Kategoriarkiv: Black Metal

Til minde om Dead

Per “Dead” Ohlin begik selvmord 8. april 1991 – 22 år gammel. Deads død var set i bakspejlet en milepæl for den norske black metal scene og indledningen til de voldsomme begivenheder, der gjorde den norske black metal scene legendarisk – en undergrunds scene, der kørte helt af sporet med kulminationen i Varg Vikernes mord på Euronymous og gjorde det kristne Norge kendt som mørkets land for mange.

https://www.youtube.com/watch?v=7h9XzRdFIhc

Hvil i fred Per. Din sjæl lever videre.

Deads selvmordsbrev.

Har kun kunnet finde den på engelsk.

Per "Dead" OhlinExcuse the blood, but I have slit my wrists and neck. It was the intention that I would die in the woods so that it would take a few days before I was possibly found. I belong in the woods and have always done so. No one will understand the reason for this anyway. To give some semblance of an explanation I’m not a human, this is just a dream and soon I will awake. It was too cold and the blood was coagulating all the time, plus my new knife is too dull. If I don’t succeed dying to the knife I will blow all the shit out of my skull. Yet I do not know. I left all my lyrics by “Let the good times roll”—plus the rest of the money. Whoever finds it gets the fucking thing. As a last salutation may I present “Life Eternal”. Do whatever you want with the fucking thing. / Pelle.

Metal beyound metal

Jeg hører ikke black metal fordi jeg hylder satanisme. Det handler ikke om kirkeafbrændinger eller at jeg hader kristne. Jeg opfatter black metal som musik med afgrundsdybe tanker og følelser. Når jeg sætter en plade på med f.eks. Burzum giver det en ro, der åbner døren til kælderen i mit intellekt. Den åbner for filosofisk tanker eller en meditativ inderlighed. Derfor var det overraskende mig for mig at opdage, at en universitetsuddannet filosof i New York havde taget black metallen til sig. Givet den et nyt look men bevaret det, som forsangeren siger: hvor den skandinaviske black metal er månen, er vi solen. Andre bands i det amerikanske undergrundsmiljeu har også eksperimenteret sig ud i black… jeg ved ikke helt med udtrykket. Men musikken giver mig noget tilbage af den black, den oprindelig svartmalmur, som ikke har været dyrket længe – ikke engang af hr. Vikernes.