majoritetsgruppe ikke må bruge kulturelle artefakter (helt ned til valg af bluse og frisure) fra andre etniske grupper da det er moralsk forkert. Samtidig med at en minoritetsgruppe ikke skal antage elementer fra majoritetsgrupper da dette er assimilation og er tilsvarende moralsk forkert. Fremfører man fra den ydre venstrefløj om eks. gruppen af minoriteter med rødder i Afrika, at de først og fremmest er hinandens brødre og søstre vil man fra yderste højre side sige: Ja, det er rigtigt. Fremfører venstresiden videre at folk med rødder i Afrika skal være stolte af deres ophav, vil svaret fra den anden side igen være at det skal de da. Fremfører venstresiden også at de afrikanske minoriteter skal værne om deres kultur, holde sig primært til den, forhindre andre i uretmæssigt at praktisere dele af den, afholde sig fra at indoptage uønskede elementer fra andre grupper i eget udtryk og så videre, vil højresiden til det hele sige, at det er helt og aldeles korrekt. Enigheden skyldes, at hver side altså har deres eget bud på hvordan biologi styrer kultur og derfor skal være styrende princip for at fastholde skillelinjer mellem befolkningsgrupper. Og begge begrunder deres adskillelse af mennesker med, at det bunder i respekt for det oprindelige og iboende i de forskellige kulturelle og biologiske gruppers identitet.
I dette perspektiv er min kritik af de begreber jeg nævner i indledningen til dette indlæg udtryk for en delmængde af en langt større og mere principiel debat om den udvikling der finder sted på yderfløjene i den vestlige verden. Man skal ikke foregøgle sig at had og racisme er noget der stammer fra det yderste højre alene. Racismen er heldigvis hverken fundamental eller dominerende i vores samfund, Danmark kan bryste sig af at være en stolt bærer af oplysningstidens friheds- og lighedsidealer, lad os holde fast i det.
Og for at perspektivere perspektivet er her en anden fremstilling af samme emne, men med udgangspunkt i den angelsaksiske version af emnet: (fra http://www.heraldsun.com.au/blogs/andrew-bolt/the-altleft-are-the-racists-they-condemn/news-story/36bfd7d445ccd253b44a2a53127fa6b5)
”It’s becoming so clear now why the war of words between SJWs (social justice warriors red.) and the new white nationalists is so intense. It isn’t because they have huge ideological differences – it’s because they have so much in common. Both are obsessed with race, SJWs demanding white shame, the alt-right responding with white pride. Both view everyday life and culture through a highly racialised filter.
Both have a seemingly boundless capacity for self-pity. Both are convinced they’re under siege, whether by patriarchy, transphobia and the Daily Mail (SJWs) or by pinkos and blacks (white nationalists). Both have a deep censorious strain. And both crave recognition of their victimhood and flattery of their feelings. This is really what they’re fighting over — not principles or visions but who should get the coveted title of the most hard-done-by identity. They’re auditioning for social pity. “My life matters! My pain matters! I matter!” The increasing bitterness and even violence of their feud is not evidence of its substance, but the opposite: it’s the narcissism of small differences.” (forkortet)
Jeg har primært beskæftiget mig med det nye højre og det alternative højre her på bloggen så jeg tillader mig lige at dvæle en smule ved identitetspolitikken når nu jeg har emnet oppe at vende. Noget der især kan siges at være et nybrud fra denne fløj er den etiske tænkning. I den europæiske idehistorie har etik været begrundet i dyder, nytte eller pligt. Det har været et filosofisk spørgsmål ført frem af argumentation og ræson. Nu ses en ny måde at forstå etikken på, nemlig en etik hvor den etiske ret fordeles ud fra offerroller. Denne nye etiske tænkning er baseret på følelser og biologiske kategorier. Den person der kan, og vil, påtage sig de fleste og største offerroller besidder den højeste etiske ret (cis-kønnet kvinde trumfes af cis-kønnet homoseksuel kvinde der igen trumfes af kørestolsbrugende, transkønnet person fra en etnisk minoritet osv.). Folk med færre point på offerkortet kan i en politisk eller etisk diskussion afvises med påstand om privilegieblindhed. Denne nye type etik indeholder dog en kattelem, hvilket nok er nødvendigt da den primært er udtænkt at ret privilegerede personer (især angelsaksiske universitetsstuderende). Har man ikke tilstrækkeligt med offerpoint kan man kompensere ved at ”tjekke sine privilegier”, hvordan det end gøres. Herved kan man opnå etisk autoritet selv om man i udgangspunktet slet ikke er offer for noget. Vupti.
Med etisk ret følger først og fremmest retten til at stille krav til andre og forlange særhensyn. Et nybrud i forhold til traditionel etisk tænkning der typisk legitimerer sig med at ville skabe det bedste i forhold til helheden baseret på generelt gældende etiske fordringer. Nu er ønsket i stedet at påberåbe sig at være den eneste legitime kritiker af eks. racisme, og derfor den eneste der med rette kan smide racismekortet – og det lander ikke overraskende altid hos identitetspolitikkens politiske kritikere som derved søges delegitimeret og udgrænset fra debatten og i samfundet. Og samtidig forbeholder man sig retten til at beskylde andre for populisme. Der gås endda så vidt som til at forsøge, at legitimere racisme og anden diskrimination mod majoritetsgrupper, det være sig eksempelvis mod folk af europæisk afstamning eller cis-kønnede. Men det holder jo ikke. Man bekæmper ikke uretfærdighed et sted i samfundet ved at legitimere uretfærdighed et andet sted. Offeretikken kombineret med accepten af racisme og anden diskrimination vendt mod ”de andre” medfører, at alle kan og vil føle sig krænkede, og dette fører til splittelse og konflikter overalt. Denne identitetspolitiske offeretik må siges at være en bundskraber af en ide på niveau med antimonoteisme og etnopluralisme.
