Livtraser

Sindsudviddende siden 2001



Thays'n

Gæstblogger Peter Thays'n: Asatroen kommer i mange former og farver. Det generelle fravær af dogmatik betyder at variationen er stor. Med denne gæsteblog vil jeg rette opmærksomheden mod den understrøm i asatromiljøet, der kaldes antimonoteismen. Jeg er ikke selv antimonoteist bør det siges. Men hvorfor skrive om en enkelt understrømning, når der nu er så mange variationer derude man kunne skrive om? Jeg skriver og debatterer også om mange andre emner vedrørende asatromiljøet og asatroen, bare andre steder end her, hvor Robert har været så venlig, at lade mig lægge nogle blogindlæg, så de kunne samles et sted. Det er praktisk sådan. Jeg håber de interesserede, der måtte være, vil få glæde af de gæsteindlæg jeg får skrevet, så god læselyst. Jeg har tidligere være medlem af Asatrofællesskabet i Danmark, Goderingen og Forn Sidr. På nuværende tidspunkt er jeg ikke medlem af nogen trossamfund eller foreninger. Mvh Peter

Etnopluralisme og det identitære

Der er fra tid til anden en del snak omkring sammenblanding af politik og asatro. Den generelle holdning er, at dersom religion og politik generelt ikke skal blandes sammen, så skal asatroen også (overvejende) være apolitisk eller politisk neutral. Derved skulle asatroen blive et rent spirituelt eller åndeligt emne. Et sted hvor denne adskildelse ikke tilstræbes er i forbindelse med antimonoteismen. Her er det politiske hele grundlaget for, at antimonoteismen overhovedet har et projekt og et formål. Dette er vigtigt at holde sig for øje, antimonotismen er ikke først og fremmest asatro-orienteret, den orienterer sig mod en påstået besættelsesmagt (=kristne), men først og fremmest mod udefrakommende angribere (= indvandrere, = muslimer). I den forbindelse er det interessant, at undersøge to begreber, som antimonoteister benytter til at beskrive sig selv: etnopluralistisk og identitær.

Etnopluralismen handler om, at man skal adskille forskellige etnitiske kulturer og folk. Dette skal forstås således, at det er til skade hvis sådanne grupper blandes. Ideen er, at man trives bedst adskildt, og i forlængelse af antimonotismen, at den rigtige gruppe helt skal fortrænge de andre grupper, altså at polyteister helt skal fortrænge monoteister  fra Norden. Her må formodes et etnisk skæl, ellers ville man jo ikke hænge sin pluralisme op på termen etno, så ”gammel danskere” skal vel konverteres, nydanskere sendes hjem til deres eget etniske ophav. Etnopluralisme kan faktisk tage udgangspunkt i, at forskellige kulturer er ligeværdige, og derved fortjener egen autonomi. Det er tydeligt, at antimonotismens etnopluralisme slet ikke tænker i disse baner, monoteistiske kulturer stemples som menneskefjendske og unaturlige, og derved som inferiøre.

Det andet begreb er identitær. Dette handler om at et menneskes identitet hænger helt tæt sammen med dets kulturelle ophav. Ideen her er, at man som skandinav eller nordisk, er naturligt forbundet med sit ophav, og hører naturligt hjemme i norden. Underforstået at andre ikke hører naturligt hjemme her, altså at andre etniske og kulturelle grupper ikke hører naturligt til i norden. Det er ideerne om folket og landet, blodet og jorden, der er i centrum. Det oprindelige, naturlige, nationale skal beskyttes og holdes rent. Både etnopluralismen og den identitære ide er klart politiske ideer.

Kobler man så det etnopluralistiske og identitære til asatroen,  som antimonoteisterne gør, bliver det til hvad man kunne udtrykke således: Asatro kun for de nordiske, norden kun for asatroende. Det bliver til slagord som ”Værn om Norden”, der lefler for det nationalistiske og ”folket”.  I denne optik bliver asatroen den naturlige og ægte nordiske etniske religion og identitet, der ligger i krig med det/de fremmede. Dette tager asatroen til indtægt for en politisk dagsorden, der trækker asatroens ry gennem sølet. At dette accepteres i vid udstrækning i den danske asatromiljø er en ubetinget skændsel.

Der er så dem der spørger om antimonoteisme ikke er nazisme, racisme eller fundamentalisme.

Det er helt korrekt, at det identitære og etnoplurasistiske anvendes af både nazister og racister, og at disse tanker passer som fod i hose i de kredse. Men det betyder ikke at antimonoteismen er hverken nazistisk eller racistisk i sit udgangpunkt hævdes det. Faktisk bryster antimonoteismen sig af at være ikke-racistisk, forklaret ved, at hader man kun islam og muslimer bliver man kaldt racist, hader man alle monoteister så kan man komme rundt om anklagen. Tak for tippet!

Ok, så siger vi at det ikke har noget med racisme at gøre, men antimonoteismen ønsker så tilgengæld at diskriminere på næsten samtlige andre tænkelige parametre hvor man kan. Eksempelvis handler antimonoteisme om at afskaffe religionsfriheden. Hermed menes en decideret diskriminerende religionspolitik, komplet med forbud og kriminalisering af de ”unaturlige” religioner. Når antimonoteister udråber sig som tolerante, i forventning om at folk hopper på den, må de jo gå ud fra at andre folk, især andre asatroende, vitterligt er meget småt begavede.

Angående det fundamentalistiske må det siges, at antimonoteismens fanatisme ikke rimer på fundamentalisme. Fundementalister i religiøs forstand forsøger at håndhæve en bestemt hellig tradition, og forsøger at forholde sig snævert og oprindeligt til en bestemt religøs kilde – typisk en tekst. Antimonoteismen er netop ikke fundamentalistisk, da den ikke følger nogle kilder konsekvent, faktisk stemmer antimonoternes såkaldte hedenskab slet ikke overens med store dele af kildematerialet til den norrøne religion. Deres (politiske) ideer er noget antimonoteisterne presser ned over myterne og kilderne i øvrigt, og følgeligt forsøger at presse ind i asatroen.

Det er en skam at understøtte denne ”asatro”, hvad enten der er tale om aktiv støtte eller passiv accept, om man faktisk tror på den, eller ”bare” accepterer den i rummelighedens navn.

At kalde sig antimonoteist

Der hersker nogle gange en del usikkerhed om hvad antimonoteismen egentligt er eller skulle stå for. Dette er lidt spøjst, da det er meget nemt at danne sig et klart overblik. Man skal bare gå tilbage til det tidspunkt hvor begrebet antimonoteisme blev introduceret til det danske asatromiljø, og det skete i 2005. Det dukkede op forskellige steder, men den mest grundige udredning af antimonoteismen, der stadigvæk er offentligt tilgængelig, var jo den famøse artikelserie ”Om monoteismens uvæsen”.

Dens fire dele findes i PDF-format her:

Del 1: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnAug2005.pdf
Del 2: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnNov2005.pdf
Del 3: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnFeb2006.pdf
Del 4: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf

Det er værd at bemærke, at det er her begrebet antimonoteisme gøres kendt. Senere brug af ordet fører altså tilbage hertil. Er der nogen der er bekendt med et tidligere eksempel på brug af termen, eller kender til en alternativ udredning, må de meget gerne skrive i kommentarfeltet nedenfor. Men for nu vil jeg sige, at alle der kalder sig antimonoteist må føre termen tilbage hertil og må derfor også skulle måles i forhold til hvad antimonoteisme her beskrives som. At kalde sig antimonoteist, og samtidig afvise dennes grundlæggende begrebsforklaring, er for mig uforståeligt. Hvorfor skulle man kalde sig antimonoteist, hvis man ikke kan stå inde for hvordan begrebet blev forklaret til at begynde med?

Man har måske ikke lige fået læst hele artikelseriens del fire: ”Til dem der er enige i anti-monoteismen, eller dele heraf, men som ikke bryder sig om formen, den her præsenteres i, kan jeg kun byde deres egen formulering af en monoteisme kritik velkommen. Dette er et større, fælles anliggende som i sagens natur tåler, ja fordrer, flere forskellige bud.” Her er det retoriske knep at samle al kritik af kristendom, jødedom og islam som en (udvandet) variant af den fanatiske antimonoteisme, så al kritik bliver en del af antimonteismens samlede udtryk. At fortælle folk, at de skam også kan være en slags antimonoteister.

Det er igen det missionerende forhold, det gælder om at få så mange som muligt med på vognen, at overbevise folk om at de er antimonoteister og derved med på holdet af undertrykte under det kristne og muslimske åg.

Det står enhver frit for at kalde sig det de ønsker, men det forventes også at man kan begrunde sine valg. Efter mine første fire gæsteindlæg her på bloggen burde det stå klart, hvorfor jeg ikke er antimonoteist og ikke har noget behov for at blive det. Og det burde ligeledes stå klart, at asatroen heller intet behov har for antimonoteismen.

Os mod dem

Opbygningen af fjendebilleder tjener til at samle folk og rette deres opmærksomhed mod en ydre fjende. Denne fjende skal fremstilles stereotypt og ensidigt negativt. Fjenden gives ingen forsonende træk, nuancer bortviskes, de tillægges en historisk skyld og opføres som årsag til samfundets dårligdomme. Indadtil manes der til sammenhold, modstand mod fjendens overmagt, og afvigere betragtes som overløbere der skaber intern splid, som stækker sagen og de ædle mål. Denne mekaniske er lige så velkendt, som den er utiltalende. Uret og overgreb begås af repræsentanter af alle grupper, det være sig religiøse, nationale, politiske osv. I dag vil et flertal af den kristne majoritet ikke undertrykke andre religiøse grupper, og i sammenligning vil et flertal af asatroende ikke undertrykke andre religiøse grupper. Oplysningstiden og moderniteten har i høj grad trægt disse ideer i baggrunden og har betydet en ny religiøsitet er vokset frem, en religiøsitet der bygger på inkludering og plads til afvigere. Plads til de vantro, de frafaldne og kætterne, endda blasfemikere skal der være plads til. Det er den virkelighed de fleste her til lands vågner op til.

Det betyder ikke at alt er fryd og gammen. Der findes grupper af religiøse, der krampagtigt holder fast i gammel dogma. Der efterlyses ofte imamer, der åbent fordømmer forbrydelser begået i islams navn frem for at bortforklare det. Der rystes på hovedet af præster i indre mission, der nægter at give kvindelige præster hånd alt imens biskoppen tavst bøjer hovedet. Den stiltiende accept af normer, man ikke ellers ville acceptere, udelukkende fordi det begås af en ”trosfælle”, er flere steder almindelig. Denne adfærd efterlader de der tynges af religiøs undertrykkelse i stikken, men adfærden er faktisk ganske gavnlig for nogle, nemlig for dem der ønsker ”samlingen mod den fælles fjende”. Dem der mener egen begående uret kan retfærdiggøres når bare den rettes mod ”de andre”. De andre kan kaldes alt fra klassefjende, hedning, antireligiøs, undermenneske eller vantro, men ønsket om at undertrykke ”de andre” er det samme. Det at angribe andre for deres kætteri/polyteisme/hedenskab/monoteisme adskiller sig kun af navn, ikke af gavn. Som oplyst borger i et moderne demokrati bør man ikke være varsom med at tale disse ting midt imod. Undskylder man for det løber man andres ærende, nemlig fanatikerne på begge sider.

Pointen er, at det ganske enkelt ikke nytter noget bare at rette skytset udad og bebrejde alle andre. Har man ikke evnen til selvkritik, til at kaste det kritiske blik på sin egen gruppe og rette kritikken i den retning, så bortfalder ens troværdighed når man kritiserer andre. Nogen vil så råbe at man svigter sammenholdet. Jeg vil i stedet sige man kvalificerer sammenholdet, for et sammenhold der bygger på offermentalitet og en ”os mod dem” retorik er et sammenhold jeg ikke kan se noget givtigt ved.

Antimonoteisme er tilstræbt polariserende. Hele retorikken er bundet op på kravet om at opfatte monoteisme og polyteisme som så forskellige, at der eksisterer en fuldkommen og afgrundsdyb splittelse. Og hvor splittelsen ikke eksisterer søges antimonoteismen brugt til at så splittelsen. Men man kan godt være kritisk over for islam eller kristendom uden at være anti-muslimsk eller anti-kristen. Man kan godt være kritisk over for monoteisme uden at være antimonoteist.

Fanatisme

Verden har religiøse fanatikere nok: kristne, muslimske, jødiske, hinduistiske osv. Fanatikere ønsker altid at få andre til at danse efter deres pibe. Deres holdninger er de mest rigtige, deres følelser er de mest krænkede, deres retfærdighedssans er den mest undertrykte. Fanatikere ønsker at gøre sig selv til tingenes målestok, de er deres eget udgangspunkt. Derfor bliver fanatismen også insisterende, forlangende, docerende – missionerende. Fanatismen kan kun rumme sig selv.

Antimonoteismens udgangspunkt er fanatisk. Fanatisk had, fanatisk hævn. Kun polyteister er ægte mennesker, panteister og profanpolyteister skal ikke komme i vejen. Ateister skal holde sig væk. Monoteister er fjenden der skal bekæmpes – udslettes. Set gennem sådanne øjne, bliver alle andre størrelser også kun målt ud fra deres fanatiske udtryk. Det bliver en verden uden nuancer.

Verden over sætter religiøse fanatikere deres præg på omgivelserne. De forlanger at netop deres oplevede krænkelser og undertrykkelse har forrang. At de udgør et mindretal gør ingen forskel, de taler altid på flertallets vegne. Religiøse fanatikere forlanger altid respekt og hensyntagen – særhensyn. Er de en minoritet skal deres ret til at tale og føle ikke krænkes. Er de en majoritet skal man respektere flertallet og normerne.

Bilder disse typer sig ind, at folk faktisk ønsker at leve efter denne form for hysteri og offermentalitet? Har de skingre udsagn mon ikke udspillet sig selv nu?

Fanatisk raseri skaber mennesker, der kastes rundt i stærke vinde uden fodfæste. Her vil religiøse grupper, der ikke lader sig kaste rundt, være de klipper af fast grund, hvor fornuften holdes i hævd. Asatroen behøver ikke fanatisme, der er nok af det ude i verden i forvejen.

Antimonoteismens kortslutning

Ved gæsteblogger Peter Thays’n

Antimonoteismens indhold er allerede vel udbredt, dels gennem tidskriftet Valravn, og dels gennem Forn Sidr’s medlemsblad Vølse mm. Materialet er tilgængeligt via internettet og det danske biblioteksvæsen, så antimonoteismens grundlag skal derfor kun helt kort opsummeres. De centrale elementer er fanatisme, had og hævn. Asatroende skal udvikle et fanatisk had mod monoteismen (jødedommen, kristendommen og islam), og tilstedeværelsen af monoteismen i Danmark (og det øvrige Norden) skal hævnes. Især ”den tredje angrebsbølge”, muslimske indvandrere, skal bekæmpes og så åbenbart slås tilbage ud af Danmark med såkaldt antimonoteistisk lynstorm. Den almene befolkning skal velsagtes ikke således forkastes, men skal i stedes tilslutte sig hedenskabet (polyteismen), eller forberede sig på at blive behandlet som landsforrædere og værnemagere. Argumentet er, at der vil være krig mellem polyteisme og monoteisme indtil den ene part er ophørt med at eksistere. Endemålet er, at udrydde monoteismen og dens støtter, og forbyde den ved lov. På denne baggrund virker det måske dybt bizart, men det hævdes blandt antimonoteister, at antimonoteismens udgangspunkt er naturligt, heroisk og tillidsbaseret.  Over for det er monoteismen en unaturlig, tyrannisk og undertrykkende religiøs forestilling. Man forsøger at stille én sandhed (monoteisme) over for flere sandheder (polyteisme) og postulerer, at man stiller tolerance over for intolerance. Hvor håbløs denne opstilling mellem monoteisme og polyteisme end måtte være er det dog ikke emnet for nu.

Jeg vil i stedet stille spørgsmålet: Hvor er det heroiske i at udråbe jøder, kristne og muslimer til smittebærere af en religiøs pest, eller at opfordre til at hedenske børn opdrages til fanatisk had mod hele befolkningsgrupper baseret udelukkende på om de har en eller flere guder? Denne åbenlyse opfordring til snæversyn og intolerance står i grel modsætning til det billede af en mangfoldig og naturlig polyteisme, som hævdes at være hedenskabet. Det lykkes antimonoteisterne, at levere det bedste modbevis på egne påstande, og fremstå lige præcist så fordømmende, som de anklager andre for at være. Hvad er vundet ved at bekæmpe religiøs intolerance ved selv at blive så intolerant som overhovedet muligt? Det er som at bekæmpe indskrænkethed med endnu mere indskrænkethed. Eller dumhed med endnu mere dumhed. Problemet er ikke bare, at antimonoteismen er åbenlyst selvmodsigende. Den placerer også asatroen i den række af religioner her i verden, der kræver diskrimination og fordømmelse, samt opfordrer til had og krig mod dem der er anderledes. Et massivt dementi af antimonoteismens påstande om egen polyteistisk herlighed. Man må konkludere, at den oppustede selvheroisering og bovlamme magtbrynde, som ligger i antimonoteismens sprog, hurtigt punkteres af egne kortslutninger. Man bør aldrig følge propagandister, der er blændet af had.

Det ironiske i denne affære er, at, på et punkt har antimonoteisterne dog en pointe, nemlig af asatroen faktisk har en god mulighed for at udvikle sig som en ganske moderne og forbilledlig religion. En af de afgørende pointer her er, at i kilderne til den nordiske mytologi optræder der ikke rigtigt doktriner, ord eller begreber for kategorisk fordømmelse af andre religioner eller deres tilhængere. Dette er elementer, der indgår i andre religioner, eksempelvis kristendommen og islam, med betegnelser som vantro, kætter, hedning, samt udnævnelsen af andre religioner og guder som falske.  Et andet punkt hvor asatroens myter adskiller sig fra disse religioner er i missionsbuddet, for der eksisterer ikke nogle bud om at omvende andre og underlægge sig så mange folkeslag som muligt. Endeligt rummer myterne ikke de samme generelle fordømmelser af ”afvigere”, såsom syndere eller urene. Så der er ikke de samme muligheder i mytologien for at føre asatroen ned af sådanne stier – ønsker man alligevel at gøre dette, er det noget man må finde inspiration til andre steder. Og det er da også netop hvad antimonoteisterne gør, med en meget prædikende og forkyndende form, der netop benytter sådanne begreber, eksempelvis ved at udråbe andre religioner som antireligiøse, unaturlige eller til at være som åndssygdomme.  Når man prøver, at presse sådanne tolkninger ind i asatroen, begår man en ugerning, man ringeagter sin egen overleverede mytologi. Antimonoteisterne synes opsatte på, at forvandle asatroen til at være netop det, de anklager andre for at være. Når man foregiver at være forkæmper for frihed og heroisk tillid, men samtidig ad bagvejen prøver at benytte sig af netop det fanatiske had og den fordømmende retorik, som man klandrer andre for at praktisere, kaldes det dobbeltmoral eller hykleri. Denne ”tilføjelse” til asatroen kan ikke bruges til noget hverken nu eller fremadrettet.

Det er en ikke helt alminelig ting når en ny religion opstår og bider sig fast. Asatroen er på denne kurs, og der er ingen som helst grund til at begå de fejl som andre religioner har gjort før. Vi kan være glade for at asatroen har den luksus, at være opstået på denne side af oplysningstiden.  Man kan med rette kritisere andre religioner, men det er ganske enkelt for tåbeligt først at kritisere andre, for dernæst at opfordre til, at blive præcis det man ellers klandrer andre for at være. Kristendom og islam kan kritiseres for deres opfattelser af vantro og hedenskab; hinduismen kan kritiseres for det undertrykkende kastesystem, buddhismen for sin ivrige missionsvirksomhed. Og fanatikere og fundamentalister af enhver art kan kritiseres for deres fordømmelser af alt der er anderledes. Men kritik der bunder i dobbeltmoral er aldrig gyldig og som asatroende opnår man intet ved at adoptere disse former for adfærd. Uskik bliver ikke god skik, bare fordi den søges svøbt i asatroens gevandter.

Spørgsmål eller kommentarer? Skriv gerne nedenfor.

1 3 4 5

Jeg ved hvor du bor

Den her hjemmeside bruger alle mulige luskede kneb fra Google og Facebook til at spore dig og tjene penge på dig. Simpelthen fordi jeg er nysgerrig og fordi det er meget nemt tjente penge. Oplysningerne gemmes i små fodspor kaldet cookies. Hvis du ikke bryder dig om det, så gør som jeg: brug Firefox og tilføjelser som Privacy Badger og Self-Destructed Cookies. Du kan også selv slette dine fodspor, men nogle er faktisk ret nyttige.

Sporene

Nyeste ytringer

  • Gamle nordiske navne (86)
    • Storm

      Hej Ida, tak for din henve ndels e. Umidd elbar t ved jeg ikke helt hvad du tænke r på. Kauna betyd er bylt, men det er navne t på en rune ...

      1/10-'17, 10:03

    • Ida

      Hej Jeg minde s at have set i bog, et nordi sk navn som betyd er "klod set" eller "bylt " men har glemt navne t? Kan huske at jeg synes ...

      24/9-'17, 23:28

    • Storm

      Hej Gorm, tak for din henve ndels e og bekla ger det meget sene svar. Umidd elbar t kan jeg ikke komme i tanke om nogle navne , der kunne betyd e ...

      12/7-'17, 12:36

  • Sine meningers mod (næsten) (1)
    • Jack Jensen

      Er meget enig i en ting ... at den natio nalso ciali stisk e bevæg else ikke formå ede at bring e den fulde manif estat ion af Odins ånd frem ... grine r

      18/8-'17, 21:53

  • Folkebaseret asatro (2)
    • Jesper Hedemann Hansen

      Nazi og deraf beteg nelse n "nazi sme", blev opfun det af de allie redes propa ganda maski ne, der stadi g er i gang. Den korre kte beteg nelse er natio nalso ciali ster. I det hele taget ...

      16/6-'17, 21:41

  • Livets højtider (10)
    • Pernille

      Hej. Min søn er ikke døbt, da vi havde et ønske om, at han selv skull e danne sig et indtr yk af de forsk ellig e tros retni nger ...

      12/5-'17, 9:21

  • Older »