Alt-Right og asatro

I en artikel i The New York Times (https://www.nytimes.com/2017/09/19/opinion/alt-right-white-supremacy-undercover.html), der omhandler en dokumentarfilm om Alt-Right bevægelsen i USA, gives et kort indblik i denne ekstreme politiske bevægelse. Alt-Right (alternative right) er den seneste generation af den yderligtgående højrefløj, der samles under et nyt og mere hipt image end de ældre nynazistiske og racistiske grupper. Indholdet er dog grundlæggende det samme, kun indpakningen er forandret. Kampen står især imod immigration og for det hvide overherredømme i Nordamerika og Europa. Drømmen er hvide etnostater og teoien om ”homelands”, altså at hver etnisk gruppe, eller race for dem der fortrækker mere direkte tale, skal bo i deres eget ”hjemland”. Og for farvede er de her hjemlande i hvert fald ikke i Nordamerika eller Europa, som er kontinenter for hvide mennesker. Dette er substansen, men i modsætning til de ældre grupper, der benytter brændende hagekors, strakte højre arme og hvide kutter, så benytter Alt-Right ironi, tvetydighed og nye udtryk, der bevidst skal kunne rumme det racistiske og nationalistiske budskab, men som samtidig også kan udlægges harmløst, så man kan affeje kritik når man bliver konfronteret med det. Som med etnopluralisme, der i en kontekst betyder at de fremmede skal ud af landet, og i en anden kontekst bare forklares som at man er glad for sine egne rødder. Finten er at de to udlægninger ikke modsiger hinanden.

Af særlig interesse er to elementer i artiklen. Først er der forbindelsen til den nordiske mytologi generelt, da det beskrives hvordan man i det højreekstreme miljø har taget til sig at skåle til Odin i blót-lignende ritualer. Forbindelsen til den nordiske mytologi gennem nynazismen er åbenlys af historiske årsager, men fascinationen af det nordiske har også fundet indpas i det alternatives højres måde at udtrykke sig på, især da det igen giver mulighed for distancering, man er bare glad for sin særegne vikingearv og gamle land, og ikke en racist der grundlæggende vil af med dem der er anderledes. Det andet særligt interessante elementer omtalen af det mere diffuse og uformelle miljø omkring Alt-Right som benævnes ”Alt-Light”. Dette henviser til en yderligtgående, men alligevel knap så ekstrem, del af højrefløjen, der hvor folk ikke vælter sig i Hitlerhyldester (ironisk udformet så man kan afvæbne eventuel kritik naturligvis), men i stedet taler om at race alligevel er vigtigt, at man kan skåle heil i stedet for hil for der er jo oldnordisk, at kulturer ikke bør blandes for meget for deres egen skyld osv. En mindre hidsig variant, men som beskrevet i artiklen, meget vigtigt, da den kan tiltrække lagt større accept og støtte, og fungerer som bindeled til den alleryderste højrefløj. De vil højlydt benægte enhver tilknytning til racisme, men altid bevæge sig lige på grænsen og benytte meget snævre, ofte forældede, definitioner af hvad de overhovedet mener, kan kategoriseres som racisme. Det er ofte ikke til lige at se forskel på hvor langt ude de forskellige grupper er netop grundet den uldne retorik, men i sidste ende udgør grupperne hver deres alen af samme stykke.

Artiklens udgangspunkt er som nævnt USA, men det samme mønster kan nemt ses herhjemme, og her tænker jeg naturligvis først og fremmest på de i Danmark aktive medlemmer af Asatru Folk Assembly og Hefjendur. Det afgørende er ikke hvor dette lands etnopluralister, og tilhængerne af metagenetik og den hvide race i asatroens navn, præcis kan indplaceres i forhold til Alt-Right bevægelsen (der kan drages paralleller til grupper som Danskernes Parti (nu nedlagt), Frie Danske Nationalister, Danish Defence League og Stop Islamiseringen af Danmark mfl.). Det afgørende er, at de overhovedet er en del af denne samlede højreekstreme kultur. Det er dog især værd at bemærke, at ”Alt-Light” segmentet har den vigtige funktion, at skabe et rum med identitet og fælleskab, en legitim forsamling hvor man kan mødes og hænge ud, og som kan tiltrække nye medlemmer. Et blót kan netop udgøre et sådant rum, og på denne måde er asatroen sårbar over for at dens grundlæggende gæstfrihed kynisk udnyttes til at promovere radikale politiske budskaber.  Det er jo ikke typisk sådan, at det første man støder på, når man søger mere om asatroen, er en gruppe som den amerikanske Asatru Folk Assembly, der i sine formålsparagraffer ser det som en hellig pligt at fremme den hvide race. De fleste finder deres vej ind i asatromiljøet via de større grupper som trossamfundet Forn Sidr. Men så kan man til gengæld støde på AFA repræsentanter til de officielle Forn Sidr blót. Sådan en repræsentant kaldes f.eks. en ”folkbuilder” der bl.a. har til opgave at indrullere (“to proselytize” som de kalder det) nye asatroende i AFA’s rækker. Ikke alle formår at sige fra over for denne adfærd, især hvis ikke man gennemskuer den kalkulerede tvetydighed, eller de obskure begreber der anvendes, såsom metagenetik, antimonoteisme eller etnopluralisme. Det er nemt, at se hvorfor særligt Forn Sidr, med sin godkendelse som trossamfund, vil være et attraktivt sted at kunne reklamere for sine arrangementer, deltage i andres og vise sig frem. Og så kan man der lære om folkebevidst asatro og AFA grundlæggeren Stephen McNallen og hans syn på race. Skulle man være interesseret i at lære mere om netop det kan man efterfølgende klikke ind på en af de mest betydende hjemmesider for Alt-Right kaldet altright.com, hvor Stephen McNallen repræsenterer AFA og blandt andet promoverer det racistiske slogan ”14 words” skrevet af racisten, nationalisten og Odinisten David Lane (https://altright.com/author/stephenmcnallen/). Dette sker side om side med andre af de mest prominente Alt-Right skribenter, og således kan man lade sig føre videre ind i Alt-Right bevægelsen, og for at illustrere hvordan det virker, kunne jeg klikke mig direkte videre fra McNallens sektion på altright.com til andre aktører på siden, blandt andet en Eli Mosley. Eli repræsenterer Identiy Evropa, en organisation der arbejder for hvidt overherredømme og raceadskillelse. På altright.com hylder han de racistiske og nazistiske optøjer i Charlottesville, august 2017, der forgik under parolen ”Unite the Right”. Det der især kendetegnede begivenhederne i Charlottesville var, at Alt-Right bevægelsen formåede at stille op i fælles front med de traditionelle radikale højregrupper som nazistpartierne og Ku Klux Klan (se stemningsbilleder fra begivenheden længere nede i dette indlæg).  Eli glæder sig over alle de fremmødte og alle dem der slutter sig til bevægelsen (https://altright.com/2017/09/21/the-alt-right-must-tighten-ranks-and-never-back-down/). En anden person man møder i netværket er Richard Spencer. Han er redaktør på altright.com, krediteret for at navngive bevægelsen Alt-Right i 2010, og var en af talerne ved ”Unite the Right” i Charlottesville. Spencer er mest kendt for at være fortaler for det han kalder ”peaceful ethnic cleansing” (fredelig etnisk udrensning) (https://www.splcenter.org/fighting-hate/extremist-files/individual/richard-bertrand-spencer-0). Det vil sige en udrensning af farvede med henblik på at skabe et arisk ”homeland”, en såkaldt ”etnostate”, også kendt som etnopluralisme i de mere ”diplomatiske” segmenter, og som raceadskillelse i den almindelige befolkning. Der udføres mange sproglige og begrebsmæssige krumspring for at gøre racisme salonfæhig. Så her præsenterer AFA altså asatroen som en fuldt integreret del af Alt-Right, side om side med fortalere for etnisk udrensning og hvidt herredømme. Og så er det da til at se helt konkret, i hvilken kontekst AFA arbejder med deres formålsparagraf om at fremme den hvide race. Det kaldes her til lands folkistisk eller folkebevidst asatro.

Så vidt hvad Asatru Folk Assembly og deres venner i Alt-Right og omegn kan byde ind med til det danske asatromiljø. Men der er også andre muligheder for spændende møder. Er man rigtigt heldig kan man komme til officielt Forn Sidr blót med etnopluralistiske og antimonoteistiske Hefjendur. Her kan man også lære om etnicitet og hjemlande, og hvordan Skandinaviens ægte befolkning er særligt forbundet til den nordiske muld og guderne gennem blodet, og om hvordan indvandringen til Danmark er en angrebsbølge af tilrettelagt muslimsk indvandring med henblik på at overtage landet og indføre en shariastat. Dette betyder at danskerne skal opruste med had og indføre forbud, ikke bare vendt mod muslimer der ønsker at sharia skal forme samfundet, men mod ALLE muslimer, jøder og kristne da de alle opfattes som de samme bærere af en fremmed monoteistisk åndspest – og man kan endda venligt henvises til ”fin” nazistisk litteratur til yderligere inspiration. I den udglattende version af denne etnopluralisme og antimonoteisme hedder det, at vikinger er fede, vi er i krig mod islam, kristendommen har gjort danskerne selvudslettende så vi ikke kan forsvare os selv i krigen mod islam, og man kan da godt være asatroende selv om man ikke er fra norden – hvis man nu virkeligt – VIRKELIGT – tror på det. Og så naturligvis at vikinger er helt vildt fede. Samlet set udgør den hårde og lette version de typiske to alen af samme stykke.

Som det fremgår, fokuserer denne nye højreekstreme Alt-Right bevægelse og pendanter i første omgang på indvandring og race. Som det også burde stå klart har bevægelsen ikke nogle valide svar på de vitterligt store problemer, som den førte indvandrings- og integrationspolitik har medført. Det handler om en bevægelse der er imod frihed og grundlæggende borgerrettigheder, og for racisme, had og totalitære idealer. Der er altså tale om en bevægelse, som ingen løsninger har på vegne af et demokratisk samfund.

Alt dette er naturligvis et stort problem for det danske asatromiljø, der kan lide uoprettelig skade på ryet, ikke bare Forn Sidr’s medlemmer, men alle asatroende i Danmark. Dette kan ikke underdrives. Ikke bare står nynazister og Alt-Right bevægelsens medlemmer og skåler til Odin rundt om i verden, der er en direkte linje fra det almindelige danske asatromiljø til den ekstreme Alt-Right bevægelse, som man så folde sig ud i Charlottesville, og denne linje går lige gennem danske Forn Sidr. Forn Sidr tager formelt afstand fra nazisme. Før tog trossamfundet også formelt afstand fra racisme, men denne afstandtagen blev afskaffet ved en altingsbeslutning. Det blev bl.a. argumenteret, at man jo ikke kunne tage afstand fra at muligt hele tiden. Faktum er, at det nu virker til at det er foreneligt med Forn Sidrs værdier og vedtægter, at støtte op om hvide racegrupper som AFA, der er en del af Alt-Right bevægelsen og derved koalitionen af nationalister, racister, nazister, fascister og Ku Klux Klan samlet under parolen ”Unite the Right”. Og det er åbenbart acceptabelt at opfordre til had og raceadskillelse, så længe hadet rettes mod muslimer, kristne og jøder, og raceadskillelsen forklares i obskure termer som antimonoteisme og etnopluralisme. At forklæde sine meninger i tilforladelig retorik er afgørende for rekrutteringen af nye medlemmer og opretholdensen af gode legitimerende PR platforme som Forn Sidr. Hvor længe Forn Sidr vil fortsætte med at fungere som legitimerende platform for alt dette er dog ikke til at sige, det kan bare konstateres at sådan ser tingene ud på nuværende tidspunkt og har gjort det i en del år nu.

Hvis du gerne vil se, hvordan en højreradikal gruppe forsøger at imitere et blót, så se denne udmærkede video: https://video.vice.com/en_uk/video/hate-thy-neighbour-americas-far-white/588a16d2dc05dff168b42730

Artikel om danske AFA ”folkbuilders”, Forn Sidr, og forbindelsen til den ekstreme højrefløj i USA: http://www.p77.dk/nyheder/956/956

Artikel om forbindelsen mellem Hefjendur, Forn Sidr og den ekstreme højrefløj i Danmark: https://redox.dk/nyheder/dokumentation-store-overlap-mellem-hojreradikale-og-hefjendur

 

Andre links:

Om Stephen McNallen, racebegrebet og andet på den yderste højrefløj: https://livtraser.dk/sine-meningers-naesten/

Om hvordan man kan prøve at gøre betændte begreber stuerene, så de bliver mere tilforladelige for potentielle nye medlemmer: https://livtraser.dk/racistisk-asatro/

Om antimonoteisme: https://livtraser.dk/antimonoteismens-falliterklaering/

Eksempel på udglattet version af antimonoteisme (interview med Jim Lyngvild): https://www.bt.dk/fra-editorial/jim-lyngvild-kristendommen-er-det-vaerste-der-er-sket-i-danmarkshistorien

Om Asatru Folk Assembly: https://livtraser.dk/kunsten-goere-sig-forstaaelig/

Om etnopluralisme: https://livtraser.dk/ethnopluralisme-og-det-identitaere/

”Fin” nazistisk litteratur der promoveres i Forn Sidr: http://gladsheimr.dk/ikke-faglige-artikler/debat/volkish-og-politik/

Officiel hjemmeside for Forn Sidr – asa- og vanetrosamfundet i Danmark: http://www.fornsidr.dk/

 

Lidt stemningsbilleder fra Charlottesville, august 2017.

Alt-right og asatro
Unite the Right i Charlottesville. Naziflag, sydstatsfag og mjølnerflag. (Pictures-alliance/NurPhoto/E.Molli)
Alt-right og asatro
Old School i Charlottesville: Ku Klux Klan og White Power med nazihilsen. Sieg Heil. (AP Photo/Steve Helber)
Alt-right og asatro
Richard Spencer (med megafon) og venner viser det nye hippe Alt-Right look i Charlottesville. (Fox10tv.com)
Alt-right og asatro
Under Oðal runen: Hvide nationalister, nynazister og Alt-Right ved fælles march i Charlottesville. (CHIP SOMODEVILLA/GETTY IMAGES)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *