Den danske dr Mathias Nordvig fra Colorado University har endelig startet en vlog på YouTube. Noget jeg virkelig havde håbet på han ville gøre efter at have set ham på hans kollega, etymologen Jackson Crawfords vlog. Jeg ser virkelig frem til at følge ham.
https://www.youtube.com/watch?v=JwYDBSeSm5k
https://www.youtube.com/watch?v=TR_YGvpuDvU
I min præsentation til denne gæsteblog (https://livtraser.dk/praesentation-af-gaesteblogger/) skrev jeg at jeg ville fokusere på den antimonoteistiske understrøm i asatromiljøet. Dette har ført til afklaring af begrebet sammen med tilknyttede begreber som etnopluralisme, racisme, folkisme, folkebaseret asatro og metagenetik.
Her vil jeg dog prøve at brede mit fokus ud, for den hadefulde og racistisk funderede tænkegang jeg har skrevet om på bloggen indtil nu, skal trods alt også ses i et bredere perspektiv end bare asatromiljøet og den ekstreme højrefløj (https://livtraser.dk/alt-right-og-asatro/). Sagen er, at påstanden om at antimonoteismen og etnopluralismen skulle være midtsøgende og tolerant er lige så surrealistisk, som når Socialistisk Ungdomsfront og salafister hånd i hånd i København hævder at repræsentere liberale ideer. De reelt liberale ideer er som altid under pres fra både højre og venstre. Det yderste venstre og det yderste højre beskylder gensidigt hinanden for at prøve at rive samfundet fra hinanden. Begge parter har ret.
I dag har venstrefløjen erstattet diskussionen om marxismen med diskussionen om identitetspolitikken. Identitetspolitikken fremstår som et forsøg på at knæsætte en tanke om at folk grundlæggende ikke kan identificere sig med hinanden på tværs af biologiske forskelle og derfor skal kompensere for dette ved ihærdig selvcensur italesat som hensyn. Ingen kan forstå eller indleve sig i folk der er anderledes end dem selv. Den pseudovidenskabelige retorik er dog bevaret, og der argumenters stadigvæk på samme måde: man har ikke bare synspunkter eller politiske programmer, man udvikler ifølge sig selv objektiv videnskab. Eksempelvis ideen om socialismen som en historisk nødvendighed blev præsenteret som en videnskabelig observation. Tilsvarende beskrives i dag de agendaer, der hersker inden for identitetspolitikken som noget man har ”identificeret” i samfundet, altså noget der er objektivt sandt, og ikke noget der er et synspunkt blandt andre. Og derved er ens standpunkt ikke længere holdningsbaseret og til almindelig debat, men et rettighedskrav der burde være hævet over diskussion. Og al kritik af denne pseudovidenskab (altså udviklet uden validt empirisk grundlag) tilbagevises ved at referere tilbage til sit eget virvar af opfundne, nå nej, identificerede begreber og problemstillinger, som jo bekræfter, at man nu altså bare har ret. Er en kritiker uenig, og besidder erfaringer der ikke passer ind i dette identitetspolitiske system, forklares det ved at man er blindet af sine privilegier baseret på køns- og raceblindhed, manglende erfaring med handicap eller transkønnethed og andre såkaldt strukturelt funderede privilegier. I gamle dage lød forklaringen, at man led af falsk bevidsthed. Identitetspolitikken udbredes bl.a. i universitetsmiljøet som marxismen tidligere, og begreber som trigger warnings, safe spaces, postkolonialisme, racialisering og intersektionel feminisme søges gjort til tidens vigtigste determinanter i det politiske rum. Den store fjende på venstrefløjen var fascismen og kapitalismen, i dag er identitetspolitikkens store fjende racismen og alle andre former for undertrykkelse af minoriteter, som de mener findes overalt i det vestlige kapitalistiske samfund.
Både den yderligtgående venstre- og højrefløj gør hævd på offerrollen. Og dengang som nu hader tilhængerne af de forskellige yderligtgående synspunkter hinanden som pesten, de kalder gerne hinanden hhv. nazister og landsforrædere, og kræver af alle, at de skal vælge side eller tage sig i agt. Og begge sider mener naturligvis, at had og dæmonisering af andre er helt legitimt at benytte af lige netop dem selv i den gode sags tjeneste. Enøjet radikalisering er målestokken for hvor dedikeret man er uanset lejr. Fanatisme er trods alt et af ekstremismens hæderstegn.
De yderligtgående politiske fløje mødes i det totalitære rum og har derved grundlæggende mere tilfældes end de er forskellige. Dette er i dag mere sandt end nogensinde før. I dag handler det på begge sider om biologi: race, hudfarve, seksualitet og køn er nu afgørende faktorer inden for både tilhængere af hvid nationalisme og tilhængere af identitetspolititik. For både den biologiske racisme og identitetspolitikken gælder, at biologi determinerer position, bl.a. den enkeltes kulturelle tilhørsforhold og forventede tilslutning til bestemte holdninger og værdier. Og samlet gøres disse biologiske elementer til de vigtigste faktorer for ens etiske vægt i samfundsdebatten og derigennem ens retmæssige plads i samfundet. Folk og hvilke regler der gælder for dem, og hvem de er lige med i samfundet, afgøres af biologi. Begge fløje kobler biologi og kultur sammen, og begge fløje er tydeligvis lige totalitære i deres fundament for disse tanker.
Alt dette lyder frygteligt bekendt fra gruppen af højreekstreme, men nu er det altså blevet fælles værdigods med den yderste venstrefløj. Nuvel, den antisemitisme der blomstrer på venstrefløjen i disse tider er ikke en ny strøm i det røde hav, men fællesnævneren mellem fløjene synes at vokse. Begge grupper går da også klart ind for segregering af etniske og biologiske grupper. Det biologiske ophav, ikke individets konkrete situation, erfaringer, valg og præferencer, bliver den primære markør for det man kan og bør vælge i livet og hvem man grundlæggende skal identificere sig med. Man har først og fremmest noget til fældes med dem man deler hudfarve eller andre biologiske karakteristiska med. Etnopluralismens ønske om segregering modsvarres af ideen om kulturel appropriation, der dikterer at en majoritetsgruppe ikke må bruge kulturelle artefakter (helt ned til valg af bluse og frisure) fra andre etniske grupper da det er moralsk forkert. Samtidig med at en minoritetsgruppe ikke skal antage elementer fra majoritetsgrupper da dette er assimilation og er tilsvarende moralsk forkert. Fremfører man fra den ydre venstrefløj om eks. gruppen af minoriteter med rødder i Afrika, at de først og fremmest er hinandens brødre og søstre vil man fra yderste højre side sige: Ja, det er rigtigt. Fremfører venstresiden videre at folk med rødder i Afrika skal være stolte af deres ophav, vil svaret fra den anden side igen være at det skal de da. Fremfører venstresiden også at de afrikanske minoriteter skal værne om deres kultur, holde sig primært til den, forhindre andre i uretmæssigt at praktisere dele af den, afholde sig fra at indoptage uønskede elementer fra andre grupper i eget udtryk og så videre, vil højresiden til det hele sige, at det er helt og aldeles korrekt. Enigheden skyldes, at hver side altså har deres eget bud på hvordan biologi styrer kultur og derfor skal være styrende princip for at fastholde skillelinjer mellem befolkningsgrupper. Og begge begrunder deres adskillelse af mennesker med, at det bunder i respekt for det oprindelige og iboende i de forskellige kulturelle og biologiske gruppers identitet.
I dette perspektiv er min kritik af de begreber jeg nævner i indledningen til dette indlæg udtryk for en delmængde af en langt større og mere principiel debat om den udvikling der finder sted på yderfløjene i den vestlige verden. Man skal ikke foregøgle sig at had og racisme er noget der stammer fra det yderste højre alene. Racismen er heldigvis hverken fundamental eller dominerende i vores samfund, Danmark kan bryste sig af at være en stolt bærer af oplysningstidens friheds- og lighedsidealer, lad os holde fast i det.
Og for at perspektivere perspektivet er her en anden fremstilling af samme emne, men med udgangspunkt i den angelsaksiske version af emnet: (fra http://www.heraldsun.com.au/blogs/andrew-bolt/the-altleft-are-the-racists-they-condemn/news-story/36bfd7d445ccd253b44a2a53127fa6b5)
”It’s becoming so clear now why the war of words between SJWs (social justice warriors red.) and the new white nationalists is so intense. It isn’t because they have huge ideological differences – it’s because they have so much in common. Both are obsessed with race, SJWs demanding white shame, the alt-right responding with white pride. Both view everyday life and culture through a highly racialised filter.
Both have a seemingly boundless capacity for self-pity. Both are convinced they’re under siege, whether by patriarchy, transphobia and the Daily Mail (SJWs) or by pinkos and blacks (white nationalists). Both have a deep censorious strain. And both crave recognition of their victimhood and flattery of their feelings. This is really what they’re fighting over — not principles or visions but who should get the coveted title of the most hard-done-by identity. They’re auditioning for social pity. “My life matters! My pain matters! I matter!” The increasing bitterness and even violence of their feud is not evidence of its substance, but the opposite: it’s the narcissism of small differences.” (forkortet)
Jeg har primært beskæftiget mig med det nye højre og det alternative højre her på bloggen så jeg tillader mig lige at dvæle en smule ved identitetspolitikken når nu jeg har emnet oppe at vende. Noget der især kan siges at være et nybrud fra denne fløj er den etiske tænkning. I den europæiske idehistorie har etik været begrundet i dyder, nytte eller pligt. Det har været et filosofisk spørgsmål ført frem af argumentation og ræson. Nu ses en ny måde at forstå etikken på, nemlig en etik hvor den etiske ret fordeles ud fra offerroller. Denne nye etiske tænkning er baseret på følelser og biologiske kategorier. Den person der kan, og vil, påtage sig de fleste og største offerroller besidder den højeste etiske ret (cis-kønnet kvinde trumfes af cis-kønnet homoseksuel kvinde der igen trumfes af kørestolsbrugende, transkønnet person fra en etnisk minoritet osv.). Folk med færre point på offerkortet kan i en politisk eller etisk diskussion afvises med påstand om privilegieblindhed. Denne nye type etik indeholder dog en kattelem, hvilket nok er nødvendigt da den primært er udtænkt at ret privilegerede personer (især angelsaksiske universitetsstuderende). Har man ikke tilstrækkeligt med offerpoint kan man kompensere ved at ”tjekke sine privilegier”, hvordan det end gøres. Herved kan man opnå etisk autoritet selv om man i udgangspunktet slet ikke er offer for noget. Vupti.
Med etisk ret følger først og fremmest retten til at stille krav til andre og forlange særhensyn. Et nybrud i forhold til traditionel etisk tænkning der typisk legitimerer sig med at ville skabe det bedste i forhold til helheden baseret på generelt gældende etiske fordringer. Nu er ønsket i stedet at påberåbe sig at være den eneste legitime kritiker af eks. racisme, og derfor den eneste der med rette kan smide racismekortet – og det lander ikke overraskende altid hos identitetspolitikkens politiske kritikere som derved søges delegitimeret og udgrænset fra debatten og i samfundet. Og samtidig forbeholder man sig retten til at beskylde andre for populisme. Der gås endda så vidt som til at forsøge, at legitimere racisme og anden diskrimination mod majoritetsgrupper, det være sig eksempelvis mod folk af europæisk afstamning eller cis-kønnede. Men det holder jo ikke. Man bekæmper ikke uretfærdighed et sted i samfundet ved at legitimere uretfærdighed et andet sted. Offeretikken kombineret med accepten af racisme og anden diskrimination vendt mod ”de andre” medfører, at alle kan og vil føle sig krænkede, og dette fører til splittelse og konflikter overalt. Denne identitetspolitiske offeretik må siges at være en bundskraber af en ide på niveau med antimonoteisme og etnopluralisme.
Tvetunget: Antimonoteisme og etnopluralisme
Jeg vil i dette indlæg om antimonoteisme og etnopluralisme, som man finder dem i trossamfundet Forn Sidr – asa- og vanetrosamfundet i Danmark, rette opmærksomheden mod den tvetungethed hvormed begreberne bliver omtalt af dem der ønsker at asatroen funderes i dem. Jeg vil sammenligne forskellige udtalelser fra medlemmer af gruppen Hefjendur, en blótgruppe officielt tilknyttet trossamfundet. Fokus vil være på de selvmodsigelser, eller tvetungede udtalelser, som debatten over årene har resulteret i fra de der forsvarer og promoverer antimonoteisme og etnopluralisme.
Selvmodsigelserne i materialet skyldes ikke intern uenighed i gruppen. Gruppen hævder faktisk at være særligt netop fordi der ikke hersker intern uenighed. Gruppen forklarer deres enighed om de ideologiske principper således:
”Gruppen adskiller sig fra andre blótgrupper ved, at medlemmerne er forholdsvis ens i deres ideologiske overbevisning samt tilgang til asatroen[i].”
Det understreges eksplicit, at alle i Hefjendur forventes at støtte op om antimonoteismen og etnopluralismen:
”Vi har derfor en forventning til alle Hefjendur-folk om, at de forstår og kæmper for retten til disse ideer[ii].”
Det kan lige bemærkes af retten til ”disse ideer” er grundlovssikret. Det handler naturligvis om opbakningen til disse ideer. Men ved at henvise til retten prøver man behændigt at spille sig offerkortet i hånden. Karakteristisk for den manipulerende stil i gruppen.
Antimonoteisme
Mit fokus på tvetungethed skyldes at den er så åbenlys. Se dette citat:
”Antimonoteisme er ikke generaliserende intolerance, men verdensvenligt selvforsvar. Og når vi eksempelvis siger, at ´alle monoteister er intolerante´ eller ´alle monoteister lyver´, er det en såkaldt ´nødvendig dom´, hvis sandhed ikke bestemmes af empirisk sanseerfaring, men af det man kalder ´analytisk a priori´. Intolerant, totalitær og løgnagtig indgår simpelthen i definitionen på en monoteist[iii].”
Her er tvetungetheden indlejret i ét citatet, man hævder ikke at være intolerant og generalisere, og hævder lige efter at alle monoteister er intolerante, totalitære og løgnagtige. Mageløst hykleri. Som om man kan camouflere sin intolerante generalisering ved at anvende ”nødvendig dom” i stedet. Men lad mig tage et skridt tilbage og se på det store billede.
Så hvad har man ellers skrevet når man skal forklare antimonoteisme:
”Vi er antimonoteister. Det betyder, at vi er imod alle religioner med én gud, det vil sige kristendommen, islam og jødedommen, som destruerer oprindelige kulturer og underlægger sig dem. Det er totalitære kræfter på samme måde som nazisme og kommunisme, og vi tager afstand fra alle totalitære kræfter[iv].”
”Antimonoteisme er en bevidstgjort modstand mod monoteismens totalitære krav på sandhedsmonopol[v].”
Disse to citater viser en tankegang der kredser om en total fordømmelse af kristendom, jødedom og islam. Bemærk det liden smagfulde i at sidestille jødedom og nazisme. I sig selv er ovenstående citater langt ude, man hvad der ligger i at være ”imod” eller have ”bevidstgjort modstand” fortaber sig i uklarhed, ovenstående citater er fra Kristeligt Dagblad og Forn Sidrs medlemsblad Vølse. Det er tydeligt der holdes bevidst igen i visse udtalelser for at fremstå tilforladelige, og andre gange i andre medier holdes der ikke igen overhovedet. Så hvad var det lige der skulle holdes uklart i ovenstående citater, hvad ligger der i at være ”imod” monoteisme ud over førnævnte generalisering nødvendige dom:
”Antimonoteismen er den anstændige og humanistiske udvej for det pacifistgjorte danske flertal, der hellere vil se deres sønner myrdede og døtre voldtagne i den fuldbyrdede sharia-politistat, end at mæle det mindste kvæk, som – skønt helt uretmæssigt – kunne risikere betegnelsen ´fascistisk´, ´racistisk´ endsige ´nationalistisk[vi].”
”Et politisk korrekt kulturelt selvhad, der sammen med den pacificerende kristne begrebsforvirring gør os mentalt hjælpeløse og handlingslammede over for den tredje monoteistiske angrebsbølge, islam, der med tilrettelagt tilvandring er i fuld gang med systematisk at undergrave og kolonisere vesten, der kaldes Dar al-Harb, ´krigens hus´ som muslimen skal bekrige, i modsætning til den af islam kontrollerede verden, Dar al-Islam, ´underkastelsens hus[vii].”
”Det lyder måske hårdt nu, men en skønne dag vil forbud mod monoteisme forekomme ligeså naturligt, som vi i dag forbyder gift i drikkevandet[viii].”
Antimonoteismen bygger på at man mener monoteister, og især muslimer, vil overtage ladet gennem tilrettelagt indvandring, indføre sharia og hærge med mord og voldtægt. Det handler om konspirationer, fremmedhad og kategoriske fordømmelser af andre mennesker alene baseret på hvilken religion de bekender sig til. Og dette fører til sammenligningen af monoteisme med gift der skal forbydes. Mere intolerant og totalitært bliver det næppe. Hvis antimonoteisterne vitterligt skulle tage afstand fra alle totalitære kræfter skulle de tage afstand fra sig selv, så det er klart at man ikke lige kan komme ind på ovenstående når man i Kristeligt Dagblad eller Vølse gerne vil fremstå som nogen der bare er imod totalitære ideer.
Noget med islam
At islam skulle spille en særlig rolle forhold til antimonoteismen er blevet benægtet, eks. igen tilforladeligt i Kristeligt Dagblad:
”at Hefjendur ikke har et specifikt ærinde mod muslimer, men mod alle religioner, der kun bekender sig til én gud[ix].”
Intet specifikt hævedes det. Javel, vi har allerede set til postulatet om den tilrettelagte indvandring med mord og voldtægt, og der er meget mere som Kristeligt Dagblads læsere åbenbart ikke må høre om:
”Forbandelsen er den monoteistiske besættelsesmagt, som nu forstærkes afgørende med den tredje monobølge, den islamiske invasion[x].”
”Uden evnen eller viljen til at hade er vi hjælpeløst slagtekvæg mod en fjende, der virkeligt forstår at hade. Hvilket netop er pointen med det treleddede monoteistiske angreb. Kristendommen og jødedommen baner vejen, islam lukker og slukker[xi].”
”Islam, kristendommens arvtager og den seneste version af den abrahmske monoteisme er så effektivt konstrueret, at de fundamentalistiske kræfter efter 1400 år stadigvæk dominerer[xii].”
Det er tydeligt at islam spiller en afgørende rolle. Rendyrket tvetungethed at antimonoteisterne påstår det modsatte når det er opportunt. Islam ses som en invaderende angrebsbølge særligt effektivt konstrueret til fundamentalisme og had, og i gang med at lukke og slukke for al polyteisme ved indførelse af den fuldbyrdede sharia-politistat.
Politisering
Et andet punkt hvor tvetungetheden har været markant er i forhold til at politisere asatroen. Det ønsker man nogle gange at nedtone, som her hvor det hævdes om politik i Hefjendur:
”…fylder det politiske i det hele taget meget lidt i gruppen[xiii].”
Så det politiske fylder meget lidt, det harmonerer bare ikke just med følgende udtalelser:
”Jamen, skal religion påvirke den førte politik? spørger den undrende læser nu. ”Ja, ja og syv gange ja[xiv].”
”Igen, religion og politik kan kun adskilles for det menneske der ikke tager sin religion alvorligt[xv].”
”Ikke blot skal sandheden frem igennem hvad der uvægerligt må opfattes som kraftig politiseren. Der skal kæmpes[xvi].”
Helt generelt må jeg lige fremhæve artiklen ”Politisk polyteisme og antimonoteistisk selvforsvar” (alene titlen siger det hele) hvor forfatteren harcelerer over et andet medlem af Forn Sidr, der ikke ønsker politisering i trossamfundet, en holdning som kraftigt hånes som vanvid, antinordisk og antihedensk, og der forsøges at sætte trumf på ved at hanvise til at forfædre også politiserede: ”…at blande politik og religion sammen, som vore forfædre naturligvis gjorde…[xvii].”
Der skal politiseres, ellers tager man slet ikke asatroen alvorligt. Der argumenters med henvisning til forfærdende og mener man det modsatte er man derfor antihedensk. Antimonoteismen er gennemsyret af politiseren. Dette handler naturligvis om det rent politiske begreb etnopluralisme, men også et generelt totalitært samfundsideal. Godt nok hævder man at tage afstand til alle totalitære kræfter, men så alligevel mener man, at det moderne demokrati lige skal afskaffes sammen med den humanisme man selv hævder at praktisere (se fjerde citat under antimonoteisme ovenfor: ”Antimonoteismen er den anstændige og humanistiske udvej…”):
”Derfor må den moderne demokratisme med dens humanisme forkastes[xviii].”
En hedensk stat er anderledes:
”Den absolutte lighed som vi i dag anser for demokratiets væsen vil være borte[xix].”
Man tager afstand fra alle totalitære kræfter, på nær lige den version af en totalitær politik man selv idealiserer.
Midtsøgende
Endnu en øvelse i tvetungethed findes i spørgsmålet om hvor midtsøgende antimonoteismen er. Man vil gerne fremstille sig som midtsøgende, og man ønsker ikke at få betegnelsen ekstremist knyttet til sig. Hefjendurs grundlag bliver derfor beskrevet som:
”temmelig midtsøgende og mainstream polyteistisk ideologisk grundlag[xx].”
”På ingen måde ekstremistisk[xxi].”
Der er dog ikke noget midtsøgende over disse andre udtalelser:
”Jeg ønsker også (og har) venner med jødisk og muslimsk baggrund, men de skal have samme forhold til jødedommen og islam, som jeg har til kristendommen, nemlig bevidstgjort, rendyrket og forhærdet had[xxii].”
”Fanatikere er altings målestok; på dem skal enhver religion, ideologi eller overbevisning måles[xxiii].”
”Jødedom, kristendom og islam er i bund og grund det samme totalitære, giftige pis; de er som skadelige antireligioner i direkte strid med vor tids idealer om pluralisme og religionsfrihed og burde forbydes ved lov som samfundsskadelig virksomhed[xxiv].”
”Konflikten mellem monoteisme og polyteisme er uundgåelig og stopper først når en af parterne opgiver sin eksistens[xxv].”
Fanatisme, forhærdet had, total forbud, uundgåelig konflikt og ophør af jødedommens eksistens, ophør af islams eksistens, ophør af kristnedommens eksistens. Rendyrket ekstremisme.
Etnopluralisme
Så gælder det etnopluralismen. Denne er lidt mere vanskelig at tilgå da udøverne her ikke har været tilnærmelsesvis så eksplicitte omkring hvad begrebet dækker over som med antimonoteisme. Det er der en grund til. Antimonoteisme har man selv opfundet, mens etnopluralismen er samlet op på den nyfascistiske højrefløj kaldet det nye højre. Og så gælder det om at tone ned i de rette medier, her to eksempler fra hhv. Vølse og Kristligt Dagblad:
”Etnopluralisme er overbevisningen om, at menneskeheden udgøres af mange forskellige folkeslag, en flerhed af etniciteter, og at disse har en eksistensberettigelse som folkeslag og en indfødt ret til deres landområde[xxvi].”
”Vi er etnopluralister, og vi tror på magterne, jorden og folket. Det betyder, at vi tror på guder, på at mennesket udgøres af arv, kultur og miljø og derfor har ret til sit eget land. Men det vigtigste for os er menneskets åndelighed. Og det betyder ikke, at vi går ind for segregation, tværtimod ser vi forskellighed som noget godt[xxvii].”
Men begrebet etnopluralisme har altså været i vælten længe før Hefjendur overhovedet blev stiftet. Og her lyder beskrivelsen af etnopluralisme noget anderledes fra eksempelvis politolog og ekstremismeforsker Michael Minkenberg, der i skrev om etnopluralismen i 1998:
”Etnopluralismen er kun pluralistisk og liberal på overfladen. Globalt set forudsætter den etnisk segregation ud fra geografiske linjer. En verdensopspændende apartheid[xxviii].”
Med andre ord skal de fremmed ud så der kan etableres et etnisk rent norden. Selv om man har været meget diskret i sine forklaringer af etnopluralismen, siver tangegangen alligevel ud mellem sprækkerne eksempelvis i form af følgende citat:
”Verden har længe været klar til, at den frie menneskehed står sammen og siger: monoteister gå hjem! (i både geografisk og ontologisk forstand)[xxix].”
Gå hjem i geografisk forstand. Ud af vores land. Segregering som idealtilstand. Idealtilstanden går endda videre end det, som det formuleres i dette antimonoteistiske slogan:
”Praeterea censeo monotheismum esse delendum[xxx],” der oversat betyder: ”I øvrigt mener jeg, at monoteismen bør ødelægges.”
Og det stopper ikke der. Endemålet er:
”… Den Globale Polyteistiske Plan for det Heroiske Hedenskabs Herredømme[xxxi].”
”Tænk sig en verden uden kristendom, jødedom og islam![xxxii].”
Et verdensomspændende hedensk herredømme uden forbudte falske religioner, fjenden udryddet og alle etniske grupper spredt ud på hver deres område. En våd totalitær drøm der matcher deres forestilling om det monoteistiske fjendebillede én til én.
Afrunding
Man undres og kan stille sig selv spørgsmålet om retorikken virkeligt er så klodset, altså både så tvetunget og samtidig så gennemskuelig. Svaret er ja. Er antimonoteisme og etnopluralisme gangbart som repræsenterende for den officielt godkendte asatro i Forn Sidr. Svaret er åbenbart også ja. Helt igennem forkasteligt.
Gennemgår man kildehenvisningerne er det tydeligt, at samtlige punkter der har været fokuseret på rummer tale med to tunger. Fortalere for antimonoteisme og etnopluralisme er tydeligvis helt bevidste om hvad de mener de kan tillade sig at fortælle i de forskellige medier og kontekster. Når det gælder udbredelsen af antimonoteisme og etnopluralisme er der åbenlyst ingen ære i ærlig tale eller ærligt spil.
Man længes nærmest efter amerikanske tilstande, hvor Asatru Folk Assembly stiftet af racisten Stephen McNallen, efter årevis af tvetunget tale endeligt fandt modet til at meldte klart ud og bekendte sig som en hvid raceorganisation og som en del af den ekstreme alt-right bevægelse (se https://livtraser.dk/kunsten-goere-sig-forstaaelig/ og https://livtraser.dk/alt-right-og-asatro/). Og jeg er sikker på at alt-right bevægelsen ville tage imod trossamfundet Forn Sidr med åbne arme, de er trods alt vilde med etnopluralisme, eller som de kalder det: white nationalism.
Kilder til de anvendte citater:
(Se flere citater her: https://livtraser.dk/grundlaget-antimonoteismen/#more-3119)
[i] Starkad Storm og Morten Tirssøn Mathisen: ”Ny Blotgruppe: Hefjendur”, artikel i Vølse 50, 2009, s. 32. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[ii] ”Fem skarpe til Hefjendur besvaret af Morten Tirssøn”, artikel i Vølse 81, 2017, s. 9. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[iii] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 4”, artikel i Valravn nr. 17, s. 19, maj 2006. Udgivet af Hedensk Daggry. http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf
[iv] Fra artiklen ”Kritik: Højredrejning har fat i det danske asamiljø” af Casper Pilgaard Christensen, 8. juni 2016. Artiklen citerer Morten Tirssøn Mathisen. https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kritikere-hoejredrejning-har-fat-i-det-danske-asamiljoe
[v] Fem skarpe til Hefjendur besvaret af Morten Tirssøn”, artikel i Vølse 81, 2017, s. 9. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[vi] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 3”, artikel i Valravn nr. 16, s. 17, februar 2006. Udgivet af Hedensk Daggry. http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnFeb2006.pdf
[vii] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 3”, artikel i Valravn nr. 16, s. 17, februar 2006. Udgivet af Hedensk Daggry.
[viii] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 3”, artikel i Valravn nr. 16, s. 17, februar 2006. Udgivet af Hedensk Daggry.
[ix] Fra artiklen ”Kritik: Højredrejning har fat i det danske asamiljø” af Casper Pilgaard Christensen, 8. juni 2016. Artiklen citerer Morten Tirssøn Mathisen.
[x] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 4”, artikel i Valravn nr. 17, s. 22, maj 2006. Udgivet af Hedensk Daggry.
[xi] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 4”, artikel i Valravn nr. 17, s. 20, maj 2006. Udgivet af Hedensk Daggry.
[xii] Starkad Storm: ”Politisk polyteisme og antimonoteistisk selvforsvar”, artikel i Vølse 45, 2008, s.26. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xiii] Fra artiklen ”Kritik: Højredrejning har fat i det danske asamiljø” af Casper Pilgaard Christensen, 8. juni 2016. Artiklen citerer Morten Tirssøn Mathisen.
[xiv] Philip Ørum: ”Nordisk hedenskab og politisk form”, indlæg på bloggen Friggsdatter, 26. oktober 2016. http://friggsdatter.weebly.com/hjem/nordisk-hedenskab-og-politisk-form
[xv] Philip Ørum: ”Nordisk hedenskab og politisk form”, indlæg på bloggen Friggsdatter, 26. oktober 2016.
[xvi] Starkad Storm: ”Politisk polyteisme og antimonoteistisk selvforsvar”, artikel i Vølse 45, 2008, s.29. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xvii] Starkad Storm: ”Politisk polyteisme og antimonoteistisk selvforsvar”, artikel i Vølse 45, 2008, s.24. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xviii] Philip Ørum: ”Nordisk hedenskab og politisk form”, indlæg på bloggen Friggsdatter, 26. oktober 2016.
[xix] Philip Ørum: ”Nordisk hedenskab og politisk form”, indlæg på bloggen Friggsdatter, 26. oktober 2016.
[xx] ”Fem skarpe til Hefjendur besvaret af Morten Tirssøn”, artikel i Vølse 81, 2017, s. 10. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xxi] ”Fem skarpe til Hefjendur besvaret af Morten Tirssøn”, artikel i Vølse 81, 2017, s. 10. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xxii] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 4”, artikel i Valravn nr. 17, s. 20, maj 2006. Udgivet af Hedensk Daggry.
[xxiii] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 3”, artikel i Valravn nr. 16, s. 13, februar 2006. Udgivet af Hedensk Daggry.
[xxiv] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 2”, artikel i Valravn nr. 15, s. 24, november 2005. Udgivet af Hedensk Daggry. http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnNov2005.pdf
[xxv] Starkad Storm: ”Politisk polyteisme og antimonoteistisk selvforsvar”, artikel i Vølse 45, 2008, s.27. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xxvi] ”Fem skarpe til Hefjendur besvaret af Morten Tirssøn”, artikel i Vølse 81, 2017, s. 9. Udgivet af Forn Sidr – ase- og vanetrosamfundet i Danmark.
[xxvii] Fra artiklen ”Kritik: Højredrejning har fat i det danske asamiljø” af Casper Pilgaard Christensen, 8. juni 2016. Artiklen citerer Morten Tirssøn Mathisen.
[xxviii] Fra Bogen ”Die neue radikale Rechte im Vergleich” udgivet på Westdeutscher Verlag, 1998. Oversættelse fra artiklen ”Global apartheid” af Joakim Jakobsen, Weekendavisen #25, 23. juni 2017.
[xxix] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 2”, artikel i Valravn nr. 15, s. 24, november 2005. Udgivet af Hedensk Daggry.
[xxx] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 2”, artikel i Valravn nr. 15, s. 24, november 2005. Udgivet af Hedensk Daggry.
[xxxi] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 1”, artikel i Valravn nr. 14, s. 19, august 2005. Udgivet af Hedensk Daggry. http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnAug2005.pdf
[xxxii] Starkad Storm: ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs Begrebsbefrielse, Del 2”, artikel i Valravn nr. 15, s. 24, november 2005. Udgivet af Hedensk Daggry.
Hvorfor nogle vælger asatroen som deres åndelige retning har været debatteret i asatromiljøet fra start, og naturligvis også i trossamfundet Forn Sidr gennem årene. Før i tiden kredsede den slags samtaler om religiøse oplevelser eller følelser, dertil fortællinger eller traditioner i familien, og især mødet med andre asatroende og den nordiske mytologi. Forfædre blev fremhævet, men i reference til gamle skikke og traditioner de havde praktiseret, især i betydningen af, at hvis en skik havde været god nok til forfædrene var den også god nok til os asatroende i dag – ikke noget i betydningen af hudfarve, blod eller særlige biologiske tilhørsforhold, den slags blev der kun henvist til når talen faldt på nynazistisk misbrug af asatroen. Helt gennemgående blev asatroen italesat som et individuelt valg. (Til belysning af dette se eksempelvis udgivelser som Michael Kamp’s ”Moderne Asatro” (2008), kapitlerne ”Hvorfor asetro” og ”Asetro og nynazisme”). Det er først i de senere år at den folkebaserede asatro og etnopluralismen har gjort blodet (mv.) til en del af trossamfundets fælles sprog for mødet med de nordiske guder.
Der er flere eksempler på denne udvikling, og ét kan ses via trossamfundets officielle Facebook gruppe for trossamfundets såkaldte Thul*, hvor blodets rolle i forhold til valget af de nordiske guder lige dukker op i forbindelse med et spørgsmål om hudfarve kan være en hindring (for at vælge asatro):
Ønskede man bare at svare nej til hvorvidt hudfarve kan være en hindring eller har nogen indflydelse på valget af asatroen, er det normalt ikke noget problem bare at svare, at hudfarve ingen hindring er og ingen rolle spiller. Men det er ikke det der svares. I stedet anvendes en omgang knækprosa, der netop fremhæver blodet som en stærk tilgang til asatroen, foruden hvilken det åbenbart kræver en særlig god hørelse for at kunne besvare gudernes kalden. Der er altså arvelig forskel på hvordan folk kan være disponeret for asatroen – netop folkisternes og etnopluralisternes kongstanke. Så her ser vi et eksempel på en nyere tilgang til guderne i Forn Sidr, hvor det er tydeligt at blodet bliver fremhævet på en ny måde. Uden nærmere motivgranskning i øvrigt, kan man sige, at fremhævelsen af blodet, og fraværet af en utvetydig afstandtagen til hvorvidt hudfarve kan have en betydning, ikke er til at overse i dette svar.
Dette bringer mig frem til et andet element jeg er støt på i debatten som den kører i Forn Sidr regi. I forlængelse af den ovenstående debat om hudfarve og asatro, dukker andre retoriske spidsfindigheder op, nemlig at inddrage debatten mellem de såkaldte universalister og folkister, som kendes fra det amerikanske asatromiljø. Kort fortalt henviser man til, at folkister påstår at asaatroen kun er for hvide, og at universalister mener asatroen intet har med biologi at gøre. Finten er så at sige at asatroen i Forn SIdr kan opfattes som både bundet til blod og jord, men andre kan da også være med hvis de virkeligt vil det, og derved udråber man sig til at have en art ”midtsøgende position”. Dette er naturligvis vrøvl, har man åbnet bøtten med biologisk folkisme og etnopluralisme ligger man fra start ude på overdrevet hvor den politiske ekstremisme trives – det er ikke i nærheden af en midterposition.
Dernæst vil jeg henvise til at jeg før har skrevet om det som ingen tanke har, nemlig blodet, som typisk fremhæves for at kunne påstå retten eller adgangen til en særlig nordisk arv (https://livtraser.dk/folkebaseret-asatro/). Det forsøges fra tid til anden at reducere den åndelighed guderne udgør i mytologiens ældste kilder, til noget fysisk. En bevægelse fra ånd til gener. Og dette bruges så som begrundelse hvem der er mere naturligt eller egnede asatroende. Eller endda hvem der bør være asatroende. Ja, det ender endda med et ræs om hvem der er beslægtet med guderne. Denne forestilling om en særlig genetisk forankring til asatroen der suser i blodet som en anden omgang ”helligt blod, hellig gral” har intet godt at tilføje asatroen, uanset hvor gerne nogen ønsker at placere Heimdal, Odin eller Yngve Frej i toppen af stamtræet (læs også om den beslægtede fupvidenskabelige ide kaldet metagenetik: https://livtraser.dk/metagenetik/).
Hvorfor vælger en dansker at blive asatroende? Er det tilfældigt? Til dels, nogen vælger buddhisme og andre ateisme og andre igen wicca. De fleste vælger kristendom. Men naturligvis vil også asatro dukke op, det er simpelthen en del af den danske kulturarv. Altså kultur, ikke biologi. Og derfor er man i Danmark eksponeret for de nordiske guder og myter og derfor er det ikke helt tilfældigt alligevel. Men det handler om hvilken kultur man vokser op i, ikke blodlinjer og gener. Såre simpelt. Jeg er helt med på at blod kan omtales poetisk og metaforisk, og jeg her med på man taler om at blod er tykkere end vand når man taler om sin nærmeste familie, men det er også nemt at se hvornår man genre vil lægge noget andet i det, og det ligger som regel i forlængelse af udtalelser om etnopluralisme, antimonoteise eller folkebaseret asatro, med de dertilhørende ”naturlige” tanker om hvilke folk der hører til hvor i verden og bør dyrke hvilke guder. Der er forskellige tilslutninger til dette, og grænserne mellem fuld opbakning, apologi og nyttig idioti er naturligvis vanskelige at trække. Men samlet set må jeg sige, at inddragelse af blod og genetik udgør et destruktivt anker om benet på asatroen.
*Thulen har den funktion i trossamfundet at føre debat af emner i relation til asatroen, her varetaget af medlemmet Gudrun Victoria Gotved
De fleste ser asatroen som demokratisk i din grundvold, men det er ikke alle der deler denne holdning. I teksten ”Nordisk hedenskab og politisk form” finder man et alternativt forslag (udgivet på bloggen Friggs Datter 26. oktober 2017: http://friggsdatter.weebly.com/hjem/nordisk-hedenskab-og-politisk-form). Skribenten (der normalt skriver under navnet Fyrst Ørum af Hefjendur men egl. Philip Ørum) lufter her sin kritik af demokratiet. Her hævder skribenten at lighedsidealet mellem mennesker er en kristen ide, og derfor forkastelig og absurd (typisk antimonoteistisk retorik), mennesket er af natur hierarkisk hvilket er hævet over diskussion, og derfor bør ”demokratisme” afskaffes til fordel for en art præstestyre (to varianter beskrives) og dette begrundes med, at nogle personer synes at have lettere ved at være i kontakt med ”den anden verden”. Det fremgår ikke om skribenten regner sig som en af dem der besidder denne særlige evne, men folk udtænker sjældent hierarkiske systemer med sig selv i bunden så det kan jo tænkes – men det må stå hen i det uvisse. Legitimitet i et ”præstemonarki” bør komme oppefra og ned, så det er de kompetente få der træffer beslutningerne og ikke de inkompetente mange udtrykt således: ” Egentligt folkestyre, altså demokrati, er udmærket berettiget når afgørelser skal træffes om emner folket er kompetent til at afgøre, men ligeledes må man erkende at folket ikke kompetent til at afgøre alle slags sager.” Som så ofte før pakkes tingene ind i et argument om at sådan gjorde forfærdende, men det er jo ikke sådan at tingtraditionen var et præstestyre eller en totalitær proto-statsform. Tværtimod regnes tingtraditionen som en forløber for den domstradition hvor man dømmes af ligemænd (juryinstitutionen), som er en hjørnesten i den demokratiske retsstat. Virker umiddelbart noget mere oplagt, at det totalitære tankegods er noget man kunne have samlet op et sted som Danskernes Parti. Men det er et sidespring. Hvorom alt er, så bliver en totalitær understrøm i det danske asatromiljø her luftet. Det giver måske også et billede af hvad der menes med tillidskultur i disse kredse, at befolkningen skal have tillid til en lille kaste af præster, der i særlig grad forstår Sandheden (med stort S) og bestemmer herefter. Asapaver kaldte man den slags i det danske asatromiljø for få år tilbage. For tilforladelighedens skyld velsagtens, bliver bemandingen af samfundets metafysiske magthavere, med evnen til at formidle magernes ”faktiske vilje”, ufrivillig komisk sammenlignet med at vælge alternative behandlere – som læser sidder man måbende tilbage.
Nogles drøm om det hedenske herredømme i norden peger ideelt frem mod et totalitært præstedømme. To citater fra teksten til at runde af på: ”Et hedensk samfund, faktisk enhver form for religiøst funderet samfund, er ikke foreneligt med den moderne demokratisme.” Og: ”Derfor må den moderne demokratisme med dens humanisme forkastes.” Så står det klart.
Nu trak jeg igen en kaunan rune og blev straks mødt med en, der sagde at det var ildens rune. Det måtte jeg igen informere om, at man ikke kunne kalde kauna ildens rune, men at den snare betød byld. Hvorfor den forvirring?
Runerne var ikke et statisk alfabet. Det udviklede sig meget over tid og varierede fra egn til egn. Den ældste futhark (navngivet efter de 6 første bogstaver i runerækken) fra 400-800e.Kr. med 24 tegn udviklede sig i Norden til den yngre futhark med kun 16 tegn. I England udviklede det sig til det angelsaksiske futhorc, som udvidede den ældre futhark med først fem tegn.
Runernes navne og betydning kender vi fra de såkaldte runedigte. Der er tre kendte runedigte. Det angelsaksiske runedigt, som er det ældste, fra 7-800 tallet og som dækker den angelsaksiske futhorc. Det norske runedigt fra 1200-tallet som beskriver den yngre futhark og det islandske fra 1400-tallet som ligeledes dækker den yngre futhark. De tre runedigte er faktisk ret enige om betydningen af mange af runerne. Problemet opstår når man skal forsøge at navngive den ældre futharks runer, som der jo ikke er et runedigt til. Som udgangspunkt bruger man så den norske og islandske, som jo for det meste er enig med det angelsaksiske. Men nogle runer er kun bevaret i det angelsaksiske og der bruger man så det. Derudover har man rekonstrueret deres protogermanske navne. Nogle runers navne er digtene uenige om og der bruger man for det meste de nordiske digtes navn. Det betyder at den norsk/islandske kaun rune i den yngre futhark, navngives i den ældre futhark med dens rekonstruerede protogermanske navn kaunan. Men i det angelsaksiske runedigt hedder runen cen – i den rekonstruerede protogermanske form kenaz. Kaun betyder byld på norrøn og på islandsk i dag betyder det stadig ligtorn. Cen betyder fakkel.
Jeg har kun kunnet finde engelske oversættelser af digtene. Og vil ikke lige kaste mig ud i en dansk.
Det norske runedigt:
Kaun er barna bǫlvan;
bǫl gørver nán fǫlvan.
Ulcer is fatal to children;
death makes a corpse pale.
Det islandske runedigt
Kaun er barna böl
ok bardaga [för]
ok holdfúa hús.
flagella konungr.
Disease fatal to children
and painful spot
and abode of mortification.
Det angelsaksiske runedigt
Cen byþ cwicera gehwam, cuþ on fyre
blac ond beorhtlic, byrneþ oftust
ðær hi æþelingas inne restaþ.
The torch is known to every living man
by its pale, bright flame; it always burns
where princes sit within.