Det mest oplagte eksempel på racetænkning i asatroen er i forbindelse med begrebet metagenetik. Metagenetik er ganske simpelt forklaret en pseudovidenskabelig racelære, der konceptmæssigt bygger videre på de forskellige raceteorier, der var i omløb i Europa frem til 1945. Metagenetikken er opfundet af Stephen A. McNallen og er som ide først og fremmet forankret i den amerikanske organisation Asatru Folk Assembly, herunder i den danske aflægger af samme, AFA – Danmark. Det er slet ikke tilfældigt at organisationen bruger ordet ”folk”, som betyder det samme på dansk og engelsk. Metagenetikken retter sig nemlig mod opfattelsen af asatroen som bestemt for et særligt folk. Eller rettere: en særlig race. For i udredningen af metagenetikken bruges ordet ”race” uden omsvøb, og det sker tilbage i 1985 i artiklen ”Metagenetics” af McNallen. Faktisk har mange efterfølgende gjort det til en dyd at nedtone, benægte og bortlyve brugen af ordet ”race”, hyppigst ved at erstatte ordet med det normalt harmløse ”folk”, men det er et stakkels forsøg, for teksten fra 1985 om metagenetikken er tilgængelig med et klik på AFA’s hjemmeside. Trods en vis ændring i retorikken er McNallen er ikke helt så håndsky over for brugen af ordet ”race” som flere af hans følgere er, så han lader sin oprindelige tekst ligge lige der på hjemmesiden (klik: http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#metagenetics).

Det anbefales at læse artiklen, men her er forfatterens egen opsummering fra 1999 i artiklen “Genetics & Beyond”: ”In the original piece, metagenetics was presented as the idea that “ancestry matters – that there are spiritual and metaphysical implications to heredity. I tied together such varied topics as Jung’s theories of archetypes, rebirth in the family line, psychic links between twins, and the Norse concept of the soul to support that statement.” (Kilde: http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#genetics-beyond-metagenetics-an-update).

Bemærk, i denne genbehandling af emnet bruger forfatteren taktisk nok ikke ordet race én gang, men understreger, at han grundlæggende ikke har ændret på sine oprindelige ideer siden da: ”The basic outlines remain the same.”

Ancestry matters – Herkomst er vigtigt

I den korte opsummering fra 1999 dukker disciplinen i at nedtone metagenetikken som en racelære op. Bemærk den sidste sætning hvor der henvises til ”the Norse concept of the soul”. Ja, hvad var det egentligt lige forfatteren oprindeligt havde at sige om det i 1985 artiklen, før han begyndte at nedtone brugen af race-ordet: ”We are intimately tied up with the fate of our whole people, for Asatru is an expression of the soul of our race.” Så det, der så neutralt som muligt, henvises til som ”the Norse concept of the soul”, er altså forfatterens egen hjemmestrikkede ide om, at asatroen er koblet til en særlig nordisk racesjæl. I den senere tekst fra 1999 omdøbes racesjæl til ”folksouls”. En anden omformulering er ”European soul”. Det er da i øvrig ganske frækt, at omtale sin egen hjemmebryg som ”det nordiske koncept”, som om det var noget oprindeligt og alment anerkendt, men det er et almindeligt retorisk kneb McNallen bruger flere gange i jagten på legitimitet.

Det meste af artiklen er altså grundlæggende en hjemmestrikket raceteori, som forsøges svøbt i en form for autencitet og videnskabelighed, som skal give forfatteren og metagenetikken troværdighed. Ingen af delene lykkes. Lad mig fremhæve dette forsøg på at koble biologi, videnskab og religion sammen: ”Fylgjur were attached to families or individuals, but had no local habitation or individual name. They appear to have represented the inherent faculty for achievement that existed in a family’s offspring. Everyday observation of consonant or discrepant facts of heredity would confirm that it was possible for a fylgja to desert an individual or to be rejected by him. Ancient wisdom meets modern science.”

Det er det vitterlige vås. Mødet mellem gammel visdom og moderne videnskab finder kun sted i forfatterens egen fantasi. Her er et andet eksempel, hvor han skiver: “A holistic view of the human entity requires that mind, matter, and spirit are not seperate things but represent a spectrum or continuum. It should not be surprising, then, that genetics is seen as a factor in spiritual or psychic matters.” Der er intet videnskabeligt, der kan bruges til et understøtte dette, og her mener jeg både religionshistorie og naturvidenskab. Men for en forfatter og et publikum, der primært er interesseret i argumenter for at forsvare en racemæssigt ekskluderende tilgang til asatroen, betyder det også mindre om der er substans i påstandene. Hvad der er langt vigtigere er, at identificere en måde at koble religionen til racen. Og denne kobling skaber McNallen gennem forfædrebegrebet, hvilket han fremhæver allerede i den første sætning i “Metagenetics”: “One of the most controversial tenets of Asatru is our insistence that ancestry matters- that there are spiritual and metaphysical implications to heredity, and that we are thus a religion not for all of humanity, but rather one that calls only its own.” Asatroen kalder kun mennesker af rette racemæssig herkomst (calls only its own) og der er en racelære til at forklare det (metaphysical implications to heredity). Man kan altså vurdere i hvor høj grad folk er genetisk egnet til at deltage i et blót. En religiøst betinget racelære, der inkluderer folk af en bestemt herkomst og ekskluderer folk af anden herkomst – ”ancestry matters”. Et af de mere solide fundamenter for religiøst funderet racisme jeg har set.

Racelæren forklares bl.a. med citater fra psykiateren C. G. Jung (1875-1961): ” No doubt, on an earlier and deeper level of psychic development, where it is still impossible to distinguish between an Aryan, Semitic, Hamitic, or Mongolian mentality, all human races have a common collective psyche. But with the beginning of racial differentiation, essential differences are developed in the collective psyche as well.” Så de forskellige racer der tænkes på er bl.a. arisk og semetisk. Det er vel nok en god racelære at koble på asatroen! Jeg går ud fra læseren er velinformeret om at disse racetyper blev opgivet og bortdømt efter 1945, herunder af Jung selv. Men det springene punkt i historien for McNallen er altså et tidspunkt, hvor der sker en race-differentiering, og herfra er der ingen god vej tilbage. De enkelte racer er gået hver sin vej og det kan være direkte farligt at gå tilbage, som der advares: ”For this reason, we cannot transplant the spirit of a foreign religion ‘in globo’ into our own mentality without sensible injury to the latter.” Med denne, for længst forældede, racetænkning på bordet konkluderer McNallen, at koblingen mellem asatro og race er komplet, og at asatroen er for folk af rette racemæssig afstamning: “Thus the link between religion, which expresses itself in terms of archetypes in the collective unconscious, and biology- and hence race- is complete.” Så ifølge metagenetikken er racen og religionen forbundet, og derfor skal hver race, hvert folk, finde sin genetisk bestemte religion. I sandhed “ancestry matters”. McNallen bryder sig naturligvis ikke om ordet racist og han forsøger da også i artiklen at tage afstand fra det – jeg skal senere demonstrere hvordan det fungerer. Bemærk også forfatterens forsøg på igen at fremstille sin egen tilgang som almengyldig, når han henviser til ”vores insisteren”. Sætninger som denne bygger en illusion om konsensus. Forfædredyrkelse er en del af asatroen for de fleste. At det skal udlægges som en racelære er ikke. Er der nogen der mener, at asatroens forfædredyrkelse er kontroversiel, skyldes det udelukkende artikler som ”Metagenetics” og grupper som AFA.

Declaration of purpurse – AFA’s erklærede formål

Skulle nogen forsøge sig med den bortforklaring, at dette ikke er en almindelig del af AFA, ud over at det ligger på hjemmesiden, så er det bare at se på deres ”Declaration of purpurse” hvor punkt to lyder: ”The preservation of the Peoples of the North (typified by the Germanic, Celtic, and Slavic peoples), and the furtherance of their continued evolution.” Og det uddybes med følgende: “Therefore, the survival and welfare of the Northern European peoples as a cultural and biological group is a religious imperative for the AFA.” Racens ”biologi” skal altså bevares og det er et af de formål (perservation of the Peoples of the North) som organisations medlemmer skal understøtte. Det er simpelthen et religiøst imperativ (dogme) for AFA (kilde: http://asatruupdate.blogspot.dk/2015/03/second-point-in-afas-declaration-of.html).

Følgende optræder også under samme punkt: ”The belief that spirituality and ancestral heritage are related has nothing to do with notions of superiority. Asatru is not an excuse to look down on, much less to hate, members of any other race. On the contrary, we recognize the uniqueness and the value of all the different pieces that make up the human mosaic.” Dette er interessant, for det understeger den retoriske strategi, som man kan anvende for at beskytte sig mod at blive kaldt racister. Man definerer racisme som et begreb, der kun omfatter ideer om raceoverlegenhed (notions of superiority). Så man afviser raceoverlegenhed, men i stedet kredser man om forskellige nyfortolkninger af racelære, raceadskillelse og racerenhed. Det er en skipperskrøne at metagenetikken og AFA ikke er baseret på race.

I Danmark sælges sådanne tanker som ”folkebaseret asatro”.

Det er sørgeligt. Se mere om misbrug af forfædredyrkelse, metagenetik og beslægtede emner som etnopluralisme, antimonoteisme mm. her: https://livtraser.dk/misbrug/

Et spørgsmål jeg støder på i forbindelse med antimonoteisme er spørgsmålet om hvad det egentligt er. Og uanset hvad man svarer, bliver svaret udsat for kritik, så det er altså ikke et ligegyldigt spørgsmål. Det der må være rimeligt er, at lade en antimonoteist komme til orde. Det lader sig heldigvis gøre, fordi antimonoteismen blev introduceret til asatromiljøet på skrift. Den senere brug af begrebet, og forsvar af begrebet, må altså direkte eller indirekte, føre tilbage til den første udredning af hvad antimonoteisme er. Så for at få et kig på hvad det egentligt er, der har inspireret asatromiljøet i Danmark til at bruge antimonoteisme som et udtryk, og ligefrem få folk til at kalde sig antimonoteister, må man se på hvordan det først blev præsenteret.

Man skal tilbage til tidsskriftet Valravn, udgivet af foreningen Hedensk Daggry. Dette skulle blive den primære platform til at promovere antimonoteismen til at begynde med, og det skete i artikelserien ”Om monoteismens uvæsen: Religiøs begrebsbefrielse” (2005-2006). Det er fra denne serie i fire dele jeg vil gengive en række citater og derved lade forfatterens egne ord blive fokuspunktet for dette indlæg. Dette bliver derfor hovedsageligt en sammenfatning af den oprindelige teksts pointer, og jeg vil nøjes med at komme med korte supplerende kommentarer. Og før nogen starter læsningen må jeg henvise til den oprindelige artikelserie, da det altid er bedst at læse originalen selv (se sidst i indlægget). De citater jeg har udvalgt fokuserer på det artikelserien først og fremmest sigter efter, nemlig at være et kampskrift mod monoteismens, og især islams, tilstedeværelse. Læs videre Grundlaget for antimonoteismen →

Jeg har tidligere kort nævnt, at opstillingen monoteisme mod polyteisme, som meningsfuld skillelinje mellem tolerante og intolerante religioner, er håbløs (https://livtraser.dk/antimonoteismens-kortslutning/).

Det er fordi det ikke er monoteisme vs. polyteisme det bør handle om sådan som antimonoteismen ellers gerne vil overbevise folk om. Det handler om fanatisme vs. sund fornuft. En fanatisk rettroende hindu vil jo være sikker på at hans overholdelse af de religiøse love afgør om han kommer op i Svarga eller Sworga (hinduismens pendant til Paradis) eller ned til Naraka (hinduismens pendant til helvede). Og ligeledes vil han vide, at hans børns efterliv er afhængigt af deres rettro. Men det er den fanatiske udlevelse af disse skikke, der kan fostre intolerancen og ufriheden. Ikke antallet af guder. Derfor kan man også se, at den flerguds-dyrkende antimonoteist åbenbart skal være mangefold så hadsk og hævngerrig, som ganske almindelige moderate monoteister. Fanatisme er en falliterklæring.

Antimonoteismen fokus på det nordiske skal da også bemærkes her. Norden og dets folk skal hævdes. Der er noget i blodet og jorden som tillægges en særlig betydning. Dette giver sig udslag i ideer om, at ægte naturligreligion i et omfang er stavnsbundet. Trosforestillingerne trækker på nogle forbindelser i form af blodlinjer og/eller forbindelser til landet. Dette giver sig udslag i argumenter om en særlig etnisk tilknytning til eksempelvis asatroen, og dem der ikke deler blodet eller etniciteten hører som fremmede ikke til.
Men denne ide om blod og jord, eller landet og folket, som det også kaldes, giver det mening i asatroen? Historisk ser der ikke ud til at være meget belæg for denne tankegang. I historien og arkæologien ser det nemlig en del anderledes ud. Det er de levende der inkluderer de døde, ikke de døde der ekskluderer de levende. Ideen om, at den nordiske mytologi kun tilhører dem med særligt blod og en særlig tilknytning til landet gennem ”forfædrene” er vildfarent. I arkæologien og historien er der flere eksempler på, at de levende ændrer deres skikke, det være begravelsesskikke, offerskikke eller endda religion, men de glemmer ikke at inkludere deres forfædre. Dette ses blandt andet i det berømte monoment i Jelling hvor hedensk og kristen skik mødes, og i forlængelse af hedensk skik huskes forfædrene og inkluderes i de levendes valg, i dette tilfælde Haralds forældre (at inkludere forfædrene var en hedensk skik fra før kristningen). Historien taler også sit tydelige sprog om hedningenes tilknytning til jorden. De var i den grad et udvandrerfolk, mange med øjnene stift rettet mode den fede engelske muld, som alternativ til den stenede og sandede jord hjemme. Dette er ikke et folk begrænset af jord, hverken i form af geografi eller landegrænser.

Et fokus på jord og folk er tydeligvis ikke rundet af en gammel nordisk åndelighed, men af en moderne nationalromantisk ide. Det er endnu et eksempel på det man må kalde antimonoteismens politiske dagsorden. Dette er en ide der har rod i völkish tanken, blut und boden. Dog her Ikke begrænset af nationalitet, men af identitet.
Denne völkis ide, dette fokus på blod og folk, har produceret så mange usle gerninger i historien. Hvorfor forsøge at indpode det i en tradition hvor det ikke hører hjemme? Smid det ud sammen med den slet skjulte politiske dagsorden, iklædt religiøse gevandter, der i virkeligheden er styrende for det antimonoteistiske projekt. En identitær dagsorden, der går ud på at ekskludere det og de fremmede i asatroens navn. Etnopluralisme i fuldt flor.

Hverken historien, forfædrene eller asatroen fortjener at blive taget som gidsel af en fremmedfjendsk og fanatisk politisk dagsorden.

P.S. Om racismen

I forlængelse af mit sidste indlæg (https://livtraser.dk/politik-eller-religion/) dukkede spørgsmålet op, om der overhoved kan være tale om racisme i forbindelse med de emner jeg tager op her på bloggen.

Læs videre Fanatismen, folket og jorden (og racismen) →

Det kan ofte ses af debatter vedrørende emner som odinisme, metagenetik og etnopluralisme, at folk ikke helt kan blive enige om hvornår man debatterer politik eller religion. Traditionelt har man placeret emner som fremmedhad og etnisk chauvinisme inden for politik. Og sandt er det da også, at i Europa er disse emner typisk knyttet til politiske ideologier. Men her skal man holde sig for øje, at i metagenetikken, etnopluralismen og antimonoteismen er emnerne religiøse. Etnisk adskillelse, raceideologi og religiøst had bliver promoveret, som vitterlige religiøse elementer i asatroen, under slagord som ”vi tager forfædredyrkelse alvorligt”. Og hermed menes ikke odinisme, som ellers i længere tid var betegnelsen for denne form for intolerant omgang med den nordiske tradition i udlandet, som for at adskille den udvandede asatro fra den ægte etnisk- og raceorienterede udlægning. Nej, i Danmark forsøges det ikke at pakke tingene ind under ”odinisme”, men i stedet forsøges det solgt direkte som asatro. Det er ment religiøst og fremføres sådan. Kritik søges til gengæld afvist, som politik eller ideologi, og bemærkninger om at ”alle må jo tro som de vil” og ”nu skal vi jo ikke bekæmpe hinanden”. Men bare fordi man påberåber sig ”religion” frem for politik eller ideologi er man ikke hævet over kritik og afvisning.

Derfor er der ikke den store gevinst ved den hønen-og-ægget debat, om hvorvidt noget er politik eller religion. Når man søger at indføre etnisk og religiøs diskrimination og raceideologi, som acceptable variationer inden for asatroen, kan det være ligegyldigt om det er politisk religion eller religiøs politik. Det kan bare ses som det det præsenteres som, nemlig asatro. Og så ihukommer man, at en skamplet er en skamplet, uagtet om det udlægges som religion eller politik. Tingene er ikke altid så komplicerede.

Der hvor jeg typisk ser det gå galt, er når man forsøger at koble al kritik op på begreber som nazisme eller racisme. Det lyder farligt og politisk. I Danmark findes der både nazisme og racisme. Men det er ikke nødvendigt at bringe disse begreber i spil for at trække en grænse. Antimonoteisme, metagenetik og etnopluralisme er skampletter på asatroen, uagtet hvad der så ellers måtte være i spil.