Der hersker nogle gange en del usikkerhed om hvad antimonoteismen egentligt er eller skulle stå for. Dette er lidt spøjst, da det er meget nemt at danne sig et klart overblik. Man skal bare gå tilbage til det tidspunkt hvor begrebet antimonoteisme blev introduceret til det danske asatromiljø, og det skete i 2005. Det dukkede op forskellige steder, men den mest grundige udredning af antimonoteismen, der stadigvæk er offentligt tilgængelig, var jo den famøse artikelserie ”Om monoteismens uvæsen”.

Dens fire dele findes i PDF-format her:

Del 1: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnAug2005.pdf
Del 2: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnNov2005.pdf
Del 3: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnFeb2006.pdf
Del 4: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf

Det er værd at bemærke, at det er her begrebet antimonoteisme gøres kendt. Senere brug af ordet fører altså tilbage hertil. Er der nogen der er bekendt med et tidligere eksempel på brug af termen, eller kender til en alternativ udredning, må de meget gerne skrive i kommentarfeltet nedenfor. Men for nu vil jeg sige, at alle der kalder sig antimonoteist må føre termen tilbage hertil og må derfor også skulle måles i forhold til hvad antimonoteisme her beskrives som. At kalde sig antimonoteist, og samtidig afvise dennes grundlæggende begrebsforklaring, er for mig uforståeligt. Hvorfor skulle man kalde sig antimonoteist, hvis man ikke kan stå inde for hvordan begrebet blev forklaret til at begynde med?

Man har måske ikke lige fået læst hele artikelseriens del fire: ”Til dem der er enige i anti-monoteismen, eller dele heraf, men som ikke bryder sig om formen, den her præsenteres i, kan jeg kun byde deres egen formulering af en monoteisme kritik velkommen. Dette er et større, fælles anliggende som i sagens natur tåler, ja fordrer, flere forskellige bud.” Her er det retoriske knep at samle al kritik af kristendom, jødedom og islam som en (udvandet) variant af den fanatiske antimonoteisme, så al kritik bliver en del af antimonteismens samlede udtryk. At fortælle folk, at de skam også kan være en slags antimonoteister.

Det er igen det missionerende forhold, det gælder om at få så mange som muligt med på vognen, at overbevise folk om at de er antimonoteister og derved med på holdet af undertrykte under det kristne og muslimske åg.

Det står enhver frit for at kalde sig det de ønsker, men det forventes også at man kan begrunde sine valg. Efter mine første fire gæsteindlæg her på bloggen burde det stå klart, hvorfor jeg ikke er antimonoteist og ikke har noget behov for at blive det. Og det burde ligeledes stå klart, at asatroen heller intet behov har for antimonoteismen.

Opbygningen af fjendebilleder tjener til at samle folk og rette deres opmærksomhed mod en ydre fjende. Denne fjende skal fremstilles stereotypt og ensidigt negativt. Fjenden gives ingen forsonende træk, nuancer bortviskes, de tillægges en historisk skyld og opføres som årsag til samfundets dårligdomme. Indadtil manes der til sammenhold, modstand mod fjendens overmagt, og afvigere betragtes som overløbere der skaber intern splid, som stækker sagen og de ædle mål. Denne mekaniske er lige så velkendt, som den er utiltalende. Uret og overgreb begås af repræsentanter af alle grupper, det være sig religiøse, nationale, politiske osv. I dag vil et flertal af den kristne majoritet ikke undertrykke andre religiøse grupper, og i sammenligning vil et flertal af asatroende ikke undertrykke andre religiøse grupper. Oplysningstiden og moderniteten har i høj grad trægt disse ideer i baggrunden og har betydet en ny religiøsitet er vokset frem, en religiøsitet der bygger på inkludering og plads til afvigere. Plads til de vantro, de frafaldne og kætterne, endda blasfemikere skal der være plads til. Det er den virkelighed de fleste her til lands vågner op til.

Det betyder ikke at alt er fryd og gammen. Der findes grupper af religiøse, der krampagtigt holder fast i gammel dogma. Der efterlyses ofte imamer, der åbent fordømmer forbrydelser begået i islams navn frem for at bortforklare det. Der rystes på hovedet af præster i indre mission, der nægter at give kvindelige præster hånd alt imens biskoppen tavst bøjer hovedet. Den stiltiende accept af normer, man ikke ellers ville acceptere, udelukkende fordi det begås af en ”trosfælle”, er flere steder almindelig. Denne adfærd efterlader de der tynges af religiøs undertrykkelse i stikken, men adfærden er faktisk ganske gavnlig for nogle, nemlig for dem der ønsker ”samlingen mod den fælles fjende”. Dem der mener egen begående uret kan retfærdiggøres når bare den rettes mod ”de andre”. De andre kan kaldes alt fra klassefjende, hedning, antireligiøs, undermenneske eller vantro, men ønsket om at undertrykke ”de andre” er det samme. Det at angribe andre for deres kætteri/polyteisme/hedenskab/monoteisme adskiller sig kun af navn, ikke af gavn. Som oplyst borger i et moderne demokrati bør man ikke være varsom med at tale disse ting midt imod. Undskylder man for det løber man andres ærende, nemlig fanatikerne på begge sider.

Pointen er, at det ganske enkelt ikke nytter noget bare at rette skytset udad og bebrejde alle andre. Har man ikke evnen til selvkritik, til at kaste det kritiske blik på sin egen gruppe og rette kritikken i den retning, så bortfalder ens troværdighed når man kritiserer andre. Nogen vil så råbe at man svigter sammenholdet. Jeg vil i stedet sige man kvalificerer sammenholdet, for et sammenhold der bygger på offermentalitet og en ”os mod dem” retorik er et sammenhold jeg ikke kan se noget givtigt ved.

Antimonoteisme er tilstræbt polariserende. Hele retorikken er bundet op på kravet om at opfatte monoteisme og polyteisme som så forskellige, at der eksisterer en fuldkommen og afgrundsdyb splittelse. Og hvor splittelsen ikke eksisterer søges antimonoteismen brugt til at så splittelsen. Men man kan godt være kritisk over for islam eller kristendom uden at være anti-muslimsk eller anti-kristen. Man kan godt være kritisk over for monoteisme uden at være antimonoteist.