Diskussionen om antimonoteismen reduceres ofte til en debat om politisk højre mod politisk venstre, men højre/venstre-aksen er imidlertid ikke særligt interessant i denne debat. Mange politiske standpunkter kan nemlig ikke afgrænses til en bestemt fløj. Det er ikke distinkt højreorienteret at være imod masseindvandring, eller modstander af ideen om at løse omverdens problemer med opholdstilladelser, dette syspunkt er også fremtrædende på venstrefløjen. Det er ikke distinkt venstreorienteret, at være modstander af racisme og fremmedhad, modstanden mod dette blev knæsat i den højreorienterede liberalisme. I stedet for højre/venstre-retorik bør kritikken rettes mod hvordan antimonoteister fokuserer på at had og fremmedgørelse skal være en del af asatroen og det danske samfund. For det er der vejene skilles mellem den tolerante og intolerante dagsorden, når had og opsplitning af folk bliver de religiøse og politiske pejlemærker i retorikken. Had, intolerance og fanatisme blokerer for mulighed for noget fælles, og uden det fælles er frihed og tillid ikke muligt. Had, intolerance og fanatisme kan udspringe af både venstrefløjen og højrefløjen, så det er ikke det væsentlige hvorfra det springer, men at det faktisk sker.

Men skal man alligevel se på antimonoteismens politiske udgangspunkt i forhold til højre/venstre, så bruges begrebet antimonoteisme sammen med begrebet etnopluralisme til at definere et ideologisk grundlag, og etnopluralisme er et politisk begreb fra bevægelsen kaldet ”det nye højre” (Nouvelle Droite). Etnopluralisme er i sit udgangspunkt en racistisk og fremmedfjendsk politisk strømning med totalitært indhold (se eks.: Alberto Spektorowski: “The New Right: Ethno-regionalism, Ethno-pluralism and the Emergence of a Neo-fascist ‘Third Way'”. Journal of Political Ideologies, nummer 8, del 1, 2003). Nogle forsøger så, at forklæde etnopluralisme som et religiøst begreb, men det er nemt at genkende det politiske ophav på et splitsekund, da etnopluralisme altså i sig selv er et politisk begreb, hvilet gør det meningsløst, at påstå politisk neutralitet når man forsvarer begrebet; følgelig gælder det samme for antimonoteisme (se også artiklen ”Politisk Polyteisme og Antimonoteistisk Selvforsvar” fra Forn Siðr’s medlemsblad Vølse nr. 45, fra 2008. Artiklen har jeg tidligere behandlet i dybden her: https://livtraser.dk/folkebaseret-asatro/). I etnopluralismen og antimonoteismen, søgers det således at smelte de politiske og religiøse pejlemærker sammen i en kombineret fremmedhadsk dagsorden, svøbt i asatroens legitimerende klædedragt.

Man beskyldes gerne for at være intolerant hvis man kritiserer antimonoteismens fremmedhad, men dette er naturligvis et retorisk kneb på linje med, at man beskyldes for at være intolerant hvis man kritiserer islamistisk homofobi. Og det er et rent retorisk kneb, at kalde det politisering når man kritiserer antimonoteismens åbenlyse politiske dagsordner.

Så det er ikke vigtigt om man opfatter sig som højre- eller venstreorienteret, politisk og religiøst had og fanatisme er altid kritisabelt uanset ophav.

I det hele taget er det værdifuldt at huske på, at folk med et hadsk og fanatisk budskab har brug for vand at svømme i, og det bedste hav er tavshedens, og de misforståede hensyns, hav. Så hold humøret højt og kritikken skarp. Og husk den vigtigste kritik af religiøst galmandværk er kritikken der kommer fra egne rækker.