Kategoriarkiv: Politik

Perspektiv

I min præsentation til denne gæsteblog (https://livtraser.dk/praesentation-af-gaesteblogger/) skrev jeg at jeg ville fokusere på den antimonoteistiske understrøm i asatromiljøet. Dette har ført til afklaring af begrebet sammen med tilknyttede begreber som etnopluralisme, racisme, folkisme, folkebaseret asatro og metagenetik.

Her vil jeg dog prøve at brede mit fokus ud, for den hadefulde og racistisk funderede tænkegang jeg har skrevet om på bloggen indtil nu, skal trods alt også ses i et bredere perspektiv end bare asatromiljøet og den ekstreme højrefløj (https://livtraser.dk/alt-right-og-asatro/). Sagen er, at påstanden om at antimonoteismen og etnopluralismen skulle være midtsøgende og tolerant er lige så surrealistisk, som når Socialistisk Ungdomsfront og salafister hånd i hånd i København hævder at repræsentere liberale ideer. De reelt liberale ideer er som altid under pres fra både højre og venstre. Det yderste venstre og det yderste højre beskylder gensidigt hinanden for at prøve at rive samfundet fra hinanden. Begge parter har ret.

I dag har venstrefløjen erstattet diskussionen om marxismen med diskussionen om identitetspolitikken. Identitetspolitikken fremstår som et forsøg på at knæsætte en tanke om at folk grundlæggende ikke kan identificere sig med hinanden på tværs af biologiske forskelle og derfor skal kompensere for dette ved ihærdig selvcensur italesat som hensyn. Ingen kan forstå eller indleve sig i folk der er anderledes end dem selv. Den pseudovidenskabelige retorik er dog bevaret, og der argumenters stadigvæk på samme måde: man har ikke bare synspunkter eller politiske programmer, man udvikler ifølge sig selv objektiv videnskab. Eksempelvis ideen om socialismen som en historisk nødvendighed blev præsenteret som en videnskabelig observation. Tilsvarende beskrives i dag de agendaer, der hersker inden for identitetspolitikken som noget man har ”identificeret” i samfundet, altså noget der er objektivt sandt, og ikke noget der er et synspunkt blandt andre. Og derved er ens standpunkt ikke længere holdningsbaseret og til almindelig debat, men et rettighedskrav der burde være hævet over diskussion. Og al kritik af denne pseudovidenskab (altså udviklet uden validt empirisk grundlag) tilbagevises ved at referere tilbage til sit eget virvar af opfundne, nå nej, identificerede begreber og problemstillinger, som jo bekræfter, at man nu altså bare har ret. Er en kritiker uenig, og besidder erfaringer der ikke passer ind i dette identitetspolitiske system, forklares det ved at man er blindet af sine privilegier baseret på køns- og raceblindhed, manglende erfaring med handicap eller transkønnethed og andre såkaldt strukturelt funderede privilegier. I gamle dage lød forklaringen, at man led af falsk bevidsthed. Identitetspolitikken udbredes bl.a. i universitetsmiljøet som marxismen tidligere, og begreber som trigger warnings, safe spaces, postkolonialisme, racialisering og intersektionel feminisme søges gjort til tidens vigtigste determinanter i det politiske rum. Den store fjende på venstrefløjen var fascismen og kapitalismen, i dag er identitetspolitikkens store fjende racismen og alle andre former for undertrykkelse af minoriteter, som de mener findes overalt i det vestlige kapitalistiske samfund.

Både den yderligtgående venstre- og højrefløj gør hævd på offerrollen. Og dengang som nu hader tilhængerne af de forskellige yderligtgående synspunkter hinanden som pesten, de kalder gerne hinanden hhv. nazister og landsforrædere, og kræver af alle, at de skal vælge side eller tage sig i agt. Og begge sider mener naturligvis, at had og dæmonisering af andre er helt legitimt at benytte af lige netop dem selv i den gode sags tjeneste. Enøjet radikalisering er målestokken for hvor dedikeret man er uanset lejr. Fanatisme er trods alt et af ekstremismens hæderstegn.

De yderligtgående politiske fløje mødes i det totalitære rum og har derved grundlæggende mere tilfældes end de er forskellige. Dette er i dag mere sandt end nogensinde før. I dag handler det på begge sider om biologi: race, hudfarve, seksualitet og køn er nu afgørende faktorer inden for både tilhængere af hvid nationalisme og tilhængere af identitetspolititik. For både den biologiske racisme og identitetspolitikken gælder, at biologi determinerer position, bl.a. den enkeltes kulturelle tilhørsforhold og forventede tilslutning til bestemte holdninger og værdier. Og samlet gøres disse biologiske elementer til de vigtigste faktorer for ens etiske vægt i samfundsdebatten og derigennem ens retmæssige plads i samfundet. Folk og hvilke regler der gælder for dem, og hvem de er lige med i samfundet, afgøres af biologi. Begge fløje kobler biologi og kultur sammen, og begge fløje er tydeligvis lige totalitære i deres fundament for disse tanker.

Alt dette lyder frygteligt bekendt fra gruppen af højreekstreme, men nu er det altså blevet fælles værdigods med den yderste venstrefløj. Nuvel, den antisemitisme der blomstrer på venstrefløjen i disse tider er ikke en ny strøm i det røde hav, men fællesnævneren mellem fløjene synes at vokse. Begge grupper går da også klart ind for segregering af etniske og biologiske grupper. Det biologiske ophav, ikke individets konkrete situation, erfaringer, valg og præferencer, bliver den primære markør for det man kan og bør vælge i livet og hvem man grundlæggende skal identificere sig med. Man har først og fremmest noget til fældes med dem man deler hudfarve eller andre biologiske karakteristiska med. Etnopluralismens ønske om segregering modsvarres af ideen om kulturel appropriation, der dikterer at en majoritetsgruppe ikke må bruge kulturelle artefakter (helt ned til valg af bluse og frisure) fra andre etniske grupper da det er moralsk forkert. Samtidig med at en minoritetsgruppe ikke skal antage elementer fra majoritetsgrupper da dette er assimilation og er tilsvarende moralsk forkert. Fremfører man fra den ydre venstrefløj om eks. gruppen af minoriteter med rødder i Afrika, at de først og fremmest er hinandens brødre og søstre vil man fra yderste højre side sige: Ja, det er rigtigt. Fremfører venstresiden videre at folk med rødder i Afrika skal være stolte af deres ophav, vil svaret fra den anden side igen være at det skal de da. Fremfører venstresiden også at de afrikanske minoriteter skal værne om deres kultur, holde sig primært til den, forhindre andre i uretmæssigt at praktisere dele af den, afholde sig fra at indoptage uønskede elementer fra andre grupper i eget udtryk og så videre, vil højresiden til det hele sige, at det er helt og aldeles korrekt. Enigheden skyldes, at hver side altså har deres eget bud på hvordan biologi styrer kultur og derfor skal være styrende princip for at fastholde skillelinjer mellem befolkningsgrupper. Og begge begrunder deres adskillelse af mennesker med, at det bunder i respekt for det oprindelige og iboende i de forskellige kulturelle og biologiske gruppers identitet.

I dette perspektiv er min kritik af de begreber jeg nævner i indledningen til dette indlæg udtryk for en delmængde af en langt større og mere principiel debat om den udvikling der finder sted på yderfløjene i den vestlige verden. Man skal ikke foregøgle sig at had og racisme er noget der stammer fra det yderste højre alene. Racismen er heldigvis hverken fundamental eller dominerende i vores samfund, Danmark kan bryste sig af at være en stolt bærer af oplysningstidens friheds- og lighedsidealer, lad os holde fast i det.

Og for at perspektivere perspektivet er her en anden fremstilling af samme emne, men med udgangspunkt i den angelsaksiske version af emnet: (fra http://www.heraldsun.com.au/blogs/andrew-bolt/the-altleft-are-the-racists-they-condemn/news-story/36bfd7d445ccd253b44a2a53127fa6b5)

It’s becoming so clear now why the war of words between SJWs (social justice warriors red.) and the new white nationalists is so intense. It isn’t because they have huge ideological differences – it’s because they have so much in common. Both are obsessed with race, SJWs demanding white shame, the alt-right responding with white pride. Both view everyday life and culture through a highly racialised filter.

Both have a seemingly boundless capacity for self-pity. Both are convinced they’re under siege, whether by patriarchy, transphobia and the Daily Mail (SJWs) or by pinkos and blacks (white nationalists). Both have a deep censorious strain. And both crave recognition of their victimhood and flattery of their feelings. This is really what they’re fighting over — not principles or visions but who should get the coveted title of the most hard-done-by identity. They’re auditioning for social pity. “My life matters! My pain matters! I matter!” The increasing bitterness and even violence of their feud is not evidence of its substance, but the opposite: it’s the narcissism of small differences.” (forkortet)

Jeg har primært beskæftiget mig med det nye højre og det alternative højre her på bloggen så jeg tillader mig lige at dvæle en smule ved identitetspolitikken når nu jeg har emnet oppe at vende. Noget der især kan siges at være et nybrud fra denne fløj er den etiske tænkning. I den europæiske idehistorie har etik været begrundet i dyder, nytte eller pligt. Det har været et filosofisk spørgsmål ført frem af argumentation og ræson. Nu ses en ny måde at forstå etikken på, nemlig en etik hvor den etiske ret fordeles ud fra offerroller. Denne nye etiske tænkning er baseret på følelser og biologiske kategorier. Den person der kan, og vil, påtage sig de fleste og største offerroller besidder den højeste etiske ret (cis-kønnet kvinde trumfes af cis-kønnet homoseksuel kvinde der igen trumfes af kørestolsbrugende, transkønnet person fra en etnisk minoritet osv.). Folk med færre point på offerkortet kan i en politisk eller etisk diskussion afvises med påstand om privilegieblindhed. Denne nye type etik indeholder dog en kattelem, hvilket nok er nødvendigt da den primært er udtænkt at ret privilegerede personer (især angelsaksiske universitetsstuderende). Har man ikke tilstrækkeligt med offerpoint kan man kompensere ved at ”tjekke sine privilegier”, hvordan det end gøres. Herved kan man opnå etisk autoritet selv om man i udgangspunktet slet ikke er offer for noget. Vupti.

Med etisk ret følger først og fremmest retten til at stille krav til andre og forlange særhensyn. Et nybrud i forhold til traditionel etisk tænkning der typisk legitimerer sig med at ville skabe det bedste i forhold til helheden baseret på generelt gældende etiske fordringer. Nu er ønsket i stedet at påberåbe sig at være den eneste legitime kritiker af eks. racisme, og derfor den eneste der med rette kan smide racismekortet – og det lander ikke overraskende altid hos identitetspolitikkens politiske kritikere som derved søges delegitimeret og udgrænset fra debatten og i samfundet. Og samtidig forbeholder man sig retten til at beskylde andre for populisme. Der gås endda så vidt som til at forsøge, at legitimere racisme og anden diskrimination mod majoritetsgrupper, det være sig eksempelvis mod folk af europæisk afstamning eller cis-kønnede. Men det holder jo ikke. Man bekæmper ikke uretfærdighed et sted i samfundet ved at legitimere uretfærdighed et andet sted. Offeretikken kombineret med accepten af racisme og anden diskrimination vendt mod ”de andre” medfører, at alle kan og vil føle sig krænkede, og dette fører til splittelse og konflikter overalt. Denne identitetspolitiske offeretik må siges at være en bundskraber af en ide på niveau med antimonoteisme og etnopluralisme.

 

A comment regarding metagenetics

The racist alt-right group Asatru Folk Assembly promotes the pseudo-scientific concept of metagenetics. The founder sum up how race should be perceived and approached in four points:

  • Race is real
  • Race is important
  • I love my race
  • I will defend my race

This race issue is supposed to be a profound spiritual struggle for white people. Well, it’s really not spiritual at all; all four points can be achieved by one very physical type of behavior: Only have children with a person you think are of the proper race. That’s it. Everything else is for show. All you need are some simple rules regarding the purity of the race, which is to say some regulations to ensure the proper race conscious behavior. You don’t even need to invent anything new. A lot of useful hands-on guidelines have already been developed and tested. Just google “arierparagraph” and take it from there.

Asatru Folk Assembly racist propaganda for the alt-right by Stephen McNallen: https://altright.com/author/stephenmcnallen/

Read more: https://livtraser.dk/xenophobia/

Sine meningers mod (næsten)

Grundlægger af Asatru Folk Assembly Stephen McNallen har siden han stoppede som formand for organisationen udsendt en række videoer, hvor han lufter sine holdninger til især race, og i modsætning til tidligere holder han sig ikke til antydninger eller tvetydigheder omkring sine sympatier længere. McNallen har ellers i mange år været bevidst tvetydig og tvetunget omkring sin raceideologi, hans sværmen for nazisme og hans racistiske menneskesyn. Men nu er han gået fra ”metagenetics” og ”ancestry matters”, en måde at promovere racebevidsthed, bare uden at nævne ordet race for direkte, til ”race is real” og ”race is important”. Ikke flere omsvøb, nu skal man stå ved sine meningers mod, han anvender derfor White Power og White Supremacy sloganet 14 words, som også bruges af nazister, KKK og de fleste andre racistiske grupper i USA (dokumentation: ”What Stephen McNallen really thinks about race!”: https://www.youtube.com/watch?v=ewUuNO636ag). I videoen kalder McNallen det en kliche at man ikke kan fødes som racist, han mener race former kultur og alt hvad mennesket er (han tror på en såkaldt racesjæl), McNallen fortæller han tilhører den hvide eller ariske race, og forklarer at denne race er udrydningstruet (og kun rene hvide tæller, folk med blandet baggrund er ikke ægte hvide). Og han vil kæmpe, også fysisk, for sin ariske race med livet som indsats, hvilket han opfordrer alle andre hvide mennesker til også at gøre. Er man uenig narrer man sig selv. Ikke mere plads til udenomssnak, en linje også støttet af AFA’s nye declaration of purpose og dets fokus på den hvide race (se mit tidligere indlæg om dette: https://livtraser.dk/kunsten-goere-sig-forstaaelig/).

I videoen kaldet ”The awakening of Wotan  – Wolf age”, følger han op og promoverer sit nye initiativ kaldet The Wotan Network. Det handler om, at vække Odins kræfter og redde det hvide Europa (og i resten af verden), hvad enten man ser Odin spirituelt eller psykologisk. Odins kræfter et nemlig nødvendige når den hvide race er truet. De af McNallens tanker, der mest tydeligt træder frem i den blanding af revisionistisk historieopfattelse, pseudo-videnskab og racisme som videoen bygger på, er, at völkishbevægelsen, nationalismen og senere nazismen og det tredje rige, var direkte inspireret af Odin. I videoen får man at vide, at Tyskland i starten af det tyvende århundrede var truet af bl.a. modernitet og immigration, og derved var den hvide tyske race truet. Derfor vågnede Odin og inspirerede tyske borgere til at marchere, inspirerede tyske soldater til at marchere og inspirerede det tredje rige. Det tredje riges nedelag begrædes ved, at det førte til, at Odin blev yderligere undertrykt i efterkrigstiden og drevet ud af samfundet pga. den efterfølgende afnazificering, som McNallen kalder brutal. Samt begrædelsen af, at tidligere SA og SS soldater i efterkrigstiden skulle ernære sig som almindelige fredelige borgere og lønmodtagere, åbenbart en urimelig skæbne for de unge racerene krigere, der ellers havde en så lysende fremtid foran sig før det tredje riges sammenbrud. Men, beroliges det, dette har bare bevirket at gøre Odins genkomst uundgåelig. Det bemærkes, at Odins genkomst ikke nødvendigvis kræver nationalsocialismen tilbage, Odin er en mere kompleks figur, som ikke er begrænset til at blive udtrykt gennem nationalsocialisme alene. Han er nemlig ikke kun gud for krig, men også visdom. Der alluderes i den sammenhæng til fortællingen om, at Hitlers politik (i samspil med Stalin) ikke var skyld i krigen, noget McNallen henviser til, når han siger, at ”den fjendtligt indstillede politiske og militære situation gjorde krig uundgåeligt”. At forsøge at frikende Hitler for ansvar er almindligt tankegods på den ekstreme højrefløj hvor McNallens netværk hører hjemme. Og på grund af denne krig, som grundet ”situationen” altså var uundgåeligt, formåede den nationalsocialistiske bevægelse ikke at bringe den fulde manifestation af Odins ånd frem, der kun blev plads til krigsguden inden den nationalsocialistiske bevægelse blev stoppet og det tredje rige gik under. Men altså, Odin vil vende tilbage ad nationalsocialistisk vej eller ad anden vej. Og mere end det, for mellemøstlige immigranter (så springes der til i dag), der ifølge McNallen nu invaderer Tyskland (altså samme trussel der var med til at vække Odin i sidste århundrede), vil gøre Odins genkomst endnu mere dramatisk og voldelig. Odin vil igen vågne og være klar til krig som svar på immigrationen. Det tredje riges nazisme vil altså ikke være den sidste manifestation af Odin, der vil kommen en ny, og den vil ud over den krigeriske nazi-Odin også repræsentere den ekstatiske og mystiske Odin. Som McNallen udpeger, har tyskerne, og alle andre der tilhører den hvide race, brug for Odins vold, og hans visdom til at anvende volden, som svar på immigrationen, der truer den hvide race og den hvide nation Tyskland. Der er for mange indvandrere i Tyskland og Europa, der skal ikke flere ind, og dem der kommet ind skal ud igen. Og her opfordres vi alle, der tilhører den hvide race, at følge Odin, forme den germanske racesjæl og marchere frem mod opgøret, som det tyske folk har gjort før. Men denne gang skal tyskerne ikke marchere alene. Og denne gang vil sejreren være mulig, og i den sammenhæng dukker McNallens karakteristiske tvetungethed op igen (så helt ved sine meningers mod står han altså ikke endnu), for efter denne snak om nazi-Odin, der er klar til krig, og tyskerne og resten af den hvide race, der skal være klar til (med) den voldelige reaktion der venter immigranterne, så fyrer han pludseligt af, at det skal forgå afbalanceret og harmonisk. Dette er tydeligvis figenbladet, der skal bruges til at afmontere kritik – det er nemt at gennemskue. Der opfordres til, at den hvide races medlemmer skal være aktive, gribe til handling, skabe memer, videoer, bøger og digte, starte debatter, sprede budskabet og andre bestræbelser (dokumentation ”The awakening of Wotan  – Wolf age”: https://www.youtube.com/watch?v=IyMFsWDKOa8). Og så har netværket igangsat det nye projekt ”Operation Holger Danske” for at befri Europa fra islamisering (se: https://www.youtube.com/watch?v=ifalyeaE8Oc). Sidstnævnte er et eksempel på hvordan disse politisk ekstreme tilhængere af asatro (eller odinisme), åbenbart ønsker at få raceadskillelse og krig mod islam til at flyde sammen.

Essensen, altså at Europa skal være forbeholdt for folk af bestemt etnisk afstamning, er en tanke der findes hos danske etnopluralister og antimonoteister1, der i årevis har forsvaret McNallen og kælet for hans ry, hvor man har solgt hans tanker i en udglattet og mere diskret indpakning, med fokus på folkebevidsthed og forbindelsen til landet. Det vil vise sig hvilke memer, digte og budskaber dette Wotan netværk i fremtiden vil give på dansk.

Sammenblandingen af racebiologi, politisk ekstremisme, religiøs fanatisme og forsøget på at indlejre raceadskillelse, som svar på de reelle og alvorlige udfordringer Europa står over for i forhold til indvandringen, som produkt af overbefolkning og evindelige sekteriske konflikter i regionerne rundt om Europa, er en af de katalysatorer, der er nødvendig for at fremmane den vold som McNallen forudser. Man skal være helt klar på, at det netop er til at undgå volden gennem realistisk og virkningsfuld grænse- og migrationspolitik – McNallen og hans følgere og apologeter ønsker opgøret. For målet er ikke at løse den aktuelle krise, målet er det ariske Europa. Som defineret af McNallens psudo-videnskabelige raceforståelse, med ophav i 30’ernes Tyskland jf. ovenstående videoer, er budskabet, at hverken kan eller bør folk af forskellige racer sameksistere, dele guder, dele kultur eller værst af alt blande sig.

Og så et lille debatglimt som jo netop er et af målene, spred budskabet gennem memer og kommentarer på nettet. Her fra kommentarfeltet til McNallens video om race på hans YouTube kanal (link ovenfor):

Her ser vi en bruger med memet og navet nota 1488 hylde McNallen, og han lader sig ubesværet smigre og soler sig i diskussionen. 14 referer som nævnt til White Supremacy (hvidt overherredømme). 88 står for Heil Hitler (H er det ottende bogstav i alfabetet).

Og et andet debateksempel fra samme sted hvor etnopluralisme promoveres til NcNallens udelte begejstring:

 

En populær mand i visse dele af det danske asatromiljø.

1Se eks. Folkebevidst Asatro Forum (https://www.facebook.com/FolkebevidstAsatroForumDanmark/?fref=ts), Asatru Folk Assembly Scandinavia (https://www.facebook.com/asatrufolkassemblyscandinavia/) og Hefjendur (www.hefjendur.dk)

Det er ganske klart

I en artikel i Kristeligt Dagblad ”Højrefløjens skærpede blik for gamle guder” skriver lektor Mathias Nordvig om overlappet mellem den ekstreme politiske højrefløj og asatroen (https://www.information.dk/moti/2016/06/hoejrefloejens-skaerpede-blik-gamle-guder). Konkret i form af bevægelsen kendt som det nye højre og gruppen Hefjendur og den danske aflægger af organisationen Asatru Folk Assembly. I denne sammenhæng berøres emner som etnopluralisme og antimonoteisme. Omkring antimonoteismen citeres et medlem af Hefjendur for at sige at antimonoteismen handler om at være imod kristendommen, islam og jødedommen.

Og derefter skriver forfatteren: ”Hvad man skal lægge i den udtalelse, er uklart, men man må nødvendigvis spørge, hvorfor en religiøs gruppering i Danmark, et land med udpræget frihed til at dyrke sin religion i fred, føler et behov for at definere sig i ideologisk opposition til visse andre religioner.”

Her vil jeg så bryde ind og sige, at nej, det er ikke spor uklart hvad det vil sige, at antimonoteismen handler om at være imod kristendommen, islam og jødedommen.

Lad mig opsummere det i tre korte punkter hentet fra antimonoteisters egne udredninger af begrebet:

  1. Hader du jøderne, er du ´nazist´, hader du de kristne er du ´satanist´, og hader du muslimerne, er du ´racist´; men hader du jødedommen, kristendommen og islam og al deres monoteistiske, antireligiøse og totalitære væsen, da – og først da – er du MENNESKE!” (Tidsskriftet Valravn november 2005 s. 24 i artiklen ”Om monoteismens uvæsen: religiøs begrebsbefrielse Del 2” af Starkad Storm Stensgaard)
  2. Monoteismen er blasfemisk og intolerant, i direkte strid med den demokratiske retsstats grundlæggende principper om pluralisme og (religions)frihed. Det lyder måske hårdt nu, men en skønne dag vil forbud mod monoteisme forekomme ligeså naturligt, som vi i dag forbyder gift i drikkevandet.” (Tidsskriftet Valravn februar 2006, s. 17 i artiklen ”Om monoteismens uvæsen: religiøs begrebsbefrielse del 3” af Starkad Storm Stensgaard)
  3. ”Konflikten mellem monoteisme og polyteisme er uundgåelig og stopper først når en af parterne opgiver sin eksistens.” (Forn Sidrs medlemsblad Vølse 45, s. 27 i artiklen ”Politisk Polyteisme og Antimonoteistisk Selvforsvar” af Starkad Storm Stensgaard)

Sådan. Det er hvad der menes.

Tre citater dækker naturligvis ikke den fulde hadideologi der er antimonoteismen, så læs flere sigende citater her: https://livtraser.dk/grundlaget-antimonoteismen/

 

Til højre og venstre

Diskussionen om antimonoteismen reduceres ofte til en debat om politisk højre mod politisk venstre, men højre/venstre-aksen er imidlertid ikke særligt interessant i denne debat. Mange politiske standpunkter kan nemlig ikke afgrænses til en bestemt fløj. Det er ikke distinkt højreorienteret at være imod masseindvandring, eller modstander af ideen om at løse omverdens problemer med opholdstilladelser, dette syspunkt er også fremtrædende på venstrefløjen. Det er ikke distinkt venstreorienteret, at være modstander af racisme og fremmedhad, modstanden mod dette blev knæsat i den højreorienterede liberalisme. I stedet for højre/venstre-retorik bør kritikken rettes mod hvordan antimonoteister fokuserer på at had og fremmedgørelse skal være en del af asatroen og det danske samfund. For det er der vejene skilles mellem den tolerante og intolerante dagsorden, når had og opsplitning af folk bliver de religiøse og politiske pejlemærker i retorikken. Had, intolerance og fanatisme blokerer for mulighed for noget fælles, og uden det fælles er frihed og tillid ikke muligt. Had, intolerance og fanatisme kan udspringe af både venstrefløjen og højrefløjen, så det er ikke det væsentlige hvorfra det springer, men at det faktisk sker.

Men skal man alligevel se på antimonoteismens politiske udgangspunkt i forhold til højre/venstre, så bruges begrebet antimonoteisme sammen med begrebet etnopluralisme til at definere et ideologisk grundlag, og etnopluralisme er et politisk begreb fra bevægelsen kaldet ”det nye højre” (Nouvelle Droite). Etnopluralisme er i sit udgangspunkt en racistisk og fremmedfjendsk politisk strømning med totalitært indhold (se eks.: Alberto Spektorowski: “The New Right: Ethno-regionalism, Ethno-pluralism and the Emergence of a Neo-fascist ‘Third Way'”. Journal of Political Ideologies, nummer 8, del 1, 2003). Nogle forsøger så, at forklæde etnopluralisme som et religiøst begreb, men det er nemt at genkende det politiske ophav på et splitsekund, da etnopluralisme altså i sig selv er et politisk begreb, hvilet gør det meningsløst, at påstå politisk neutralitet når man forsvarer begrebet; følgelig gælder det samme for antimonoteisme (se også artiklen ”Politisk Polyteisme og Antimonoteistisk Selvforsvar” fra Forn Siðr’s medlemsblad Vølse nr. 45, fra 2008. Artiklen har jeg tidligere behandlet i dybden her: https://livtraser.dk/folkebaseret-asatro/). I etnopluralismen og antimonoteismen, søgers det således at smelte de politiske og religiøse pejlemærker sammen i en kombineret fremmedhadsk dagsorden, svøbt i asatroens legitimerende klædedragt.

Man beskyldes gerne for at være intolerant hvis man kritiserer antimonoteismens fremmedhad, men dette er naturligvis et retorisk kneb på linje med, at man beskyldes for at være intolerant hvis man kritiserer islamistisk homofobi. Og det er et rent retorisk kneb, at kalde det politisering når man kritiserer antimonoteismens åbenlyse politiske dagsordner.

Så det er ikke vigtigt om man opfatter sig som højre- eller venstreorienteret, politisk og religiøst had og fanatisme er altid kritisabelt uanset ophav.

I det hele taget er det værdifuldt at huske på, at folk med et hadsk og fanatisk budskab har brug for vand at svømme i, og det bedste hav er tavshedens, og de misforståede hensyns, hav. Så hold humøret højt og kritikken skarp. Og husk den vigtigste kritik af religiøst galmandværk er kritikken der kommer fra egne rækker.

Årets julegave

Hvert år har jeg en skik med at give en julegave til velgørende foreninger eller foreninger, der arbejder for mine værdier. I 2015 gav jeg endnu et gang et bidrag til Røde Kors. Røde Kors gør en kæmpe indsats i brandpunkter i verden og på hjemmefronten. Ved at de er regeringsuafhængige kan de gå ind og hjælpe i krigsområder, hvor andre ville have svært ved at nå. Derudover er de modsat mange andre velgørende foreninger politisk og religiøs uafhængige. Det røde kors er det schweiziske flag, der er invert. Da Schweiz er og var et neutralt land og det er nemt genkendelig symbol.

Electronic Frontier FoundationDen anden jeg gav til i 2015 var Electronic Frontier Foundation. EFF er en forening i USA, der kæmper for digitale rettigheder og privatliv. Der findes en tilsvarende dansk forening. Men slagmarken ligger nu engang i USA, hvor softwarefirmaer, filmindustri, musikindustri og regering sammen gør, hvad de kan for at bekæmpe dine digitale rettigheder. Gennem især oplysning og lobbyisme har de opnået store resultater og fået standset nogle af de værste love, der hæmmede dine rettigheder, i at blive vedtaget.