Jeg hører ikke black metal fordi jeg hylder satanisme. Det handler ikke om kirkeafbrændinger eller at jeg hader kristne. Jeg opfatter black metal som musik med afgrundsdybe tanker og følelser. Når jeg sætter en plade på med f.eks. Burzum giver det en ro, der åbner døren til kælderen i mit intellekt. Den åbner for filosofisk tanker eller en meditativ inderlighed. Derfor var det overraskende mig for mig at opdage, at en universitetsuddannet filosof i New York havde taget black metallen til sig. Givet den et nyt look men bevaret det, som forsangeren siger: hvor den skandinaviske black metal er månen, er vi solen. Andre bands i det amerikanske undergrundsmiljeu har også eksperimenteret sig ud i black… jeg ved ikke helt med udtrykket. Men musikken giver mig noget tilbage af den black, den oprindelig svartmalmur, som ikke har været dyrket længe – ikke engang af hr. Vikernes.