og hvorfor nu det? Jeg er det seneste års tid blevet opmærksom på den måde jeg formidler asatroen på. Den afspejler ikke min virkelighed. Jeg blev opmærksom på at min dagligdag er en helt almindelig moderne dagligdag. Jeg er webdesigner, har Samsung smartphone, fladskærmstv og blueray afspejler. Min asatro passer fint ind i en moderne verden, og det vil jeg gerne have afspejler i min fremtoning – både mit personlige udseende og min hjemmesides udseende. Så nu er skægpisken amputeret og hjemmesiden støvet af. Det er en tanke, der har været undervejs længe – begyndende med mit arbejde med Urd og derfra blev jeg mere og mere bevidst om det. Jeg er jo ikke en vikingamish. Asatroen passer fint ind i det 21. århundrede, selvom Odin nok først lige har fået sig en iPad.
Kategoriarkiv: Asatro
Nyt Urd ude nu!
I denne skønne juletid føles det dejligt at kunne give en lille gave til det nordiske folk. Et nyt Urd er ude nu og vi føler virkelig, at vi har overgået os selv. Jeg er virkelig stolt. Det må man jo godt være som asatro – og prale må man også. Så skynd dig og køb Nordens bedste tidsskrift om asatro, nordisk mytologi og hedenskab både før og nu.
Dette nummer kredser om emnet døden – både før, nu og i fremtiden. F.eks. biomediciner Pippi Groving fortæller om bæredygtige begravelser nu og i fremtiden. Vi har bedt nogle moderne asadyrkere fortælle om deres syn på døden og deres gravfærd. Peter Thaysen skriver om døden i vikingetiden og jeg skriver om dine muligheder for en asatro gravfærd. Der er også blevet plads til andre spændende artikler, som f.eks. et interview med den skønne Jim Lyngvild. Den asatro modediktator og nok Nordens eneste asatro kendis. Han har bygget et spændende vikingehus på Fyn og dermed rejst Nordens første hov (asatro tempel) i 1.000 år. Pippi Groving fortsætter sin tegneserie om Thors Brudefærd i en moderne opdateret udgave. Min ynglingsscene end til videre er, hvor Thor har det svært fordi Loke er lækker i dametøj! 🙂 Der er så mange gode artikler, at der slet ikke er plads til at skrive om dem alle.
Køb den i vores webshop, hvor du også kan køb Urd nr. 4 – som vi har fået genoptrykt – samt nr. 3. Vi har også sat lidt julelir til salg.
Glædelig jul og god læselyst!
At kalde sig antimonoteist
Der hersker nogle gange en del usikkerhed om hvad antimonoteismen egentligt er eller skulle stå for. Dette er lidt spøjst, da det er meget nemt at danne sig et klart overblik. Man skal bare gå tilbage til det tidspunkt hvor begrebet antimonoteisme blev introduceret til det danske asatromiljø, og det skete i 2005. Det dukkede op forskellige steder, men den mest grundige udredning af antimonoteismen, der stadigvæk er offentligt tilgængelig, var jo den famøse artikelserie ”Om monoteismens uvæsen”.
Dens fire dele findes i PDF-format her:
Del 1: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnAug2005.pdf
Del 2: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnNov2005.pdf
Del 3: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnFeb2006.pdf
Del 4: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf
Det er værd at bemærke, at det er her begrebet antimonoteisme gøres kendt. Senere brug af ordet fører altså tilbage hertil. Er der nogen der er bekendt med et tidligere eksempel på brug af termen, eller kender til en alternativ udredning, må de meget gerne skrive i kommentarfeltet nedenfor. Men for nu vil jeg sige, at alle der kalder sig antimonoteist må føre termen tilbage hertil og må derfor også skulle måles i forhold til hvad antimonoteisme her beskrives som. At kalde sig antimonoteist, og samtidig afvise dennes grundlæggende begrebsforklaring, er for mig uforståeligt. Hvorfor skulle man kalde sig antimonoteist, hvis man ikke kan stå inde for hvordan begrebet blev forklaret til at begynde med?
Man har måske ikke lige fået læst hele artikelseriens del fire: ”Til dem der er enige i anti-monoteismen, eller dele heraf, men som ikke bryder sig om formen, den her præsenteres i, kan jeg kun byde deres egen formulering af en monoteisme kritik velkommen. Dette er et større, fælles anliggende som i sagens natur tåler, ja fordrer, flere forskellige bud.” Her er det retoriske knep at samle al kritik af kristendom, jødedom og islam som en (udvandet) variant af den fanatiske antimonoteisme, så al kritik bliver en del af antimonteismens samlede udtryk. At fortælle folk, at de skam også kan være en slags antimonoteister.
Det er igen det missionerende forhold, det gælder om at få så mange som muligt med på vognen, at overbevise folk om at de er antimonoteister og derved med på holdet af undertrykte under det kristne og muslimske åg.
Det står enhver frit for at kalde sig det de ønsker, men det forventes også at man kan begrunde sine valg. Efter mine første fire gæsteindlæg her på bloggen burde det stå klart, hvorfor jeg ikke er antimonoteist og ikke har noget behov for at blive det. Og det burde ligeledes stå klart, at asatroen heller intet behov har for antimonoteismen.
Os mod dem
Opbygningen af fjendebilleder tjener til at samle folk og rette deres opmærksomhed mod en ydre fjende. Denne fjende skal fremstilles stereotypt og ensidigt negativt. Fjenden gives ingen forsonende træk, nuancer bortviskes, de tillægges en historisk skyld og opføres som årsag til samfundets dårligdomme. Indadtil manes der til sammenhold, modstand mod fjendens overmagt, og afvigere betragtes som overløbere der skaber intern splid, som stækker sagen og de ædle mål. Denne mekaniske er lige så velkendt, som den er utiltalende. Uret og overgreb begås af repræsentanter af alle grupper, det være sig religiøse, nationale, politiske osv. I dag vil et flertal af den kristne majoritet ikke undertrykke andre religiøse grupper, og i sammenligning vil et flertal af asatroende ikke undertrykke andre religiøse grupper. Oplysningstiden og moderniteten har i høj grad trægt disse ideer i baggrunden og har betydet en ny religiøsitet er vokset frem, en religiøsitet der bygger på inkludering og plads til afvigere. Plads til de vantro, de frafaldne og kætterne, endda blasfemikere skal der være plads til. Det er den virkelighed de fleste her til lands vågner op til.
Det betyder ikke at alt er fryd og gammen. Der findes grupper af religiøse, der krampagtigt holder fast i gammel dogma. Der efterlyses ofte imamer, der åbent fordømmer forbrydelser begået i islams navn frem for at bortforklare det. Der rystes på hovedet af præster i indre mission, der nægter at give kvindelige præster hånd alt imens biskoppen tavst bøjer hovedet. Den stiltiende accept af normer, man ikke ellers ville acceptere, udelukkende fordi det begås af en ”trosfælle”, er flere steder almindelig. Denne adfærd efterlader de der tynges af religiøs undertrykkelse i stikken, men adfærden er faktisk ganske gavnlig for nogle, nemlig for dem der ønsker ”samlingen mod den fælles fjende”. Dem der mener egen begående uret kan retfærdiggøres når bare den rettes mod ”de andre”. De andre kan kaldes alt fra klassefjende, hedning, antireligiøs, undermenneske eller vantro, men ønsket om at undertrykke ”de andre” er det samme. Det at angribe andre for deres kætteri/polyteisme/hedenskab/monoteisme adskiller sig kun af navn, ikke af gavn. Som oplyst borger i et moderne demokrati bør man ikke være varsom med at tale disse ting midt imod. Undskylder man for det løber man andres ærende, nemlig fanatikerne på begge sider.
Pointen er, at det ganske enkelt ikke nytter noget bare at rette skytset udad og bebrejde alle andre. Har man ikke evnen til selvkritik, til at kaste det kritiske blik på sin egen gruppe og rette kritikken i den retning, så bortfalder ens troværdighed når man kritiserer andre. Nogen vil så råbe at man svigter sammenholdet. Jeg vil i stedet sige man kvalificerer sammenholdet, for et sammenhold der bygger på offermentalitet og en ”os mod dem” retorik er et sammenhold jeg ikke kan se noget givtigt ved.
Antimonoteisme er tilstræbt polariserende. Hele retorikken er bundet op på kravet om at opfatte monoteisme og polyteisme som så forskellige, at der eksisterer en fuldkommen og afgrundsdyb splittelse. Og hvor splittelsen ikke eksisterer søges antimonoteismen brugt til at så splittelsen. Men man kan godt være kritisk over for islam eller kristendom uden at være anti-muslimsk eller anti-kristen. Man kan godt være kritisk over for monoteisme uden at være antimonoteist.
Antimonoteismens kortslutning
Ved gæsteblogger Peter Thays’n
Antimonoteismens indhold er allerede vel udbredt, dels gennem tidskriftet Valravn, og dels gennem Forn Sidr’s medlemsblad Vølse mm. Materialet er tilgængeligt via internettet og det danske biblioteksvæsen, så antimonoteismens grundlag skal derfor kun helt kort opsummeres. De centrale elementer er fanatisme, had og hævn. Asatroende skal udvikle et fanatisk had mod monoteismen (jødedommen, kristendommen og islam), og tilstedeværelsen af monoteismen i Danmark (og det øvrige Norden) skal hævnes. Især ”den tredje angrebsbølge”, muslimske indvandrere, skal bekæmpes og så åbenbart slås tilbage ud af Danmark med såkaldt antimonoteistisk lynstorm. Den almene befolkning skal velsagtes ikke således forkastes, men skal i stedes tilslutte sig hedenskabet (polyteismen), eller forberede sig på at blive behandlet som landsforrædere og værnemagere. Argumentet er, at der vil være krig mellem polyteisme og monoteisme indtil den ene part er ophørt med at eksistere. Endemålet er, at udrydde monoteismen og dens støtter, og forbyde den ved lov. På denne baggrund virker det måske dybt bizart, men det hævdes blandt antimonoteister, at antimonoteismens udgangspunkt er naturligt, heroisk og tillidsbaseret. Over for det er monoteismen en unaturlig, tyrannisk og undertrykkende religiøs forestilling. Man forsøger at stille én sandhed (monoteisme) over for flere sandheder (polyteisme) og postulerer, at man stiller tolerance over for intolerance. Hvor håbløs denne opstilling mellem monoteisme og polyteisme end måtte være er det dog ikke emnet for nu.
Jeg vil i stedet stille spørgsmålet: Hvor er det heroiske i at udråbe jøder, kristne og muslimer til smittebærere af en religiøs pest, eller at opfordre til at hedenske børn opdrages til fanatisk had mod hele befolkningsgrupper baseret udelukkende på om de har en eller flere guder? Denne åbenlyse opfordring til snæversyn og intolerance står i grel modsætning til det billede af en mangfoldig og naturlig polyteisme, som hævdes at være hedenskabet. Det lykkes antimonoteisterne, at levere det bedste modbevis på egne påstande, og fremstå lige præcist så fordømmende, som de anklager andre for at være. Hvad er vundet ved at bekæmpe religiøs intolerance ved selv at blive så intolerant som overhovedet muligt? Det er som at bekæmpe indskrænkethed med endnu mere indskrænkethed. Eller dumhed med endnu mere dumhed. Problemet er ikke bare, at antimonoteismen er åbenlyst selvmodsigende. Den placerer også asatroen i den række af religioner her i verden, der kræver diskrimination og fordømmelse, samt opfordrer til had og krig mod dem der er anderledes. Et massivt dementi af antimonoteismens påstande om egen polyteistisk herlighed. Man må konkludere, at den oppustede selvheroisering og bovlamme magtbrynde, som ligger i antimonoteismens sprog, hurtigt punkteres af egne kortslutninger. Man bør aldrig følge propagandister, der er blændet af had.
Det ironiske i denne affære er, at, på et punkt har antimonoteisterne dog en pointe, nemlig af asatroen faktisk har en god mulighed for at udvikle sig som en ganske moderne og forbilledlig religion. En af de afgørende pointer her er, at i kilderne til den nordiske mytologi optræder der ikke rigtigt doktriner, ord eller begreber for kategorisk fordømmelse af andre religioner eller deres tilhængere. Dette er elementer, der indgår i andre religioner, eksempelvis kristendommen og islam, med betegnelser som vantro, kætter, hedning, samt udnævnelsen af andre religioner og guder som falske. Et andet punkt hvor asatroens myter adskiller sig fra disse religioner er i missionsbuddet, for der eksisterer ikke nogle bud om at omvende andre og underlægge sig så mange folkeslag som muligt. Endeligt rummer myterne ikke de samme generelle fordømmelser af ”afvigere”, såsom syndere eller urene. Så der er ikke de samme muligheder i mytologien for at føre asatroen ned af sådanne stier – ønsker man alligevel at gøre dette, er det noget man må finde inspiration til andre steder. Og det er da også netop hvad antimonoteisterne gør, med en meget prædikende og forkyndende form, der netop benytter sådanne begreber, eksempelvis ved at udråbe andre religioner som antireligiøse, unaturlige eller til at være som åndssygdomme. Når man prøver, at presse sådanne tolkninger ind i asatroen, begår man en ugerning, man ringeagter sin egen overleverede mytologi. Antimonoteisterne synes opsatte på, at forvandle asatroen til at være netop det, de anklager andre for at være. Når man foregiver at være forkæmper for frihed og heroisk tillid, men samtidig ad bagvejen prøver at benytte sig af netop det fanatiske had og den fordømmende retorik, som man klandrer andre for at praktisere, kaldes det dobbeltmoral eller hykleri. Denne ”tilføjelse” til asatroen kan ikke bruges til noget hverken nu eller fremadrettet.
Det er en ikke helt alminelig ting når en ny religion opstår og bider sig fast. Asatroen er på denne kurs, og der er ingen som helst grund til at begå de fejl som andre religioner har gjort før. Vi kan være glade for at asatroen har den luksus, at være opstået på denne side af oplysningstiden. Man kan med rette kritisere andre religioner, men det er ganske enkelt for tåbeligt først at kritisere andre, for dernæst at opfordre til, at blive præcis det man ellers klandrer andre for at være. Kristendom og islam kan kritiseres for deres opfattelser af vantro og hedenskab; hinduismen kan kritiseres for det undertrykkende kastesystem, buddhismen for sin ivrige missionsvirksomhed. Og fanatikere og fundamentalister af enhver art kan kritiseres for deres fordømmelser af alt der er anderledes. Men kritik der bunder i dobbeltmoral er aldrig gyldig og som asatroende opnår man intet ved at adoptere disse former for adfærd. Uskik bliver ikke god skik, bare fordi den søges svøbt i asatroens gevandter.
Spørgsmål eller kommentarer? Skriv gerne nedenfor.
Præsentation af gæsteblogger
Livtraser.dk har altid været kritisk, normalt kritiserer jeg de andre; men nu er tiden til at kigge på sine egne rækker.
Jeg blev asatroende tilbage i 1998. Forn Siðr var kun nogle få måneder gammel, men visionerne store. Til mit første Alting i efteråret ’98 – det var udskudt, fordi der var generalstrejke i Danmark – var vi nok 20 mennesker til tinget. Meget er sket siden, og det meste til det bedre. Vi blev godkendt som trossamfund. Vi fik en gravplads i Odense. Vi er blevet en hel del flere asatroende i Danmark, og jeg mærker en forsat stor interesse. Noget har dog også ændret sig. Vores forhold til de kristne, jøder og muslimerne. Jeg tænker på antimonoteismen. Da jeg blev asatroende i ’98, følte vi os også bedre end de andre. Det er vist meget normalt for alle religioner og politiske partier. Vi var ikke anti-noget. Vi tog afstand fra kristendommen på den måde, at vi ikke vil være som dem; men vi mente, at vi ikke havde behov for at definere os som anti-nogen. Asatroen kunne sagtens stå selv. Vi ville vise tolerance, være ikke-missionerende og ikke presse vores religion på andre. Det mente vi, at stod i kilderne og det mente vi, var bedre end de kristne. Vi var meget bevidste om ikke at missionere og konfrontere andre med vores religion. Jeg husker tydeligt en diskussion om t-shirts var missionerende! Der gik faktisk et par år før Forn Siðr fik t-shirts! I dag er der en stor gruppe, hvor tonen har ændret sig. Man presser asatroen på andre, man er fordømmende, man er bedrevidende og man er missionerende, som jeg ser det. Jeg er skam ikke kristen. Jeg udtaler mig kritisk om monoteisme, jeg gør grin med dem. Det har jeg altid gjort; men der er en forskel på kritik og had. Accept af at folk må gøre som de vil, så længe jeg kan dyrke min religion, som jeg vil. Jeg blev stolt, når almindelige danskere roste asatroen for dens tolerance, fordi vi så ikke var som de kristne. Når Omar Marzouk siger, at vi er danske, fordi vi er gæstfrie og tolerante, bliver jeg stolt. Egentlig har jeg det faktisk fint med, at der er en lille gruppe rabiate antimonoteister, der står og råber i et hjørne. Vi har jo ytringsfrihed, men når der er så få asatroende, der tager afstand fra dem, at de ikke kan se den er gal. Ja, så bliver jeg trist. Vi er ikke mange asatroende i Danmark – vi er en meget lille minoritet. Minoriteter bliver nemt skåret over en kam. Det gør antimonteisterne, jo også med monoteister. Hvis vi først får stemplet som rabiate galninge, så får vi meget svær ved at komme af med det billede igen.
Jeg har aldrig, været typen der sad med hænderne i skødet og holdt min mund. Da jeg så ad omveje fik snakket med Peter Thays’n, som jeg deler holdninger med, opstod idéen om et samarbejde. Peter vil bringe nogle indlæg om antimonoteisme, og I skal være velkomne til kommentere emnet her på siden. Må jeg præsentere Livtraser.dk’s første gæsteblogger: Peter Thays’n.
Peter Thays’ns egen præsentation
Asatroen kommer i mange former og farver. Det generelle fravær af dogmatik betyder at variationen er stor. Med denne gæsteblog vil jeg rette opmærksomheden mod den understrøm i asatromiljøet, der kaldes antimonoteismen. Jeg er ikke selv antimonoteist bør det siges. Men hvorfor skrive om en enkelt understrømning, når der nu er så mange variationer derude man kunne skrive om? Jeg skriver og debatterer også om mange andre emner vedrørende asatromiljøet og asatroen, bare andre steder end her, hvor Robert har været så venlig, at lade mig lægge nogle blogindlæg, så de kunne samles et sted. Det er praktisk sådan.
Jeg håber de interesserede, der måtte være, vil få glæde af de gæsteindlæg jeg får skrevet, så god læselyst.
Jeg har tidligere være medlem af Asatrofællesskabet i Danmark, Goderingen og Forn Siðr. På nuværende tidspunkt er jeg ikke medlem af nogen trossamfund eller foreninger.
Mvh Peter