Livtraser

Edsring og Hammer - Wikimedia Commons

Asatro er troen på den gamle tro, troen som var før kristendommen kom til Danmark. Asatroen har også en fod i folketroen, hvor flere elementer fra den gamle skik har overlevet.

Vores mest direkte kilde til myterne er de kvad, som er overleveret i Codex Regius, som lidt ukorrekt, populært kaldes den Ældre Edda. Når jeg læser kvadene, finder jeg noget, der passer til mit liv. Jeg finder en moral og livsholdning, der passer til mine idealer.

Asatroen er et nyere ord, der kom frem i det 19. århundrede. De gamle nordboer havde ikke et navn for deres religion, da de mødte kristendommen. Derfor kaldte de deres religion for den gamle skik (forn siðr) modsat kristendommen, der var den nye skik. Hedenskab er egentlig et nedsættende udtryk, men et ord der bruges i flæng – også i asatromiljøet. Egentlig er ordet dækkende over alle dem som ikke er kristne, senere udvides betydningen til alle dem, der ikke er monoteister. Jeg bruger selv ordet hedning af og til. Simpelthen fordi, at jeg ikke syntes, at ordet ‘asatro’ dækker min overbevisning. Jeg mangler virkelig et navn til min tro.

Da jeg fandt hjem

I marts 1998 deltog jeg i mit første blot afholdt af Bent Dahlin ved en stensætning på Djursland. Dengang var der ikke mange asatroende i Danmark, og selvom jeg tog til Aarhus for at deltage, var vi ikke mere end 6-7 stykker.

Den følelse jeg følte, da jeg deltog i blotet, var en stærk kraft. Jeg følte mig energifyldt og glad. Vigtigst af alt havde jeg en følelse af at være kommet hjem. Det lyder måske sært. Jeg er opdraget kristent, men havde aldrig opfattet mig som det. Jeg definerede mig selv som ateist. Pludselig blev jeg mødt med det spirituelle. Pludselig gav det hele mening. Brikkerne faldt på plads. Den tro jeg havde fundet, satte ord på min etik og moral. Den gav også pludselig mening til de danske skikke – den berigede min kultur.

Mennesket i midten

At beskrive en religion med få ord er en udfordring. Asatroen sætter mennesket i centrum – i hvert fald for menneskerne. Livets ritualer – knæsætning, ynglingevielse, bryllup og gravfærd – de handler alle om mennesker, og sætter guderne i anden række. Ligeså med livet og døden. Efter døden er der ingen gud, der skal veje mine gerninger. Dem, der dømmer, er dine medmennesker. Du skal behandle dine medmennesker godt, fordi du har lyst til det. Livet handler om at nyde det, så længe det varer. Livet leves i hallen, i dine familie og venners skød – dem du elsker. Det er her man finder lykken og meningen med livet. Det bliver dermed en meget umaterialistisk tro og en tro på, at man skal leve i nuet. Ikke forstået sådan at rigdom er af et onde. I stedet er rigdom en gave, der skal bruges vis til at investere i mere lykke.

Odin lever!

Ja, jeg tror på guderne. Jeg har mærket magterne, når jeg bloter. Jeg har mærket dem, når jeg sidder på højen med blikket fjernt mod horisonten. Hver guddom har sine særheder og egenskaber. De har personligheder. De er som mennesker: Nogles bane krydses hurtigt, andre bliver gode bekendte, men så er der dem, der bliver dine venner. De giver dig gaver og glæde til gengæld for dine gaver og glæde for dem.

I 1997 holdt jeg et simpelt, hurtigt sammensat blot til Odins ære. Jeg viede mit blod til Odin. Jeg anede ikke, at asatroen fandtes. Jeg anede ikke engang, at jeg holdt et blot. Men Odin tog i mod mit offer, og et år efter stod jeg i blotcirkel på Djursland. Siden har Odin været min nære ven og en loyal allieret. Jeg har et særligt forhold til Odin. Odin er en vis og ophøjet gud. Han er en konge. Så jeg beder ham ikke om noget. Jeg ærer ham og takker ham. Han er en vejviser og en lærermester. Jeg finder stor inspiration i ham, og en lyst til at søge viden.

Det er så mit forhold til guderne. Jeg har ikke tal på det, men der er stor forskel asatroende i mellem, hvordan de opfatter guderne, og hvordan de bruger dem. Jeg har mødt nogle som mig. Jeg har mødt nogle, der nærmest er ateister. Så er der dem, som mener, de er arketyper – at de repræsentere forskellige sider af menneskerne og verden. Der er stor forskel, men det vil jeg tro gælder i de fleste religioner.

Vi ses på Idasletten?

Nogle asatroende regner med at komme i Valhal. Andre mener at navnet og mindet er det vigtigste. Jeg hælder mest til at Valhal er en misforståelse. At navnet er vigtigt, er jeg delvis enig i. Jeg er glad for det fingeraftryk, jeg sætter på verden – om det er gennem mit ord eller mit blod i mit barn er mindre vigtigt.

For mig er det vigtigste, at vi ikke har nogen idé om, hvad der skal ske. Det kan jeg forholde mig til. Det er noget, jeg kan spekulere over, men ikke komme tættere på et svar. Jeg har en stærk skæbnetro, og der er en mening med, at vi ikke skal vide det. Vi skal nyde livet i uvished om, om denne dag er din sidste. Du skal gribe mulighederne, men huske at høste og nyde frugterne.

This is my reality, now tell me yours

Jeg har en følelse af, at jeg har fundet det rigtige for mig. Jeg er så stærk i min tro, at det ikke slår nogen skår af den at møde andres tro. Faktisk kan det berige min tro, at høre på andres udlægning. De skal bare respektere, at jeg ikke nødvendigvis er enig. Jeg syntes begrebet religion, er et meget spændende emne, som jeg ikke kan lære nok om – uanset hvilken det er. Når jeg går forbi en helligdom, så må jeg bare ind og se den.

Brænd tændt ved brand
brænder, til brand er slukt,
flamme avles af flamme;
mennesker lærer
af menneskes ord,
kun et fæ skyr folk

Den Højes Tale, Den Ældre Edda,
oversat af Martin Larsen fra bogen
“Guder, Helte og Godtfolk”

Godt og ondt

Mange mennesker ser verden som en kampplads mellem det gode og det onde. Groft sagt så er man enten med mig eller i mod mig. De har et dualistisk sort/hvidt billede af tilværelsen. Alle ting har en modsat rettet ting. Som du sikkert kan høre, er jeg ikke enig i den udlægning. Jeg er ikke dualistisk, jeg ser hele farvepaletten. Jeg benægter ikke, at der sker frygtelige ting i verden. Jeg benægter ikke, at der findes godt og ondt. Det jeg gør op med, er at der er en god og en ond  kraft, der styrer vores handlinger. Mange der begår onde ting, gør det sjældent med en bevidst ond mening, der kan være mange forskellige bagved liggende grunde – bevidst eller ubevidst. Problemet med godt og ondt er, at det er subjektivt. Det, der føles godt og rigtig for nogen, kan virke ondt og modbydeligt for andre. For at tage et eksempel: autonome deltager i gadekampe med politiet. De autonome mener, de gør en god samfundsnyttig gerning, som politiet forhindrer dem i. Politiet er for de autonome onde. Omvendt mener politiet, at de gør en god samfundsnyttig gerning, ved at standse autonome i at bryde i loven. For dem er de autonome de onde. I dette eksempel kan jeg vitterlig ikke se en kamplads mellem godt og ondt. Jeg ser en kampplads mellem to modstridende interesser. Et andet eksempel: En haj er et farligt dyr, der kan dræbe mennesker. For os gør den en ond handling, men den gør det kun fordi den er på jagt efter mad – ikke for at være ond.

Den nordiske mytologi har ikke et dualistisk verdensbillede. Guderne er ikke kun gode, og jætterne er ikke kun onde. Faktisk gifter guderne sig med jætterne. Jeg kan godt lide billedet af, at guderne er kulturen, mens jætterne er naturen. Guderne har brug for jætterne, men de holder dem også nede, for ellers ryger den kultiverede verden. Jætterne var der før guderne, og guderne søger visdom hos dem. Hvilket giver god mening, hvis man ligger billedet af naturen og kulturen på.

Popularity: 5%