Antimonoteismens kortslutning

Ved gæsteblogger Peter Thays’n

Antimonoteismens indhold er allerede vel udbredt, dels gennem tidskriftet Valravn, og dels gennem Forn Sidr’s medlemsblad Vølse mm. Materialet er tilgængeligt via internettet og det danske biblioteksvæsen, så antimonoteismens grundlag skal derfor kun helt kort opsummeres. De centrale elementer er fanatisme, had og hævn. Asatroende skal udvikle et fanatisk had mod monoteismen (jødedommen, kristendommen og islam), og tilstedeværelsen af monoteismen i Danmark (og det øvrige Norden) skal hævnes. Især ”den tredje angrebsbølge”, muslimske indvandrere, skal bekæmpes og så åbenbart slås tilbage ud af Danmark med såkaldt antimonoteistisk lynstorm. Den almene befolkning skal velsagtes ikke således forkastes, men skal i stedes tilslutte sig hedenskabet (polyteismen), eller forberede sig på at blive behandlet som landsforrædere og værnemagere. Argumentet er, at der vil være krig mellem polyteisme og monoteisme indtil den ene part er ophørt med at eksistere. Endemålet er, at udrydde monoteismen og dens støtter, og forbyde den ved lov. På denne baggrund virker det måske dybt bizart, men det hævdes blandt antimonoteister, at antimonoteismens udgangspunkt er naturligt, heroisk og tillidsbaseret.  Over for det er monoteismen en unaturlig, tyrannisk og undertrykkende religiøs forestilling. Man forsøger at stille én sandhed (monoteisme) over for flere sandheder (polyteisme) og postulerer, at man stiller tolerance over for intolerance. Hvor håbløs denne opstilling mellem monoteisme og polyteisme end måtte være er det dog ikke emnet for nu.

Jeg vil i stedet stille spørgsmålet: Hvor er det heroiske i at udråbe jøder, kristne og muslimer til smittebærere af en religiøs pest, eller at opfordre til at hedenske børn opdrages til fanatisk had mod hele befolkningsgrupper baseret udelukkende på om de har en eller flere guder? Denne åbenlyse opfordring til snæversyn og intolerance står i grel modsætning til det billede af en mangfoldig og naturlig polyteisme, som hævdes at være hedenskabet. Det lykkes antimonoteisterne, at levere det bedste modbevis på egne påstande, og fremstå lige præcist så fordømmende, som de anklager andre for at være. Hvad er vundet ved at bekæmpe religiøs intolerance ved selv at blive så intolerant som overhovedet muligt? Det er som at bekæmpe indskrænkethed med endnu mere indskrænkethed. Eller dumhed med endnu mere dumhed. Problemet er ikke bare, at antimonoteismen er åbenlyst selvmodsigende. Den placerer også asatroen i den række af religioner her i verden, der kræver diskrimination og fordømmelse, samt opfordrer til had og krig mod dem der er anderledes. Et massivt dementi af antimonoteismens påstande om egen polyteistisk herlighed. Man må konkludere, at den oppustede selvheroisering og bovlamme magtbrynde, som ligger i antimonoteismens sprog, hurtigt punkteres af egne kortslutninger. Man bør aldrig følge propagandister, der er blændet af had.

Det ironiske i denne affære er, at, på et punkt har antimonoteisterne dog en pointe, nemlig af asatroen faktisk har en god mulighed for at udvikle sig som en ganske moderne og forbilledlig religion. En af de afgørende pointer her er, at i kilderne til den nordiske mytologi optræder der ikke rigtigt doktriner, ord eller begreber for kategorisk fordømmelse af andre religioner eller deres tilhængere. Dette er elementer, der indgår i andre religioner, eksempelvis kristendommen og islam, med betegnelser som vantro, kætter, hedning, samt udnævnelsen af andre religioner og guder som falske.  Et andet punkt hvor asatroens myter adskiller sig fra disse religioner er i missionsbuddet, for der eksisterer ikke nogle bud om at omvende andre og underlægge sig så mange folkeslag som muligt. Endeligt rummer myterne ikke de samme generelle fordømmelser af ”afvigere”, såsom syndere eller urene. Så der er ikke de samme muligheder i mytologien for at føre asatroen ned af sådanne stier – ønsker man alligevel at gøre dette, er det noget man må finde inspiration til andre steder. Og det er da også netop hvad antimonoteisterne gør, med en meget prædikende og forkyndende form, der netop benytter sådanne begreber, eksempelvis ved at udråbe andre religioner som antireligiøse, unaturlige eller til at være som åndssygdomme.  Når man prøver, at presse sådanne tolkninger ind i asatroen, begår man en ugerning, man ringeagter sin egen overleverede mytologi. Antimonoteisterne synes opsatte på, at forvandle asatroen til at være netop det, de anklager andre for at være. Når man foregiver at være forkæmper for frihed og heroisk tillid, men samtidig ad bagvejen prøver at benytte sig af netop det fanatiske had og den fordømmende retorik, som man klandrer andre for at praktisere, kaldes det dobbeltmoral eller hykleri. Denne ”tilføjelse” til asatroen kan ikke bruges til noget hverken nu eller fremadrettet.

Det er en ikke helt alminelig ting når en ny religion opstår og bider sig fast. Asatroen er på denne kurs, og der er ingen som helst grund til at begå de fejl som andre religioner har gjort før. Vi kan være glade for at asatroen har den luksus, at være opstået på denne side af oplysningstiden.  Man kan med rette kritisere andre religioner, men det er ganske enkelt for tåbeligt først at kritisere andre, for dernæst at opfordre til, at blive præcis det man ellers klandrer andre for at være. Kristendom og islam kan kritiseres for deres opfattelser af vantro og hedenskab; hinduismen kan kritiseres for det undertrykkende kastesystem, buddhismen for sin ivrige missionsvirksomhed. Og fanatikere og fundamentalister af enhver art kan kritiseres for deres fordømmelser af alt der er anderledes. Men kritik der bunder i dobbeltmoral er aldrig gyldig og som asatroende opnår man intet ved at adoptere disse former for adfærd. Uskik bliver ikke god skik, bare fordi den søges svøbt i asatroens gevandter.

Spørgsmål eller kommentarer? Skriv gerne nedenfor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *