De fleste ser asatroen som demokratisk i din grundvold, men det er ikke alle der deler denne holdning. I teksten ”Nordisk hedenskab og politisk form” finder man et alternativt forslag (udgivet på bloggen Friggs Datter 26. oktober 2017: http://friggsdatter.weebly.com/hjem/nordisk-hedenskab-og-politisk-form). Skribenten (der normalt skriver under navnet Fyrst Ørum af Hefjendur men egl. Philip Ørum) lufter her sin kritik af demokratiet. Her hævder skribenten at lighedsidealet mellem mennesker er en kristen ide, og derfor forkastelig og absurd (typisk antimonoteistisk retorik), mennesket er af natur hierarkisk hvilket er hævet over diskussion, og derfor bør ”demokratisme” afskaffes til fordel for en art præstestyre (to varianter beskrives) og dette begrundes med, at nogle personer synes at have lettere ved at være i kontakt med ”den anden verden”. Det fremgår ikke om skribenten regner sig som en af dem der besidder denne særlige evne, men folk udtænker sjældent hierarkiske systemer med sig selv i bunden så det kan jo tænkes – men det må stå hen i det uvisse. Legitimitet i et ”præstemonarki” bør komme oppefra og ned, så det er de kompetente få der træffer beslutningerne og ikke de inkompetente mange udtrykt således: ” Egentligt folkestyre, altså demokrati, er udmærket berettiget når afgørelser skal træffes om emner folket er kompetent til at afgøre, men ligeledes må man erkende at folket ikke kompetent til at afgøre alle slags sager.” Som så ofte før pakkes tingene ind i et argument om at sådan gjorde forfærdende, men det er jo ikke sådan at tingtraditionen var et præstestyre eller en totalitær proto-statsform. Tværtimod regnes tingtraditionen som en forløber for den domstradition hvor man dømmes af ligemænd (juryinstitutionen), som er en hjørnesten i den demokratiske retsstat. Virker umiddelbart noget mere oplagt, at det totalitære tankegods er noget man kunne have samlet op et sted som Danskernes Parti. Men det er et sidespring. Hvorom alt er, så bliver en totalitær understrøm i det danske asatromiljø her luftet. Det giver måske også et billede af hvad der menes med tillidskultur i disse kredse, at befolkningen skal have tillid til en lille kaste af præster, der i særlig grad forstår Sandheden (med stort S) og bestemmer herefter. Asapaver kaldte man den slags i det danske asatromiljø for få år tilbage. For tilforladelighedens skyld velsagtens, bliver bemandingen af samfundets metafysiske magthavere, med evnen til at formidle magernes ”faktiske vilje”, ufrivillig komisk sammenlignet med at vælge alternative behandlere – som læser sidder man måbende tilbage.

Nogles drøm om det hedenske herredømme i norden peger ideelt frem mod et totalitært præstedømme. To citater fra teksten til at runde af på: ”Et hedensk samfund, faktisk enhver form for religiøst funderet samfund, er ikke foreneligt med den moderne demokratisme.” Og: ”Derfor må den moderne demokratisme med dens humanisme forkastes.”  Så står det klart.