Finntrolls opdaterede udgave af troldemyten:
Kategoriarkiv: Asatro
Tilføjelse til “Strøtanker om goder og gydjer”
I forlængelse af mit indlæg Strøtanker om goder og gydjer var det nok på sin plads at undersøge ordene præst, tempel og kirke. Ifølge Ordbog over det danske sprog kommer ordet præst af det norrøne prestr, som igen ad omveje kommer fra det græske présbys, der betyder gammel. I jødiske og kristne menigheder blev titlen brugt i den latinske form presbyter om menighedens ældste.
Kirke kommer fra det norrøne ord kirkja, der igen kommer fra det oldengelske cyrice (jvf. church). Ordet kommer fra det græske ord kyrios, der betyder herre.
Interessant for en moderne asatroende er at undersøge ordet tempel. Ordet tempel stammer fra det romerske begreb templum, som igen kommer fra det græske temenos (skære af). Et tempel i romersk tid var ikke nødvendigvis et permanent område, men et område som en præst havde defineret som helligt og “fredlyst” for religiøse eller politiske anliggende. Senatet kunne kun mødes lovligt hvis det var blevet “fredlyst” og gjort til templum. Asatroende i dag fredlyser ofte inden deres generalforsamlinger (ting) og religiøse handlinger. Dermed gør man området til et helligt område med de særlige regler det stiller. Sammenlign det med hvordan du syntes, man bør opfører sig i en kirke frem for udenfor. Det som vi ofte kalder for templer i Romerriget kaldtes i romersk tid for aedes og var ikke nødvendigvis templum. Aedes var gudens bolig på jorden jævnfør det oldnordisk hof. Aedes var oprindeligt bare et delubrum, et sted hvor man opbevarer gudestatuen. Igen jævnfør begrebet hof.
Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Glossary_of_ancient_Roman_religion.
Fanatismen, folket og jorden (og racismen)
Jeg har tidligere kort nævnt, at opstillingen monoteisme mod polyteisme, som meningsfuld skillelinje mellem tolerante og intolerante religioner, er håbløs (https://livtraser.dk/antimonoteismens-kortslutning/).
Det er fordi det ikke er monoteisme vs. polyteisme det bør handle om sådan som antimonoteismen ellers gerne vil overbevise folk om. Det handler om fanatisme vs. sund fornuft. En fanatisk rettroende hindu vil jo være sikker på at hans overholdelse af de religiøse love afgør om han kommer op i Svarga eller Sworga (hinduismens pendant til Paradis) eller ned til Naraka (hinduismens pendant til helvede). Og ligeledes vil han vide, at hans børns efterliv er afhængigt af deres rettro. Men det er den fanatiske udlevelse af disse skikke, der kan fostre intolerancen og ufriheden. Ikke antallet af guder. Derfor kan man også se, at den flerguds-dyrkende antimonoteist åbenbart skal være mangefold så hadsk og hævngerrig, som ganske almindelige moderate monoteister. Fanatisme er en falliterklæring.
Antimonoteismen fokus på det nordiske skal da også bemærkes her. Norden og dets folk skal hævdes. Der er noget i blodet og jorden som tillægges en særlig betydning. Dette giver sig udslag i ideer om, at ægte naturligreligion i et omfang er stavnsbundet. Trosforestillingerne trækker på nogle forbindelser i form af blodlinjer og/eller forbindelser til landet. Dette giver sig udslag i argumenter om en særlig etnisk tilknytning til eksempelvis asatroen, og dem der ikke deler blodet eller etniciteten hører som fremmede ikke til.
Men denne ide om blod og jord, eller landet og folket, som det også kaldes, giver det mening i asatroen? Historisk ser der ikke ud til at være meget belæg for denne tankegang. I historien og arkæologien ser det nemlig en del anderledes ud. Det er de levende der inkluderer de døde, ikke de døde der ekskluderer de levende. Ideen om, at den nordiske mytologi kun tilhører dem med særligt blod og en særlig tilknytning til landet gennem ”forfædrene” er vildfarent. I arkæologien og historien er der flere eksempler på, at de levende ændrer deres skikke, det være begravelsesskikke, offerskikke eller endda religion, men de glemmer ikke at inkludere deres forfædre. Dette ses blandt andet i det berømte monoment i Jelling hvor hedensk og kristen skik mødes, og i forlængelse af hedensk skik huskes forfædrene og inkluderes i de levendes valg, i dette tilfælde Haralds forældre (at inkludere forfædrene var en hedensk skik fra før kristningen). Historien taler også sit tydelige sprog om hedningenes tilknytning til jorden. De var i den grad et udvandrerfolk, mange med øjnene stift rettet mode den fede engelske muld, som alternativ til den stenede og sandede jord hjemme. Dette er ikke et folk begrænset af jord, hverken i form af geografi eller landegrænser.
Et fokus på jord og folk er tydeligvis ikke rundet af en gammel nordisk åndelighed, men af en moderne nationalromantisk ide. Det er endnu et eksempel på det man må kalde antimonoteismens politiske dagsorden. Dette er en ide der har rod i völkish tanken, blut und boden. Dog her Ikke begrænset af nationalitet, men af identitet.
Denne völkis ide, dette fokus på blod og folk, har produceret så mange usle gerninger i historien. Hvorfor forsøge at indpode det i en tradition hvor det ikke hører hjemme? Smid det ud sammen med den slet skjulte politiske dagsorden, iklædt religiøse gevandter, der i virkeligheden er styrende for det antimonoteistiske projekt. En identitær dagsorden, der går ud på at ekskludere det og de fremmede i asatroens navn. Etnopluralisme i fuldt flor.
Hverken historien, forfædrene eller asatroen fortjener at blive taget som gidsel af en fremmedfjendsk og fanatisk politisk dagsorden.
P.S. Om racismen
I forlængelse af mit sidste indlæg (https://livtraser.dk/politik-eller-religion/) dukkede spørgsmålet op, om der overhoved kan være tale om racisme i forbindelse med de emner jeg tager op her på bloggen.
Politik eller religion
Det kan ofte ses af debatter vedrørende emner som odinisme, metagenetik og etnopluralisme, at folk ikke helt kan blive enige om hvornår man debatterer politik eller religion. Traditionelt har man placeret emner som fremmedhad og etnisk chauvinisme inden for politik. Og sandt er det da også, at i Europa er disse emner typisk knyttet til politiske ideologier. Men her skal man holde sig for øje, at i metagenetikken, etnopluralismen og antimonoteismen er emnerne religiøse. Etnisk adskillelse, raceideologi og religiøst had bliver promoveret, som vitterlige religiøse elementer i asatroen, under slagord som ”vi tager forfædredyrkelse alvorligt”. Og hermed menes ikke odinisme, som ellers i længere tid var betegnelsen for denne form for intolerant omgang med den nordiske tradition i udlandet, som for at adskille den udvandede asatro fra den ægte etnisk- og raceorienterede udlægning. Nej, i Danmark forsøges det ikke at pakke tingene ind under ”odinisme”, men i stedet forsøges det solgt direkte som asatro. Det er ment religiøst og fremføres sådan. Kritik søges til gengæld afvist, som politik eller ideologi, og bemærkninger om at ”alle må jo tro som de vil” og ”nu skal vi jo ikke bekæmpe hinanden”. Men bare fordi man påberåber sig ”religion” frem for politik eller ideologi er man ikke hævet over kritik og afvisning.
Derfor er der ikke den store gevinst ved den hønen-og-ægget debat, om hvorvidt noget er politik eller religion. Når man søger at indføre etnisk og religiøs diskrimination og raceideologi, som acceptable variationer inden for asatroen, kan det være ligegyldigt om det er politisk religion eller religiøs politik. Det kan bare ses som det det præsenteres som, nemlig asatro. Og så ihukommer man, at en skamplet er en skamplet, uagtet om det udlægges som religion eller politik. Tingene er ikke altid så komplicerede.
Der hvor jeg typisk ser det gå galt, er når man forsøger at koble al kritik op på begreber som nazisme eller racisme. Det lyder farligt og politisk. I Danmark findes der både nazisme og racisme. Men det er ikke nødvendigt at bringe disse begreber i spil for at trække en grænse. Antimonoteisme, metagenetik og etnopluralisme er skampletter på asatroen, uagtet hvad der så ellers måtte være i spil.
Strøtanker om goder og gydjer
Gode bruges i nutidens asatro som titel på en mandlig præst. Titlen stammer fra det norrøne goði, som var en titel der blev brugte over hele norden. Visse steder var det hovedsageligt en religiøs titel, mens i bl.a. Island var det også en politisk titel for en valgt høvding for et goðorð. Hvad det præcist indebar at være goði i religiøst sammenhæng ved vi ikke. Mange forveksler templer og kirker med hinanden. Men de har to forskellige funktioner. Templer er gudernes bolig, der hvor man højst sandsynligt opbevarede gudefigurerne. Blotene (ritualerne) blev sandsynligvis holdt udenfor i et hellig område og indenfor i hjemmet eller en stor hal. Kirkerne derimod er der hvor de kristne ritualer afholdes og de kristne samles. Dog høres også begrebet Guds hus om kirkerne. Man kunne nemt forestille sig at en del af goði rollen var at lægge hus til de store fester.
Goði betyder også en mandlig gud og titlen kan spores tilbage til 500-tallet e.Kr. Ordet nævnes første gang på en runesten i 300-tallet. Det kommer af det gotiske gudja, som kendes i en gotisk bibeloversættelse. Gudja kan genkendes i titlen gyðja, som både betyder præstinde og gudinde. Gudinde hedder stadig gyðja på islandsk i dag. Gydjerne havde så vidt vides ingen politisk funktion, men havde en religiøs funktion som hofgyðja – hende der varetog hovedtemplet. I flere sagaer nævnes der gydjer. I dag bruger asatroende gydje om en præstinde.
Det er tankevækkende at gud og præst er det samme ord i norrøn tid og det fortæller en hel del om tankegangen. Høvdingen og præsterne var gudernes forlængede arm, så at sige. En tankegang der stadig findes hos kristenmand langt op i tid.
Kilder:
de.wikipedia.org/wiki/Godentum
Rudolf Simek Dictionary of Northern Mythology. 1993.
Norrøn ordbok. 4. udgåva av Gamalnorsk Ordbok. 1990.
En ny ordbog
Der har været bragt en del begreber i spil her på bloggen, som måske lige fortjener et par ekstra ord med på vejen. Skal vi kalde det en begrebsbefrielse Der er nemlig mange ord som søges fordrejet i forsøget på at pakke budskaber ind på den rette måde. Det er derfor nødvendigt at pakke disse budskaber ud igen, for at se hvad der gemmer sig inden i. Formålet med at bruge bestemte ord som indpakning for uglesete begreber er i den grad med til at forplumre debatten. Nogle eksempler på at pakke begreber ud (Tilforladeligt ord: Hvad det bruges til at dække over):
Etnicitet (også som præfikset etno-): Race. Forklaring: Der er overraskende mange der tror, at hvis bare man skifter ordet race ud med etnicitet (som oprindeligt kun henviser til kultur) er man på sikker grund i forhold til at blive afsløret som racist selv om man i øvrigt henviser til biologisk ophav og afstamning som primær faktor for hvem der hører til i en bestemt gruppeidentitet eller ej. Men lige præcis her er det en yderst dum antagelse, idet brugen af ordet som reference til biologisk afstamning allerede er ganske udbredt (eksempelvis termen ”etniske danskere vs. danskere af anden etnisk herkomst”) og således er det nemt at gennemskue. Etnicitet bruges derfor til at dække over både et kulturelt og biologisk tilhørsforhold og derved kan man slippe uden om ordet race. Dette er ikke kun en kedelig tendens i moderne vestlig kultur (opstod for alvor med völkisch bevægelsen i 1800-tallet), men er også almindeligt udbredt i eksempelvis hinduismen.
Pluralisme: Adskillelse/segregering, etnisk chauvinisme (her går man hele vejen og bruger et ord næsten modsat af normalt). Se også denne udemærkede blogpost: http://aslaug.eu/2010/10/i-just-found-an-ugly-word/
Identitær: Chauvinisme (i betydningen: ekstrem nationalisme, dvs. om en overdreven og skrydende nationalfølelse). Kommentar: I flere moderne udgaver af chauvinismen er man ikke længere strengt nationale, men ofte mere regionale (eksempelvis drømmen om et samlet etnisk ensartet Stornorden).
Antimonoteisme: Chauvinisme og fremmedhad.
Racialist: Racist (den er bare for nem at gennemskue).
National: Nationalist (den er bare for nem at gennemskue; og lad mig bemærke at dette ikke er det samme som en patriot, se også under identitær).
Folk (også som præfiks): Völkisch eller endda Blut und Boden (blod og jord). Bruges meget i USA i termen Folkish Asatru, som kan bruges som et andet ord for racistisk/biologisk asatro. Se også under etnicitet.
Metagenitik: Raceteori (i form af fupvidenskab på linje med kreationisme og frenologi).
Men hov, betyder det at alle folk der taler om etnicitet eller identitet har skumle budskaber, der skal pakkes ud? Nej, bestemt ikke, det er jo hele pointen! Det er naturligvis kun et mindretal, der mener noget andet med de ord de vælger, end det disse ord almindeligvis betyder. Hvis det ikke var sådan, ville disse ord jo ikke kunne bruges som dække af personer, der vitterligt har noget at pakke ind for at gøre det salgbart – eller i det mindste mindre suspekt. Pointen er jo netop at vælge ord, der i de fleste sammenhænge ikke vil være suspekte. Men det må også gerne være ord som den politisk korrekte ”elite” har set sig sure på og derfor tidligere har kommet med overdrevne angreb imod brugen af, eksempelvis et ord som ”folk”. Det vil nemlig sikre, at det virker mere troværdigt, at hævde man bliver misforstået hvis andre uretmæssigt har været under anklage for noget lignende før – også selv om der overhovedet ingen forbindelse er mellem situationerne. Der vil endda være dem der oprigtigt mener, at man ved at skifte ordene ud på denne måde, eksempelvis fra racist til racialist, virkeligt har taget afstand fra eksempelvis racisme. Man kan jo næsten høre den indre monolog for sig:
Fjols tænker højt: ”Uh, hvor jeg bare er træt af alle de mellemøstlige fejlfarver og deres mellemøstlige og pestbefængte møgreligioner. Som erklæret odinist og tilhænger af folkebevidsthed, ser jeg det som min opgave at holde slægten og kulturen ren. Men, ordet racist er så betændt, det kan jeg ikke bruge i åben debat, og jeg bryder mig egentligt heller ikke om ordet. Men hvad så med racialist? Jep, det lyder lidt anderledes så jeg kan hævde at det dækker over noget helt andet, både over for andre og mig selv. Eksempelvis kan jeg sige at racialist ikke dækker over, at jeg mener at min race skal undertrykke andre, bare at jeg holder af mit folk fordi min tro ligger i mine gener og mit folk derfor skal holde blodet rent. Den er bare fjong gamle dreng.”
Ved at omformulere sine synspunkter på slige vis kan man forsøge at glide ind i den almindelige debat og påberåbe sig at være uskadelig og harmløs, og at være uskyldigt forfulgt hvis man alligevel skulle møde kritik. Dette er ingen ny taktik. Den har været benyttet på den yderligtgående venstrefløj i årtier, her brugte man bare ord som ”arbejder-demokrati” eller ”stående komite” til at pakke sine hensigter ind.
Det er på grund af dette, at det altid er vigtigt at se på hvordan argumenter fremstilles og hvordan begreber bruges, og ikke mindst gøre sig klart hvorfra begreber stammer og hvem der søger at udbrede en bestemt brug af dem. Dette er afgørende at holde sig for øje når man støder på nogen, typisk på internettet, der forsøger at sælge spændende mere eller mindre nye begreber som ”folkebevidsthed”, ”metagenetik”, ”etnopluralisme” eller ”odinisme”.
Det er synd og skam at det forholder sig sådan, for det korrumperer både sproget og kommunikationen. Og det gør det meget svært for udenforstående, at adskille hvem der bruger et begreb og hvem der misbruger det. Og her er der tale om både religiøst misbrug ( https://livtraser.dk/misbrug/ ) og politisk misbrug ( https://livtraser.dk/fremmedhad/ ).
Men er der så et reelt racistisk indhold i de dele af asatroen der benytter nogle af de ovenstående mærkater? Lad mig først citere fra Den Danske Ordbog. Her findes nemlig to forskellige definitioner af ordet racisme:
- diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.
- forestilling om at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk der gør nogle racer overlegne eller underlegne i forhold til andre
Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=racisme
Der er en tydelig forskel på de to definitioner, hvor den første er langt mere generel og favnende og den anden mere snæver og historisk betinget. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at dem der forsvarer nogen af de ovenstående begreber naturligvis støtter og udbreder den snævre racismedefinition som den rigtige og anstændige. Ingen overraskelse der. Ud fra ordbogen kan en størrelse som etnopluralisme, kombineret med antimonoteismens opfodring til had og diskrimination mod fremmede religiøse og kulturelle grupper, sagtens falde ind under den brede racisme definition (som også er den der anvendes ved domstolene), så den er naturligvis ikke populær i disse kredse. Det skal for god ordens skyld bemærkes at jeg personligt foretrækker den snævre definition, men skulle nogen kalde kombinationen af etnopluralisme og antimonoteisme for racisme så vil jeg ikke bryde ud i forargelse. Men for mig bliver det rigtigt betændt når biologien for alvor introduceres gennem metagenetikken.
Hvorfor er det relevant at rode rundt i det? Fordi netop racismekortet er et af de mest benyttede kort at spille, når debatten drejer sig om de emner, som jeg også tager op her på bloggen. Og det er faktisk ærgerligt! Ud fra begrebsbefrielsen ovenfor burde det stå klart, at langt hen ad vejen er racismekortet helt overflødigt. At understøtte etnopluralisme, antimonoteisme, folkebevidsthed og lignende er i sig selv et skammeligt religiøst og politisk misbrug af asatroen. Den behøver ikke være længere. Jeg bryder mig bare ikke om at asatroen bliver misbrugt til at så etniske skæl, sprede fremmedhad og opfordre til diskrimination. Og fremme af dagordener hvor man ønsker at udøve tankekontrol og dømmer og fordømmer andre udelukkende ud fra deres tro, ikke på bagrund af deres handlinger (se det afsluttende citat fra Vølse 52 i bunden af dette indlæg).
Forsøget på at opildne til had og diskrimination på baggrund af tro, tanke og etnicitet er set og gennemskuet. Og det nytter ikke at forklæde sig ved at sige, at man ikke er racist. Etnisk diskrimination og had er alligevel lige så debilt og uvelkomment som racisme.
Hvis du vil se eksempler på hvordan det fungerer i praksis:
http://www.nordisk.nu/forum.php
http://www.runestone.org/ (and a delayed Happy Ragnar Lodbrok Day to you ahistorical losers)
http://www.odinist.com/othala/forum.php?s=d5ffffb28e79ef1928df6b19417865d8
http://www.hefjendur.dk/
http://englishnews.org
Afslutningsvis vil jeg lade antimonoteismen præsentere sig selv. Følgende citater er taget fra Tidsskriftet Valravn (udgivet af foreningen Hedensk Daggry) og foreningsbladet Vølse (udgivet af Forn Siðr – asa- og vanetrosamfundet i Danmark).
”Jødedom, kristendom og islam er i bund og grund det samme totalitære, giftige pis; de er som skadelige antireligioner i direkte strid med vor tids idealer om pluralisme og religionsfrihed og burde forbydes ved lov som samfundsskadelig virksomhed.” (Valravn, november 2005).
”;men hader du jødedommen, kristendommen og islam og al deres monoteistiske, antireligiøse og totalitære væsen, da – og først da – er du MENNESKE!” (Valravn, november 2005).
”Fanatikere er altings målestok; på dem skal enhver religion, ideologi eller overbevisning måles.” (Valravn, februar 2006).
”Et politisk korrekt kulturelt selvhad, der sammen med den pacificerende kristne begrebsforvirring gør os mentalt hjælpeløse og handlingslammede over for den tredje monoteistiske angrebsbølge, islam, der med tilrettelagt tilvandring er i fuld gang med systematisk at undergrave og kolonisere vesten, der kaldes Dar al-Harb, ´krigens hus´ som muslimen skal bekrige, i modsætning til den af islam kontrollerede verden, Dar al-Islam, ´underkastelsens hus´.” (Valravn, februar 2006).
“Antimonoteismen er den anstændige og humanistiske udvej for det pacifistgjorte danske flertal, der hellere vil se deres sønner myrdede og døtre voldtagne i den fuldbyrdede sharia-politistat, end at mæle det mindste kvæk, som – skønt helt uretmæssigt – kunne risikere betegnelsen ´fascistisk´, ´racistisk´ endsige ´nationalistisk´.” (Valravn, februar 2006).
”Politisk og økonomisk destabiliserende, og åndeligt nedbrudte af de massive overgreb, er vi ved at være klar til at blive slaver i ´underkastelsens hus´, den fulde implementering af tredje og afgørende monobølge.” (Valravn, maj, 2006).
”Uden evnen eller viljen til at hade er vi hjælpeløst slagtekvæg mod en fjende, der virkeligt forstår at hade. Hvilket netop er pointen med det treleddede monoteistiske angreb. Kristendommen og jødedommen baner vejen, islam lukker og slukker.” (Valravn, maj 2006).
”Forbandelsen er den monoteistiske besættelsesmagt, som nu forstærkes afgørende med den tredje monobølge, den islamiske invasion. Lykken er den frihed og menneskelighed, vi vinder, hvis vi formår at lade truslen vække til stordåd og vi, i dybeste forstand, husker, hvem vi var, vi er og hvem vi skal blive. Det er næppe troligt, at nogen nulevende når at blive Menneske, men kan vi bane vejen for kommende generationer, har vi ikke levet forgæves.” (Valravn, maj 2006).
Alle ovenstående citater fra Valravn, angående kilden se her: https://livtraser.dk/at-kalde-sig-antimonoteist/
”Men det skal også siges, at erklærede monoteister, der er medlemmer af deres bekendelsesreligion, bærer et medansvar for at legitimere deres skriftreligioners uhyrligheder og kan ikke fritages for bebrejdelse, om end de er nok så tolerante og ubevidste om deres religions væsen.”
Sidste citat fra artiklen ”Om antimonoteistisk virksomhed” fra Vølse 52, 2010.