Alle indlæg af Thays'n

Gæstblogger Peter Thays'n: Asatroen kommer i mange former og farver. Det generelle fravær af dogmatik betyder at variationen er stor. Med denne gæsteblog vil jeg rette opmærksomheden mod den understrøm i asatromiljøet, der kaldes antimonoteismen. Jeg er ikke selv antimonoteist bør det siges. Men hvorfor skrive om en enkelt understrømning, når der nu er så mange variationer derude man kunne skrive om? Jeg skriver og debatterer også om mange andre emner vedrørende asatromiljøet og asatroen, bare andre steder end her, hvor Robert har været så venlig, at lade mig lægge nogle blogindlæg, så de kunne samles et sted. Det er praktisk sådan. Jeg håber de interesserede, der måtte være, vil få glæde af de gæsteindlæg jeg får skrevet, så god læselyst. Jeg har tidligere være medlem af Asatrofællesskabet i Danmark, Goderingen og Forn Sidr. På nuværende tidspunkt er jeg ikke medlem af nogen trossamfund eller foreninger. Mvh Peter

Metagenetik

Det mest oplagte eksempel på racetænkning i asatroen er i forbindelse med begrebet metagenetik. Metagenetik er ganske simpelt forklaret en pseudovidenskabelig racelære, der konceptmæssigt bygger videre på de forskellige raceteorier, der var i omløb i Europa frem til 1945. Metagenetikken er opfundet af Stephen A. McNallen og er som ide først og fremmet forankret i den amerikanske organisation Asatru Folk Assembly, herunder i den danske aflægger af samme, AFA – Danmark. Det er slet ikke tilfældigt at organisationen bruger ordet ”folk”, som betyder det samme på dansk og engelsk. Metagenetikken retter sig nemlig mod opfattelsen af asatroen som bestemt for et særligt folk. Eller rettere: en særlig race. For i udredningen af metagenetikken bruges ordet ”race” uden omsvøb, og det sker tilbage i 1985 i artiklen ”Metagenetics” af McNallen. Faktisk har mange efterfølgende gjort det til en dyd at nedtone, benægte og bortlyve brugen af ordet ”race”, hyppigst ved at erstatte ordet med det normalt harmløse ”folk”, men det er et stakkels forsøg, for teksten fra 1985 om metagenetikken er tilgængelig med et klik på AFA’s hjemmeside. Trods en vis ændring i retorikken er McNallen er ikke helt så håndsky over for brugen af ordet ”race” som flere af hans følgere er, så han lader sin oprindelige tekst ligge lige der på hjemmesiden (klik: http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#metagenetics).

Det anbefales at læse artiklen, men her er forfatterens egen opsummering fra 1999 i artiklen “Genetics & Beyond”: ”In the original piece, metagenetics was presented as the idea that “ancestry matters – that there are spiritual and metaphysical implications to heredity. I tied together such varied topics as Jung’s theories of archetypes, rebirth in the family line, psychic links between twins, and the Norse concept of the soul to support that statement.” (Kilde: http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#genetics-beyond-metagenetics-an-update).

Bemærk, i denne genbehandling af emnet bruger forfatteren taktisk nok ikke ordet race én gang, men understreger, at han grundlæggende ikke har ændret på sine oprindelige ideer siden da: ”The basic outlines remain the same.”

Ancestry matters – Herkomst er vigtigt

I den korte opsummering fra 1999 dukker disciplinen i at nedtone metagenetikken som en racelære op. Bemærk den sidste sætning hvor der henvises til ”the Norse concept of the soul”. Ja, hvad var det egentligt lige forfatteren oprindeligt havde at sige om det i 1985 artiklen, før han begyndte at nedtone brugen af race-ordet: ”We are intimately tied up with the fate of our whole people, for Asatru is an expression of the soul of our race.” Så det, der så neutralt som muligt, henvises til som ”the Norse concept of the soul”, er altså forfatterens egen hjemmestrikkede ide om, at asatroen er koblet til en særlig nordisk racesjæl. I den senere tekst fra 1999 omdøbes racesjæl til ”folksouls”. En anden omformulering er ”European soul”. Det er da i øvrig ganske frækt, at omtale sin egen hjemmebryg som ”det nordiske koncept”, som om det var noget oprindeligt og alment anerkendt, men det er et almindeligt retorisk kneb McNallen bruger flere gange i jagten på legitimitet.

Det meste af artiklen er altså grundlæggende en hjemmestrikket raceteori, som forsøges svøbt i en form for autencitet og videnskabelighed, som skal give forfatteren og metagenetikken troværdighed. Ingen af delene lykkes. Lad mig fremhæve dette forsøg på at koble biologi, videnskab og religion sammen: ”Fylgjur were attached to families or individuals, but had no local habitation or individual name. They appear to have represented the inherent faculty for achievement that existed in a family’s offspring. Everyday observation of consonant or discrepant facts of heredity would confirm that it was possible for a fylgja to desert an individual or to be rejected by him. Ancient wisdom meets modern science.”

Det er det vitterlige vås. Mødet mellem gammel visdom og moderne videnskab finder kun sted i forfatterens egen fantasi. Her er et andet eksempel, hvor han skiver: “A holistic view of the human entity requires that mind, matter, and spirit are not seperate things but represent a spectrum or continuum. It should not be surprising, then, that genetics is seen as a factor in spiritual or psychic matters.” Der er intet videnskabeligt, der kan bruges til et understøtte dette, og her mener jeg både religionshistorie og naturvidenskab. Men for en forfatter og et publikum, der primært er interesseret i argumenter for at forsvare en racemæssigt ekskluderende tilgang til asatroen, betyder det også mindre om der er substans i påstandene. Hvad der er langt vigtigere er, at identificere en måde at koble religionen til racen. Og denne kobling skaber McNallen gennem forfædrebegrebet, hvilket han fremhæver allerede i den første sætning i “Metagenetics”: “One of the most controversial tenets of Asatru is our insistence that ancestry matters- that there are spiritual and metaphysical implications to heredity, and that we are thus a religion not for all of humanity, but rather one that calls only its own.” Asatroen kalder kun mennesker af rette racemæssig herkomst (calls only its own) og der er en racelære til at forklare det (metaphysical implications to heredity). Man kan altså vurdere i hvor høj grad folk er genetisk egnet til at deltage i et blót. En religiøst betinget racelære, der inkluderer folk af en bestemt herkomst og ekskluderer folk af anden herkomst – ”ancestry matters”. Et af de mere solide fundamenter for religiøst funderet racisme jeg har set.

Racelæren forklares bl.a. med citater fra psykiateren C. G. Jung (1875-1961): ” No doubt, on an earlier and deeper level of psychic development, where it is still impossible to distinguish between an Aryan, Semitic, Hamitic, or Mongolian mentality, all human races have a common collective psyche. But with the beginning of racial differentiation, essential differences are developed in the collective psyche as well.” Så de forskellige racer der tænkes på er bl.a. arisk og semetisk. Det er vel nok en god racelære at koble på asatroen! Jeg går ud fra læseren er velinformeret om at disse racetyper blev opgivet og bortdømt efter 1945, herunder af Jung selv. Men det springene punkt i historien for McNallen er altså et tidspunkt, hvor der sker en race-differentiering, og herfra er der ingen god vej tilbage. De enkelte racer er gået hver sin vej og det kan være direkte farligt at gå tilbage, som der advares: ”For this reason, we cannot transplant the spirit of a foreign religion ‘in globo’ into our own mentality without sensible injury to the latter.” Med denne, for længst forældede, racetænkning på bordet konkluderer McNallen, at koblingen mellem asatro og race er komplet, og at asatroen er for folk af rette racemæssig afstamning: “Thus the link between religion, which expresses itself in terms of archetypes in the collective unconscious, and biology- and hence race- is complete.” Så ifølge metagenetikken er racen og religionen forbundet, og derfor skal hver race, hvert folk, finde sin genetisk bestemte religion. I sandhed “ancestry matters”. McNallen bryder sig naturligvis ikke om ordet racist og han forsøger da også i artiklen at tage afstand fra det – jeg skal senere demonstrere hvordan det fungerer. Bemærk også forfatterens forsøg på igen at fremstille sin egen tilgang som almengyldig, når han henviser til ”vores insisteren”. Sætninger som denne bygger en illusion om konsensus. Forfædredyrkelse er en del af asatroen for de fleste. At det skal udlægges som en racelære er ikke. Er der nogen der mener, at asatroens forfædredyrkelse er kontroversiel, skyldes det udelukkende artikler som ”Metagenetics” og grupper som AFA.

 

Declaration of purpurse – AFA’s erklærede formål

Skulle nogen forsøge sig med den bortforklaring, at dette ikke er en almindelig del af AFA, ud over at det ligger på hjemmesiden, så er det bare at se på deres ”Declaration of purpurse” hvor punkt to lyder: ”The preservation of the Peoples of the North (typified by the Germanic, Celtic, and Slavic peoples), and the furtherance of their continued evolution.” Og det uddybes med følgende: “Therefore, the survival and welfare of the Northern European peoples as a cultural and biological group is a religious imperative for the AFA.” Racens ”biologi” skal altså bevares og det er et af de formål (perservation of the Peoples of the North) som organisations medlemmer skal understøtte. Det er simpelthen et religiøst imperativ (dogme) for AFA (kilde: http://asatruupdate.blogspot.dk/2015/03/second-point-in-afas-declaration-of.html).

Følgende optræder også under samme punkt: ”The belief that spirituality and ancestral heritage are related has nothing to do with notions of superiority. Asatru is not an excuse to look down on, much less to hate, members of any other race. On the contrary, we recognize the uniqueness and the value of all the different pieces that make up the human mosaic.” Dette er interessant, for det understeger den retoriske strategi, som man kan anvende for at beskytte sig mod at blive kaldt racister. Man definerer racisme som et begreb, der kun omfatter ideer om raceoverlegenhed (notions of superiority). Så man afviser raceoverlegenhed, men i stedet kredser man om forskellige nyfortolkninger af racelære, raceadskillelse og racerenhed. Det er en skipperskrøne at metagenetikken og AFA ikke er baseret på race.

I Danmark sælges sådanne tanker som ”folkebaseret asatro”.

Det er sørgeligt. Se mere om misbrug af forfædredyrkelse, metagenetik og beslægtede emner som etnopluralisme, antimonoteisme mm. her: https://livtraser.dk/misbrug/

Grundlaget for antimonoteismen

Et spørgsmål jeg støder på i forbindelse med antimonoteisme er spørgsmålet om hvad det egentligt er. Og uanset hvad man svarer, bliver svaret udsat for kritik, så det er altså ikke et ligegyldigt spørgsmål. Det der må være rimeligt er, at lade en antimonoteist komme til orde. Det lader sig heldigvis gøre, fordi antimonoteismen blev introduceret til asatromiljøet på skrift. Den senere brug af begrebet, og forsvar af begrebet, må altså direkte eller indirekte, føre tilbage til den første udredning af hvad antimonoteisme er. Så for at få et kig på hvad det egentligt er, der har inspireret asatromiljøet i Danmark til at bruge antimonoteisme som et udtryk, og ligefrem få folk til at kalde sig antimonoteister, må man se på hvordan det først blev præsenteret.

Man skal tilbage til tidsskriftet Valravn, udgivet af foreningen Hedensk Daggry. Dette skulle blive den primære platform til at promovere antimonoteismen til at begynde med, og det skete i artikelserien ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs begrebsbefrielse” (2005-2006). Det er fra denne serie i fire dele jeg vil gengive en række citater og derved lade forfatterens egne ord blive fokuspunktet for dette indlæg. Dette bliver derfor hovedsageligt en sammenfatning af den oprindelige teksts pointer, og jeg vil nøjes med at komme med korte supplerende kommentarer. Og før nogen starter læsningen må jeg henvise til den oprindelige artikelserie, da det altid er bedst at læse originalen selv (se sidst i indlægget). De citater jeg har udvalgt fokuserer på det artikelserien først og fremmest sigter efter, nemlig at være et kampskrift mod monoteismens, og især islams, tilstedeværelse. Læs videre Grundlaget for antimonoteismen

Anti-antimonoteisme

Undskyld den ret fjollede overskrift, men det er for at understrege en pointe. Et yndet trick bland dem, der ønsker at sælge, eller undskylde, antimonoteismen er, at fremføre påstande med en ordlyd omtrent som denne: ”Vi er jo alle en slags antimonoteister”. For at svare kort på det: Nej!
Prøv at se nedenstående meme:

meme-monoteisme

Her gør en talentfuld komiker tykt grin med kristendommen. Og det er ikke bare komedie, det er satire, og som al god satire, rummer det et budskab og en mening – en reel kritik. I dette tilfælde kritik af den kristne bibel. Og ud fra de valgte karakteristika ved den gud der fremhæves, er det ikke vanskeligt at se, at der primært henvises til det gamle testamente, hvis fortællinger er hellige også i jødedommen og islam. Så har vi her at gøre med en antikristen komiker? Eller endda en antimonoteist? Naturligvis ikke. Men det er ikke desto mindre hvad man i flere omgange ser fremført i debatter omkring antimonoteisme. Ja, man ser endda folk kalde sig selv antimonoteister, bare fordi de har forholdt sig kritisk over for en monoteistisk religion. Det påstås, at kritiserer man kristendommen, jødedommen eller islam er man pr. definition antimonoteist, og således forsøger man at samle så mange som muligt under samme fane. Og samtidig bruger man det til at skærme sig mod kritik, for ved på denne måde at gøre alle til antimonoteister, kan man ikke kritisere antimonoteismen uden at kritisere alle og enhver. Men det er det rene vrøvl. Antimonoteismen er introduceret til det danske asatromiljø som en selverklæret, specifikt fremmedfjendtlig, hadsk og intolerant type af kultur- og religionskritik, og som et åndeligt og politisk grundlag for asatroen. Antimonoteismen retter sig mod fremmed religiøs påvirkning, hvor islam er den sidste angrebsbølge, og hvor monoteismen vil udrydde al hedenskab og polyteisme i Norden. Religionskritik som middel til at skabe konflikt – først og fremmest i forholdet til indvandrere – men også i forholdet til det kristne flertal i den danske befolkning. Og samtidig en overdreven forherligelse af egen etnicitet, religiøsitet og kultur. Det har endda været forsøgt at påstå, at enhver polyteist definitorisk må være antimonoteist. Men det er åbenlyst forkert, fuldstændigt som det er forkert hvis man gjorde min kritik af antimonoteismen til en ”anti-antimonoteisme”. Og en kritik af mine blogs til ”anti-anti-antimonoteisme” osv. Det vitterlige vås. Religionskritik, uagtet om den er rettet mod jødedom, kristendom og islam, er ikke det samme som antimonoteisme.

Og det er en sjov meme.

Fanatismen, folket og jorden (og racismen)

Jeg har tidligere kort nævnt, at opstillingen monoteisme mod polyteisme, som meningsfuld skillelinje mellem tolerante og intolerante religioner, er håbløs (https://livtraser.dk/antimonoteismens-kortslutning/).

Det er fordi det ikke er monoteisme vs. polyteisme det bør handle om sådan som antimonoteismen ellers gerne vil overbevise folk om. Det handler om fanatisme vs. sund fornuft. En fanatisk rettroende hindu vil jo være sikker på at hans overholdelse af de religiøse love afgør om han kommer op i Svarga eller Sworga (hinduismens pendant til Paradis) eller ned til Naraka (hinduismens pendant til helvede). Og ligeledes vil han vide, at hans børns efterliv er afhængigt af deres rettro. Men det er den fanatiske udlevelse af disse skikke, der kan fostre intolerancen og ufriheden. Ikke antallet af guder. Derfor kan man også se, at den flerguds-dyrkende antimonoteist åbenbart skal være mangefold så hadsk og hævngerrig, som ganske almindelige moderate monoteister. Fanatisme er en falliterklæring.

Antimonoteismen fokus på det nordiske skal da også bemærkes her. Norden og dets folk skal hævdes. Der er noget i blodet og jorden som tillægges en særlig betydning. Dette giver sig udslag i ideer om, at ægte naturligreligion i et omfang er stavnsbundet. Trosforestillingerne trækker på nogle forbindelser i form af blodlinjer og/eller forbindelser til landet. Dette giver sig udslag i argumenter om en særlig etnisk tilknytning til eksempelvis asatroen, og dem der ikke deler blodet eller etniciteten hører som fremmede ikke til.
Men denne ide om blod og jord, eller landet og folket, som det også kaldes, giver det mening i asatroen? Historisk ser der ikke ud til at være meget belæg for denne tankegang. I historien og arkæologien ser det nemlig en del anderledes ud. Det er de levende der inkluderer de døde, ikke de døde der ekskluderer de levende. Ideen om, at den nordiske mytologi kun tilhører dem med særligt blod og en særlig tilknytning til landet gennem ”forfædrene” er vildfarent. I arkæologien og historien er der flere eksempler på, at de levende ændrer deres skikke, det være begravelsesskikke, offerskikke eller endda religion, men de glemmer ikke at inkludere deres forfædre. Dette ses blandt andet i det berømte monoment i Jelling hvor hedensk og kristen skik mødes, og i forlængelse af hedensk skik huskes forfædrene og inkluderes i de levendes valg, i dette tilfælde Haralds forældre (at inkludere forfædrene var en hedensk skik fra før kristningen). Historien taler også sit tydelige sprog om hedningenes tilknytning til jorden. De var i den grad et udvandrerfolk, mange med øjnene stift rettet mode den fede engelske muld, som alternativ til den stenede og sandede jord hjemme. Dette er ikke et folk begrænset af jord, hverken i form af geografi eller landegrænser.

Et fokus på jord og folk er tydeligvis ikke rundet af en gammel nordisk åndelighed, men af en moderne nationalromantisk ide. Det er endnu et eksempel på det man må kalde antimonoteismens politiske dagsorden. Dette er en ide der har rod i völkish tanken, blut und boden. Dog her Ikke begrænset af nationalitet, men af identitet.
Denne völkis ide, dette fokus på blod og folk, har produceret så mange usle gerninger i historien. Hvorfor forsøge at indpode det i en tradition hvor det ikke hører hjemme? Smid det ud sammen med den slet skjulte politiske dagsorden, iklædt religiøse gevandter, der i virkeligheden er styrende for det antimonoteistiske projekt. En identitær dagsorden, der går ud på at ekskludere det og de fremmede i asatroens navn. Etnopluralisme i fuldt flor.

Hverken historien, forfædrene eller asatroen fortjener at blive taget som gidsel af en fremmedfjendsk og fanatisk politisk dagsorden.

P.S. Om racismen

I forlængelse af mit sidste indlæg (https://livtraser.dk/politik-eller-religion/) dukkede spørgsmålet op, om der overhoved kan være tale om racisme i forbindelse med de emner jeg tager op her på bloggen.

Læs videre Fanatismen, folket og jorden (og racismen)

Politik eller religion

Det kan ofte ses af debatter vedrørende emner som odinisme, metagenetik og etnopluralisme, at folk ikke helt kan blive enige om hvornår man debatterer politik eller religion. Traditionelt har man placeret emner som fremmedhad og etnisk chauvinisme inden for politik. Og sandt er det da også, at i Europa er disse emner typisk knyttet til politiske ideologier. Men her skal man holde sig for øje, at i metagenetikken, etnopluralismen og antimonoteismen er emnerne religiøse. Etnisk adskillelse, raceideologi og religiøst had bliver promoveret, som vitterlige religiøse elementer i asatroen, under slagord som ”vi tager forfædredyrkelse alvorligt”. Og hermed menes ikke odinisme, som ellers i længere tid var betegnelsen for denne form for intolerant omgang med den nordiske tradition i udlandet, som for at adskille den udvandede asatro fra den ægte etnisk- og raceorienterede udlægning. Nej, i Danmark forsøges det ikke at pakke tingene ind under ”odinisme”, men i stedet forsøges det solgt direkte som asatro. Det er ment religiøst og fremføres sådan. Kritik søges til gengæld afvist, som politik eller ideologi, og bemærkninger om at ”alle må jo tro som de vil” og ”nu skal vi jo ikke bekæmpe hinanden”. Men bare fordi man påberåber sig ”religion” frem for politik eller ideologi er man ikke hævet over kritik og afvisning.

Derfor er der ikke den store gevinst ved den hønen-og-ægget debat, om hvorvidt noget er politik eller religion. Når man søger at indføre etnisk og religiøs diskrimination og raceideologi, som acceptable variationer inden for asatroen, kan det være ligegyldigt om det er politisk religion eller religiøs politik. Det kan bare ses som det det præsenteres som, nemlig asatro. Og så ihukommer man, at en skamplet er en skamplet, uagtet om det udlægges som religion eller politik. Tingene er ikke altid så komplicerede.

Der hvor jeg typisk ser det gå galt, er når man forsøger at koble al kritik op på begreber som nazisme eller racisme. Det lyder farligt og politisk. I Danmark findes der både nazisme og racisme. Men det er ikke nødvendigt at bringe disse begreber i spil for at trække en grænse. Antimonoteisme, metagenetik og etnopluralisme er skampletter på asatroen, uagtet hvad der så ellers måtte være i spil.

En ny ordbog

Der har været bragt en del begreber i spil her på bloggen, som måske lige fortjener et par ekstra ord med på vejen. Skal vi kalde det en begrebsbefrielse Der er nemlig mange ord som søges fordrejet i forsøget på at pakke budskaber ind på den rette måde. Det er derfor nødvendigt at pakke disse budskaber ud igen, for at se hvad der gemmer sig inden i. Formålet med at bruge bestemte ord som indpakning for uglesete begreber er i den grad med til at forplumre debatten. Nogle eksempler på at pakke begreber ud (Tilforladeligt ord: Hvad det bruges til at dække over):

Etnicitet (også som præfikset etno-): Race. Forklaring: Der er overraskende mange der tror, at hvis bare man skifter ordet race ud med etnicitet (som oprindeligt kun henviser til kultur) er man på sikker grund i forhold til at blive afsløret som racist selv om man i øvrigt henviser til biologisk ophav og afstamning som primær faktor for hvem der hører til i en bestemt gruppeidentitet eller ej. Men lige præcis her er det en yderst dum antagelse, idet brugen af ordet som reference til biologisk afstamning allerede er ganske udbredt (eksempelvis termen ”etniske danskere vs. danskere af anden etnisk herkomst”) og således er det nemt at gennemskue. Etnicitet bruges derfor til at dække over både et kulturelt og biologisk tilhørsforhold og derved kan man slippe uden om ordet race. Dette er ikke kun en kedelig tendens i moderne vestlig kultur (opstod for alvor med völkisch bevægelsen i 1800-tallet), men er også almindeligt udbredt i eksempelvis hinduismen.

Pluralisme: Adskillelse/segregering, etnisk chauvinisme (her går man hele vejen og bruger et ord næsten modsat af normalt). Se også denne udemærkede blogpost: http://aslaug.eu/2010/10/i-just-found-an-ugly-word/

Identitær: Chauvinisme (i betydningen: ekstrem nationalisme, dvs. om en overdreven og skrydende nationalfølelse). Kommentar: I flere moderne udgaver af chauvinismen er man ikke længere strengt nationale, men ofte mere regionale (eksempelvis drømmen om et samlet etnisk ensartet Stornorden).

Antimonoteisme: Chauvinisme og fremmedhad.

Racialist: Racist (den er bare for nem at gennemskue).

National: Nationalist (den er bare for nem at gennemskue; og lad mig bemærke at dette ikke er det samme som en patriot, se også under identitær).

Folk (også som præfiks): Völkisch eller endda Blut und Boden (blod og jord). Bruges meget i USA i termen Folkish Asatru, som kan bruges som et andet ord for racistisk/biologisk asatro. Se også under etnicitet.

Metagenitik: Raceteori (i form af fupvidenskab på linje med kreationisme og frenologi).

Men hov, betyder det at alle folk der taler om etnicitet eller identitet har skumle budskaber, der skal pakkes ud? Nej, bestemt ikke, det er jo hele pointen! Det er naturligvis kun et mindretal, der mener noget andet med de ord de vælger, end det disse ord almindeligvis betyder. Hvis det ikke var sådan, ville disse ord jo ikke kunne bruges som dække af personer, der vitterligt har noget at pakke ind for at gøre det salgbart – eller i det mindste mindre suspekt. Pointen er jo netop at vælge ord, der i de fleste sammenhænge ikke vil være suspekte. Men det må også gerne være ord som den politisk korrekte ”elite” har set sig sure på og derfor tidligere har kommet med overdrevne angreb imod brugen af, eksempelvis et ord som ”folk”. Det vil nemlig sikre, at det virker mere troværdigt, at hævde man bliver misforstået hvis andre uretmæssigt har været under anklage for noget lignende før – også selv om der overhovedet ingen forbindelse er mellem situationerne. Der vil endda være dem der oprigtigt mener, at man ved at skifte ordene ud på denne måde, eksempelvis fra racist til racialist, virkeligt har taget afstand fra eksempelvis racisme. Man kan jo næsten høre den indre monolog for sig:

Fjols tænker højt: ”Uh, hvor jeg bare er træt af alle de mellemøstlige fejlfarver og deres mellemøstlige og pestbefængte møgreligioner. Som erklæret odinist og tilhænger af folkebevidsthed, ser jeg det som min opgave at holde slægten og kulturen ren. Men, ordet racist er så betændt, det kan jeg ikke bruge i åben debat, og jeg bryder mig egentligt heller ikke om ordet. Men hvad så med racialist? Jep, det lyder lidt anderledes så jeg kan hævde at det dækker over noget helt andet, både over for andre og mig selv. Eksempelvis kan jeg sige at racialist ikke dækker over, at jeg mener at min race skal undertrykke andre, bare at jeg holder af mit folk fordi min tro ligger i mine gener og mit folk derfor skal holde blodet rent. Den er bare fjong gamle dreng.

Ved at omformulere sine synspunkter på slige vis kan man forsøge at glide ind i den almindelige debat og påberåbe sig at være uskadelig og harmløs, og at være uskyldigt forfulgt hvis man alligevel skulle møde kritik. Dette er ingen ny taktik. Den har været benyttet på den yderligtgående venstrefløj i årtier, her brugte man bare ord som ”arbejder-demokrati” eller ”stående komite” til at pakke sine hensigter ind.

Det er på grund af dette, at det altid er vigtigt at se på hvordan argumenter fremstilles og hvordan begreber bruges, og ikke mindst gøre sig klart hvorfra begreber stammer og hvem der søger at udbrede en bestemt brug af dem. Dette er afgørende at holde sig for øje når man støder på nogen, typisk på internettet, der forsøger at sælge spændende mere eller mindre nye begreber som ”folkebevidsthed”, ”metagenetik”, ”etnopluralisme” eller ”odinisme”.

Det er synd og skam at det forholder sig sådan, for det korrumperer både sproget og kommunikationen. Og det gør det meget svært for udenforstående, at adskille hvem der bruger et begreb og hvem der misbruger det. Og her er der tale om både religiøst misbrug ( https://livtraser.dk/misbrug/ ) og politisk misbrug ( https://livtraser.dk/fremmedhad/ ).

Men er der så et reelt racistisk indhold i de dele af asatroen der benytter nogle af de ovenstående mærkater? Lad mig først citere fra Den Danske Ordbog. Her findes nemlig to forskellige definitioner af ordet racisme:

  1.  diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.
  2.  forestilling om at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk der gør nogle racer overlegne eller underlegne i forhold til andre

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=racisme

Der er en tydelig forskel på de to definitioner, hvor den første er langt mere generel og favnende og den anden mere snæver og historisk betinget. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at dem der forsvarer nogen af de ovenstående begreber naturligvis støtter og udbreder den snævre racismedefinition som den rigtige og anstændige. Ingen overraskelse der. Ud fra ordbogen kan en størrelse som etnopluralisme, kombineret med antimonoteismens opfodring til had og diskrimination mod fremmede religiøse og kulturelle grupper, sagtens falde ind under den brede racisme definition (som også er den der anvendes ved domstolene), så den er naturligvis ikke populær i disse kredse. Det skal for god ordens skyld bemærkes at jeg personligt foretrækker den snævre definition, men skulle nogen kalde kombinationen af etnopluralisme og antimonoteisme for racisme så vil jeg ikke bryde ud i forargelse. Men for mig bliver det rigtigt betændt når biologien for alvor introduceres gennem metagenetikken.

Hvorfor er det relevant at rode rundt i det? Fordi netop racismekortet er et af de mest benyttede kort at spille, når debatten drejer sig om de emner, som jeg også tager op her på bloggen. Og det er faktisk ærgerligt! Ud fra begrebsbefrielsen ovenfor burde det stå klart, at langt hen ad vejen er racismekortet helt overflødigt. At understøtte etnopluralisme, antimonoteisme, folkebevidsthed og lignende er i sig selv et skammeligt religiøst og politisk misbrug af asatroen. Den behøver ikke være længere. Jeg bryder mig bare ikke om at asatroen bliver misbrugt til at så etniske skæl, sprede fremmedhad og opfordre til diskrimination. Og fremme af dagordener hvor man ønsker at udøve tankekontrol og dømmer og fordømmer andre udelukkende ud fra deres tro, ikke på bagrund af deres handlinger (se det afsluttende citat fra Vølse 52 i bunden af dette indlæg).

Forsøget på at opildne til had og diskrimination på baggrund af tro, tanke og etnicitet er set og gennemskuet. Og det nytter ikke at forklæde sig ved at sige, at man ikke er racist. Etnisk diskrimination og had er alligevel lige så debilt og uvelkomment som racisme.

Hvis du vil se eksempler på hvordan det fungerer i praksis:

http://www.nordisk.nu/forum.php
http://www.runestone.org/ (and a delayed Happy Ragnar Lodbrok Day to you ahistorical losers)
http://www.odinist.com/othala/forum.php?s=d5ffffb28e79ef1928df6b19417865d8
http://www.hefjendur.dk/
http://englishnews.org

Afslutningsvis vil jeg lade antimonoteismen præsentere sig selv. Følgende citater er taget fra Tidsskriftet Valravn (udgivet af foreningen Hedensk Daggry) og foreningsbladet Vølse (udgivet af Forn Siðr – asa- og vanetrosamfundet i Danmark).

Jødedom, kristendom og islam er i bund og grund det samme totalitære, giftige pis; de er som skadelige antireligioner i direkte strid med vor tids idealer om pluralisme og religionsfrihed og burde forbydes ved lov som samfundsskadelig virksomhed.” (Valravn, november 2005).

;men hader du jødedommen, kristendommen og islam og al deres monoteistiske, antireligiøse og totalitære væsen, da – og først da – er du MENNESKE!” (Valravn, november 2005).

Fanatikere er altings målestok; på dem skal enhver religion, ideologi eller overbevisning måles.” (Valravn, februar 2006).

Et politisk korrekt kulturelt selvhad, der sammen med den pacificerende kristne begrebsforvirring gør os mentalt hjælpeløse og handlingslammede over for den tredje monoteistiske angrebsbølge, islam, der med tilrettelagt tilvandring er i fuld gang med systematisk at undergrave og kolonisere vesten, der kaldes Dar al-Harb, ´krigens hus´ som muslimen skal bekrige, i modsætning til den af islam kontrollerede verden, Dar al-Islam, ´underkastelsens hus´.” (Valravn, februar 2006).

“Antimonoteismen er den anstændige og humanistiske udvej for det pacifistgjorte danske flertal, der hellere vil se deres sønner myrdede og døtre voldtagne i den fuldbyrdede sharia-politistat, end at mæle det mindste kvæk, som – skønt helt uretmæssigt – kunne risikere betegnelsen ´fascistisk´, ´racistisk´ endsige ´nationalistisk´.” (Valravn, februar 2006).

Politisk og økonomisk destabiliserende, og åndeligt nedbrudte af de massive overgreb, er vi ved at være klar til at blive slaver i ´underkastelsens hus´, den fulde implementering af tredje og afgørende monobølge.” (Valravn, maj, 2006).

Uden evnen eller viljen til at hade er vi hjælpeløst slagtekvæg mod en fjende, der virkeligt forstår at hade. Hvilket netop er pointen med det treleddede monoteistiske angreb. Kristendommen og jødedommen baner vejen, islam lukker og slukker.” (Valravn, maj 2006).

Forbandelsen er den monoteistiske besættelsesmagt, som nu forstærkes afgørende med den tredje monobølge, den islamiske invasion. Lykken er den frihed og menneskelighed, vi vinder, hvis vi formår at lade truslen vække til stordåd og vi, i dybeste forstand, husker, hvem vi var, vi er og hvem vi skal blive. Det er næppe troligt, at nogen nulevende når at blive Menneske, men kan vi bane vejen for kommende generationer, har vi ikke levet forgæves.” (Valravn, maj 2006).

Alle ovenstående citater fra Valravn, angående kilden se her: https://livtraser.dk/at-kalde-sig-antimonoteist/

Men det skal også siges, at erklærede monoteister, der er medlemmer af deres bekendelsesreligion, bærer et medansvar for at legitimere deres skriftreligioners uhyrligheder og kan ikke fritages for bebrejdelse, om end de er nok så tolerante og ubevidste om deres religions væsen.”

Sidste citat fra artiklen ”Om antimonoteistisk virksomhed” fra Vølse 52, 2010.