Jeg har tidligere skrevet her på bloggen at had, intolerance og fanatisme står i vejen for frihed og tillid (https://livtraser.dk/til-hoejre-og-venstre/). Dette vil jeg lige uddybe med henblik på tilliden.

Tillid er et af de begreber der oftest nævnes, når man søger at fremhæve et særligt træk ved den danske (eller nordiske) kultur, og tillid benævnes også ’det danske guld’. En kulturelt bestemt tillid tager lang tid at skabe, da tilliden skal opbygges og gives i arv fra generation til generation for at blive en grundlæggende antagelse. Denne kulturelt baserede tillid må derfor ­­­­­være et ganske gammelt fænomen de steder hvor den eksisterer, og nogen forskere sporer denne nordiske tradition for tillid helt tilbage til det gamle ledningssystem og de tidlige konger fra vikingetiden, og omtaler endda den skandinaviske urtillid.

Man skulle mene dette var værd at værne om, men det er ikke alle enige i. Og her tænker jeg ikke på kulturrelativisterne, men på antimonoteisterne. Antimonoteisme rummer noget så bizart som fremmedhad mod den danske befolkning. Det skal forstås helt konkret, som beskrevet i præsentationen af antimonoteismen: ”Og selv om vor tids kristne ikke er lige så aktive i deres verdensfjendskab som tidligere, eller måske ikke vil tage ansvaret for deres mere kristne forgængeres forbrydelser, så er det sandt for dyden ikke god vikingestil at sidde til bords med efterkommere til sine (for)fadermordere – der hvor jeg kommer fra.

Det er nok ikke alle, der har mod på at skære pseudomonoteistiske venner og familiemedlemmer af, men at konfrontere dem verbalt med deres hykleri, er da det mindste, et samvittighedsfuldt menneske kan gøre.” (Valravn Maj 2006 s. 18, http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf).

Men hvad er det dog der står? Hadet mod kristne omfatter tydeligvis familie og venner, og alle vores familiers forfædre i generationer. Sidde til bords med forfadermordere? Deres forgængere? Undskyld mig, der er ingen gamle hedenske slægter i Danmark i dag. Men det virker ofte som om nogle folk bilder sig selv ind, at man bare kan opføre sig sådan alligevel, men det er selvbedrag. Forfædrene konverterede. Nogle velvilligt, nogle ufrivilligt. Vi er alle efterkommere af generationers blandinger af disse forfædre. Men det passer slet ikke ind i en antimonoteistisk retorik, der kun har til hensigt at opdele alle i et ”os” og et ”dem”, som er grundlaget for at kunne promovere det had antimonoteismen ønsker at så. En splid mellem familiemedlemmer og mellem venner, såvel som mellem befolkningsgrupper generelt, som demonstreret ved dette citat: ”Og når vi eksempelvis siger, at ´alle monoteister er intolerante´ eller ´alle monoteister lyver´, er det en såkaldt ´nødvendig dom´, hvis sandhed ikke bestemmes af empirisk sanseerfaring, men af det man kalder ´analytisk a priori´. Intolerant, totalitær og løgnagtig indgår simpelthen i definitionen på en monoteist.” (Valravn Maj 2006 s. 19, http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf).

Antimonoteismen ønsker at udråbe alle monoteister, altså især alle kristne, jøder og muslimer, som bærere af en fremmed åndspest, og opfordrer til, at alle monoteister her til lands derfor skal mistros og fordømmes. Og denne mistro gælder vitterligt alle monoteister, da mistroen skal begrundes i ensidig fordømmelse af alle monoteister baseret på deres religiøse opfattelse alene, og ikke på baggrund af deres handlinger. Ja endda på trods af deres handlinger, for selv om en monoteist opfører sig ordentligt og ærligt er det uden betydning. Fordømmelsen skal baseret på at være monoteist alene. Dette er et opgør med selve den nordiske urtillid der ikke er set før. En hadsk ideologi, der må ses som en nyskabelse i forsøget på at udhule og tilintetgøre et gammelt nordisk kulturtræk (yderligere dokumentation af antimonoteismens fordømmende grundlag kan findes her: https://livtraser.dk/grundlaget-antimonoteismen/).

Antimonoteismen retter ikke kun skytset mod dem der er etnisk fremmede, men også mod dem der har fremmede ideer i hovedet, det vil sige kristne i den antimonoteistiske optik, som derfor bliver udråbt til forfædremorderes efterkommere. Formået er altså, at så splid danskere imellem. Fremmedgørelsen og dernæst fremmedhadet kan således bruges til at ramme alle. ”Os mod dem” retorikkens mistillid er antimonoteismens fundament, og dette står som en direkte modsætning til den tillidsarv vi nyder så godt af i Norden. (Se mere om denne ”os mod dem” retorik her: https://livtraser.dk/os-mod-dem/).

Hvis man på denne måde vil udråbe andre til at være forfædremordere og frikende sig selv, og tildele sig en moralsk overhøjhed og derigennem en særlig ret til hævn, kan dette kun gøres ved at kaste vrag på ens egne forfædre og deres valg og historie, og alt hvad de har skabt, herunder den traditionelle tillid. Man kan nemlig ikke kun påberåbe sig at være efterkommer af folk der levede for 1000 år siden og ikke dem der har levet siden, det er simpelthen for dumt på så mange planer. Især hvis man vil have respekt for at tage et religiøst valg i dag som omfatter forfædredyrkelse, så er det ikke bare for dumt, men direkte hyklerisk med denne forfædrehån. Det er ganske enkelt en falliterklæring.