Alle indlæg af Thays'n

Gæstblogger Peter Thays'n: Asatroen kommer i mange former og farver. Det generelle fravær af dogmatik betyder at variationen er stor. Med denne gæsteblog vil jeg rette opmærksomheden mod den understrøm i asatromiljøet, der kaldes antimonoteismen. Jeg er ikke selv antimonoteist bør det siges. Men hvorfor skrive om en enkelt understrømning, når der nu er så mange variationer derude man kunne skrive om? Jeg skriver og debatterer også om mange andre emner vedrørende asatromiljøet og asatroen, bare andre steder end her, hvor Robert har været så venlig, at lade mig lægge nogle blogindlæg, så de kunne samles et sted. Det er praktisk sådan. Jeg håber de interesserede, der måtte være, vil få glæde af de gæsteindlæg jeg får skrevet, så god læselyst. Jeg har tidligere være medlem af Asatrofællesskabet i Danmark, Goderingen og Forn Sidr. På nuværende tidspunkt er jeg ikke medlem af nogen trossamfund eller foreninger. Mvh Peter

Fremmedhad

Pas på! Muslimerne kommer, deres mål er at overtage landet og indføre sharialov. Det er den tredje monoteistiske angrebsbølge, der er kommet for at afslutte jobbet og undertrykke os alle, især hvis man er polyteist. Det er krig!

Sådan kan en afgørende del af antimonoteismens grundlag kort opsummeres. Krigen skal udkæmpes med det størst mulige had til hver enkelt muslim. Det ligger i grundsynet når man taler om tre angrebsbølger, at man føler sig under angreb af noget fremmed og farligt. Det er et gammelkendt tema som fremmedfrygt, og det deraf affødte fremmedhad, der dukker op her. Angst og opstilling af trusselsbilleder tjener her det gamle formål, at opfordre folk til at stå sammen mod den ydre fjende og forblive stærke i troen. Og det er sådan asatroen blev relevant i forhold til antimonoteismen, for asatroen blev den udvalgte polyteistiske knag, som den antimonoteistiske kappe skulle hænges op på. Derved opstod der en direkte sammenkobling af fremmedhad og asatro. Og sådan søgtes asatroen politiseret.

Asatroen har ikke brug at iføre sig klæder af frygt og had.

Den etniske type – og en raceideologi

I mit sidste indlæg (”At tage afstand”) henviste jeg til en blog postering skrevet af Jens-André P. Herbener omhandlende nyhedninge (http://herbener.dk/component/content/article/301-hedningerne-vender-tilbage-ii.html).

Der er endnu et emne fra det indlæg der er værd at hive frem. Herbener skriver:

”Andre tilhører den såkaldte etniske type. Det indebærer forestillingen om, at asadyrkelse først og fremmest er beregnet for folk af nordeuropæisk herkomst.

Det understreges gerne, at dette intet har at gøre med racisme, f.eks. troen på et folks overlegenhed og ret til at herske over alle andre. Tværtimod gøres der ofte en dyd ud af at respektere indfødte folk, kulturer og religioner verden over.”

Mig bekendt stammer ideen med den ”etniske type” asatro, som så skal stå i modsætning til en såkaldt universalistisk asatro, fra det amerikanske asatromiljø, hvor raceorientering og religion går hånd i hånd i organisationen AFA – Asatru Folk Assembly – stiftet af Stephen McNallen.

Almindeligvis vil tilhængere af den ”etniske type” af asatro hævde, at de ikke støtter ideer om raceoverlegenhed – og derfor pr. definition ikke er racister. Nej, måske ikke, men så handler det om renhed eller adskillelse i stedet. Respekten for andre etniske grupper bunder netop i begrebet etnopluralisme, som jeg tidligere har skrevet om, nemlig at etniske grupper skal være adskilte og ikke blandes. I AFA begrundes dette med den såkaldte metagenetik, der kobler race og religion sammen i en raceidentitet som alle følgeligt gør klogt i at holde sig til. Dette kaldes til tider også for racialisme – som om sådan en lille omskrivning skulle gøre den store forskel.

Denne ”etniske type” forsøges også dækket ind under begreber som ”folkish” eller ”völkish”. Tingene pakkes ind efter bedste evne, men det bunder i raceideologi. Er man så pr. definition en skummel pseudo-racist fordi man følger en völkish strømning? Nej, det er man ikke, men omvendt har man i sådanne grupper generelt ikke det store ønske om at tage afstand fra diverse tiltag, der har som mål at udvikle moderne raceteorier og koble dem direkte på asatroen.

Skulle man finde disse emner interessante er det noget der findes meget materiale om. Her er nogle få links:

Artikel omkring völkish asatro mm. inklusiv historisk baggrund.

http://www.runewebvitki.com/One%20Folk%20or%20Ein%20Volk.htm

Om AFA og metagenetikken, inklusiv link til Stephen McNallens oprindelige udlægning af metagenetikken.

http://circleansuz.wordpress.com/2013/08/19/stephen-mcnallen-part-one/

Om AFA.

http://www.patheos.com/blogs/wildhunt/2011/09/the-asatru-folk-assembly-and-white-nationalism.html

Antimonoteisme og metagenetik mødes og sød musik opstår.

http://asatruupdate.blogspot.dk/2013/08/afa-rocks-in-denmark.html

En af Stephen McNallens egne artikler om truslen mod hvide i USA.

http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#wotan-vs-tezcatlipoca-the-spiritual-war-for-california-and-the-southwest

En anden artikel af Stephen McNallen om truslen mod det hvide USA.

http://www.wvwnews.net/story.php?id=8699

Kommentar til sidste artikel.

http://heathenboard.com/viewtopic.php?f=12&t=220

At tage afstand

Adjunkt ved Syddansk Universitet og politikken blogger Jens-André P. Herbener skiver i sin blog den 22.08.13 om nyhedninge, heriblandt asadyrkere (se: http://herbener.dk/component/content/article/301-hedningerne-vender-tilbage-ii.html). Herbener har et par interessante pointer og behandler emnet ganske lødigt. Men en ting stikker dog ud.

Herbener skriver:

”Endelig findes der grupper, der kombinerer oldnordisk mytologi og symbolik med White Power, nynazisme eller andre typer højreekstremisme. De bliver undertiden kaldt odinister eller wotanister.
Den store majoritet af asadyrkere tager imidlertid stærkt afstand fra dem, ligesom det store flertal af kristne tager stærk afstand fra det kristne Ku Klux Klan.”

Er det nu også sandt?

Jeg skal ikke kunne sige hvordan forholdene ser ud i andre lande, jeg kender ikke nok til forholdene der, men det er værd at se lidt nøjere på forholdene i Danmark. I forbindelse med Det Danske Pluralismeprojeket på Aarhus Universitet, gjorde man for nogle år tilbage det hidtil eneste metodiske forsøg på at sætte tal på antallet af asatroende i Danmark. Buddet lå så vidt jeg husker på mellem 1200 og 1800, sandsynligvis i den høje ende. Det er ved at være nogen år siden, og lad os antage der er kommet flere asatroende i mellemtiden, så jeg vil gå med til at sige der er 2000 asatroende i Danmark. Det er et nemt udgangspunkt. Der findes kun én større gruppering af asatroende i Danmark og det er Forn Sidr – Asa-og vanetrosamfundet i Danmark. Der er man over 800 medlemmer, så det er rimeligt at sige at Forn Sidr’s medlemsgruppe udgør en signifikant størrelse i det danske asatromiljø.

Holder Herbeners påstand om at ”den store majoritet af asadyrkere tager imidlertid stærkt afstand” fra eksempelvis odinister og White Power? Forn Sidr har igennem flere år direkte eller indirekte plejet venskabelige bånd med udenlandske grupper der går op i race (den hvide nordeuropæiske race) og det at holde racen ren (Asatru Folk Assembly fra USA) eller erklærede odinister (Odinist Fellowship i UK). Dette har imidlertid ikke resulteret i stærk afstandtagen. Det kan godt være et flertal af Forn Sidrs medlemmer tager afstand fra AFA og odinisme (jeg ved det ikke, men jeg vil gerne antage det), men det er i så fald spag afstandtagen eller passiv afstandtagen. Det bliver i hvert fald ikke til stærk afstandtagen. Så påstanden om majoritetens stærke afstandtagen ser overhovedet ikke ud til at holde vand.

Jeg bevæger mig nok ikke ud på de vilde vover ved at pege på, at accepten af den antimonoteistiske fanatisme i Forn Sidr, har været med til at skabe en generel accept af ekstremistiske sympatiers plads i trossamfundet.

Misbrug

Asatroen rummer nogle muligheder for misbrug. Jeg omtaler noget som misbrug i denne sammenhæng når formålet med asatroen og den nordiske mytologi bliver at fremme politiske dagsordener gennem fanatisme, had eller racisme. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt antimonoteismen er fanatisk og hadsk, der er veldokumenteret i forhold til de artikler jeg har linket til i et tidligere indlæg (https://livtraser.dk/at-kalde-sig-antimonoteist), ligeledes er de politiske bevæggrunde ret klare, nemlig at forbyde og på anden måde bekæmpe og diskriminere andre religioner og befolkningsgrupper. Men jeg skrev også, at selv om antimonoteismen opfordrer til diskrimination ad flere omgange, opfordres der ikke direkte til diskrimination på baggrund af race – altså den klassiske racismedefinition. Men nu står antimonoteismen som begreb ikke alene, der er visse termer der knytter sig til den, noget jeg har været inde på tidligere (https://livtraser.dk/etnopluralisme-og-det-identitaere).
Da asatroen både indeholder forfædre dyrkelse, og da der blandt mange er den opfattelse, at asatroen er en naturreligion, ligger ideer om folk og land naturligt i asatroen mange steder. Dette kan komme til udtryk på helt almindelige og velfunderede måder, men kan og bliver også misbrugt på det skammeligste. Dette misbrug ses i forbindelse med to begreber jeg har omtalt før: Det identitære og etnopluralismen.

Identitær: At tage udgangspunkt i sin egen kulturelle identitet og definere sig over for andre ad denne vej. Bruges ofte til selvforherligelse af egen kulturkreds samt til at ringeagte andre. I sammenhæng med asatroen misbruges dette til at udskille ægte nordisk kultur fra indvandret unordisk kultur og en ”værn om norden”-dagsorden. Ofte vil dette være rettet mod kristne og muslimer. Oftest muslimer.

Etnopluralist: En lille sprogblomst. Oprindeligt kunne man være etnocentrisk, altså at man ville fremhæve sin egen etniske gruppe på bekostning af andre etniske grupper eller folkeslag. Men det havde en ganske negativ klag, så det gik ikke så godt. Men så omdøbte man det til etnopluralist. Se det lød straks mere positivt: Pluralist! Så kunne man også kalde sig tolerant og antiracist. Sagen er bare at etnopluralisme dækker over at forskellige kulturer ikke skal sameksistere, men i stedet adskilles (pluralisme) og eksistere hver for sig. Dette vil naturligvis betyde, at etnisk nordiske folk skal bo i Norden, folk med anden etnicitet skal hjem til der de hører hjemme.

Føjer man lige lidt antimonoteistisk lynstorm til ovenstående to begreber i form af lidt fanatisk had til ”de andre”, bliver det hurtigt rigtigt fælt. Kombinationen mellem asatro, antimonoteisme og identitær etnopluralisme er med andre ord ikke nogen heldig blanding: had mod dem man opfatter som fremmede eller unordiske, om de så er etnisk fremmede eller religiøst unordiske, men det kan faktisk blive værre end det.

Et emne jeg ikke har berørt før er den såkaldte metagenetik. Meta-genetikken (metagenetics) er en tanke der udfoldes i den amerikanske organisation AFA, Asatru Folk Assembly, hvor man forsøger at holde de etniske og racemæssige ideer i kog, dog i en tilstræbt harmløs forklædning, hvor asatroen hævdes nedarvet gennem et særligt metagenetisk træk i det germanske blod. Således skal der arbejdes for at holde asatroen og folket rent. Det hævdes dog af AFA, at det skam intet med racisme har at gøre. Man skal bare holde sit folk og sin tro ren, og det har intet med racediskrimination at gøre? Virkeligt? Må jeg foreslå et nyt slogan:

AFA – not racist, but preferred by racists

Metagenetikken blev opfundet af AFA’s grundlægger Sephen McNallen. Metagenetikken er en religiøs, moralsk og videnskabelig falliterklæring. Og det er klart at med metagenetikken som en del af pakken, er vejen til fuldt udviklet racisme åben og bliver da også betrådt. AFA og deres metagenetik er skyld i at asatroen ry trækkes gennem sølet og lige ned i den racistiske mudderpøl.
Antimonoteismens fanatisme, den identitære intolerance, etnopluralismens forsøg på at så etniske skæl hvor de kan og metagenetikkens raceteorier og racisme er alle eksempler på hvordan asatroen og den nordiske mytologi kan misbruges på usmagelig vis.

Af gæsteblogger Thays’n – læs mere her.

Etnopluralisme og det identitære

Der er fra tid til anden en del snak omkring sammenblanding af politik og asatro. Den generelle holdning er, at dersom religion og politik generelt ikke skal blandes sammen, så skal asatroen også (overvejende) være apolitisk eller politisk neutral. Derved skulle asatroen blive et rent spirituelt eller åndeligt emne. Et sted hvor denne adskildelse ikke tilstræbes er i forbindelse med antimonoteismen. Her er det politiske hele grundlaget for, at antimonoteismen overhovedet har et projekt og et formål. Dette er vigtigt at holde sig for øje, antimonotismen er ikke først og fremmest asatro-orienteret, den orienterer sig mod en påstået besættelsesmagt (=kristne), men først og fremmest mod udefrakommende angribere (= indvandrere, = muslimer). I den forbindelse er det interessant, at undersøge to begreber, som antimonoteister benytter til at beskrive sig selv: etnopluralistisk og identitær.

Etnopluralismen handler om, at man skal adskille forskellige etnitiske kulturer og folk. Dette skal forstås således, at det er til skade hvis sådanne grupper blandes. Ideen er, at man trives bedst adskildt, og i forlængelse af antimonotismen, at den rigtige gruppe helt skal fortrænge de andre grupper, altså at polyteister helt skal fortrænge monoteister  fra Norden. Her må formodes et etnisk skæl, ellers ville man jo ikke hænge sin pluralisme op på termen etno, så ”gammel danskere” skal vel konverteres, nydanskere sendes hjem til deres eget etniske ophav. Etnopluralisme kan faktisk tage udgangspunkt i, at forskellige kulturer er ligeværdige, og derved fortjener egen autonomi. Det er tydeligt, at antimonotismens etnopluralisme slet ikke tænker i disse baner, monoteistiske kulturer stemples som menneskefjendske og unaturlige, og derved som inferiøre.

Det andet begreb er identitær. Dette handler om at et menneskes identitet hænger helt tæt sammen med dets kulturelle ophav. Ideen her er, at man som skandinav eller nordisk, er naturligt forbundet med sit ophav, og hører naturligt hjemme i norden. Underforstået at andre ikke hører naturligt hjemme her, altså at andre etniske og kulturelle grupper ikke hører naturligt til i norden. Det er ideerne om folket og landet, blodet og jorden, der er i centrum. Det oprindelige, naturlige, nationale skal beskyttes og holdes rent. Både etnopluralismen og den identitære ide er klart politiske ideer.

Kobler man så det etnopluralistiske og identitære til asatroen,  som antimonoteisterne gør, bliver det til hvad man kunne udtrykke således: Asatro kun for de nordiske, norden kun for asatroende. Det bliver til slagord som ”Værn om Norden”, der lefler for det nationalistiske og ”folket”.  I denne optik bliver asatroen den naturlige og ægte nordiske etniske religion og identitet, der ligger i krig med det/de fremmede. Dette tager asatroen til indtægt for en politisk dagsorden, der trækker asatroens ry gennem sølet. At dette accepteres i vid udstrækning i den danske asatromiljø er en ubetinget skændsel.

Der er så dem der spørger om antimonoteisme ikke er nazisme, racisme eller fundamentalisme.

Det er helt korrekt, at det identitære og etnoplurasistiske anvendes af både nazister og racister, og at disse tanker passer som fod i hose i de kredse. Men det betyder ikke at antimonoteismen er hverken nazistisk eller racistisk i sit udgangpunkt hævdes det. Faktisk bryster antimonoteismen sig af at være ikke-racistisk, forklaret ved, at hader man kun islam og muslimer bliver man kaldt racist, hader man alle monoteister så kan man komme rundt om anklagen. Tak for tippet!

Ok, så siger vi at det ikke har noget med racisme at gøre, men antimonoteismen ønsker så tilgengæld at diskriminere på næsten samtlige andre tænkelige parametre hvor man kan. Eksempelvis handler antimonoteisme om at afskaffe religionsfriheden. Hermed menes en decideret diskriminerende religionspolitik, komplet med forbud og kriminalisering af de ”unaturlige” religioner. Når antimonoteister udråber sig som tolerante, i forventning om at folk hopper på den, må de jo gå ud fra at andre folk, især andre asatroende, vitterligt er meget småt begavede.

Angående det fundamentalistiske må det siges, at antimonoteismens fanatisme ikke rimer på fundamentalisme. Fundementalister i religiøs forstand forsøger at håndhæve en bestemt hellig tradition, og forsøger at forholde sig snævert og oprindeligt til en bestemt religøs kilde – typisk en tekst. Antimonoteismen er netop ikke fundamentalistisk, da den ikke følger nogle kilder konsekvent, faktisk stemmer antimonoternes såkaldte hedenskab slet ikke overens med store dele af kildematerialet til den norrøne religion. Deres (politiske) ideer er noget antimonoteisterne presser ned over myterne og kilderne i øvrigt, og følgeligt forsøger at presse ind i asatroen.

Det er en skam at understøtte denne ”asatro”, hvad enten der er tale om aktiv støtte eller passiv accept, om man faktisk tror på den, eller ”bare” accepterer den i rummelighedens navn.

At kalde sig antimonoteist

Der hersker nogle gange en del usikkerhed om hvad antimonoteismen egentligt er eller skulle stå for. Dette er lidt spøjst, da det er meget nemt at danne sig et klart overblik. Man skal bare gå tilbage til det tidspunkt hvor begrebet antimonoteisme blev introduceret til det danske asatromiljø, og det skete i 2005. Det dukkede op forskellige steder, men den mest grundige udredning af antimonoteismen, der stadigvæk er offentligt tilgængelig, var jo den famøse artikelserie ”Om monoteismens uvæsen”.

Dens fire dele findes i PDF-format her:

Del 1: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnAug2005.pdf
Del 2: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnNov2005.pdf
Del 3: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnFeb2006.pdf
Del 4: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf

Det er værd at bemærke, at det er her begrebet antimonoteisme gøres kendt. Senere brug af ordet fører altså tilbage hertil. Er der nogen der er bekendt med et tidligere eksempel på brug af termen, eller kender til en alternativ udredning, må de meget gerne skrive i kommentarfeltet nedenfor. Men for nu vil jeg sige, at alle der kalder sig antimonoteist må føre termen tilbage hertil og må derfor også skulle måles i forhold til hvad antimonoteisme her beskrives som. At kalde sig antimonoteist, og samtidig afvise dennes grundlæggende begrebsforklaring, er for mig uforståeligt. Hvorfor skulle man kalde sig antimonoteist, hvis man ikke kan stå inde for hvordan begrebet blev forklaret til at begynde med?

Man har måske ikke lige fået læst hele artikelseriens del fire: ”Til dem der er enige i anti-monoteismen, eller dele heraf, men som ikke bryder sig om formen, den her præsenteres i, kan jeg kun byde deres egen formulering af en monoteisme kritik velkommen. Dette er et større, fælles anliggende som i sagens natur tåler, ja fordrer, flere forskellige bud.” Her er det retoriske knep at samle al kritik af kristendom, jødedom og islam som en (udvandet) variant af den fanatiske antimonoteisme, så al kritik bliver en del af antimonteismens samlede udtryk. At fortælle folk, at de skam også kan være en slags antimonoteister.

Det er igen det missionerende forhold, det gælder om at få så mange som muligt med på vognen, at overbevise folk om at de er antimonoteister og derved med på holdet af undertrykte under det kristne og muslimske åg.

Det står enhver frit for at kalde sig det de ønsker, men det forventes også at man kan begrunde sine valg. Efter mine første fire gæsteindlæg her på bloggen burde det stå klart, hvorfor jeg ikke er antimonoteist og ikke har noget behov for at blive det. Og det burde ligeledes stå klart, at asatroen heller intet behov har for antimonoteismen.