var at jeg mistede troen på kristenheden og om sommeren satte denne sang det sidste søm i min barnetros kiste.
Konfirmation er et etisk overgreb på børn. Det følte jeg på egen krop. Men det var min manddomsprøve, der sparkede mig ind i de voksnes rækker og fik mig til at definere først, hvad jeg ikke stod for og så senere hvad jeg stod for. Min tvivl på kristendommen blev til et had, der tog mange år at slukke.
Da jeg som yngling i 1.g åbnede I.P. Jacobsens Niels Lyhne første gang, anede jeg ikke hvilken åbenbaring, der gemte sig for mig i den gamle støvede bog. Siden har tiden 1870-1900 været min yndlings tid. Den vækkede min lyst til at dyrke historien, religionen, filosofien, kunsten og poesien. Måske derfor er jeg også grebet af steam punk tanken 🙂
»Der er ingen Gud, og Mennesket er hans Profet!« sagde Niels bittert, men ogsaa bedrøvet.
»Ja, ikke sandt!« spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: »Atheismen er dog grændseløs nøgtern, og dens Maal er jo til syvende og sidst ikke andet end en desillusioneret Menneskehed. Troen paa en styrende, dømmende Gud, det er Menneskehedens sidste store Illusion, og hvad saa, naar den har tabt den? Saa er den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.«
»Men,« udbrød Niels Lyhne, »fatter De da ikke, at den Dag, Menneskeheden fri kan juble: der er ingen Gud, den Dag skabes der som med et Trylleslag ny Himmel og ny Jord. Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gjæster en stakket Tid, men al vor Tid. Og hvilken Intensitet vil det ikke give Livet, naar Alt skal rummes i det, og Intet er lagt hen udenfor. Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der troes, naar Himlen er tom, da vil den bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd. Godhed, Retfærdighed, Visdom, hvem kan nævne dem alle? Begriber De ikke, hvilken Adel det vil brede over Menneskeheden, naar den frit kan leve sit Liv og dø sin Død, uden Frygt for Helved eller Haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med Haab til sig selv? Hvor vil Samvittigheden ikke vokse, og hvilken Fasthed vil det ikke give, naar daadløs Anger og Ydmyghed Intet mer kan sone, og ingen anden Tilgivelse er mulig, end at gjøre godt med Godt, det Onde, man forbrød med Ondt.«
»De maa have en vidunderlig Tro paa Menneskeheden; Atheismen vil jo komme til at stille større Fordringer til den, end Kristendommen gjør.«
Niels Lyhne (1880) af gode gamle I.P.
Jeg har den overbevisning, at alting er styret af skæbnen. Vi er alle bundet af nornernes dom. Om nornerne bestemmer skæbnen ved runestave, spinder et net eller står ved barselssengen er underordnet. Vi er alle bundet af skæbnen. Guder, mennesker, dyr og jætter.
Ens religiøse overbevisning er ikke statisk. Når man følger en religion, åbner lag på lag sig. Desto dybere du graver, desto mere finder du. Hvad der ved første øjekast er en ligetil og simpel konklusion kan åbenbare sig på nye dybder. Du ved det, du har behov for at vide for at være her og nu. Jeg tror på, at vi er bundet af skæbnen. Vi har en illusion om en fri vilje, men vi er alle af Ymers kød og bundet sammen på kryds og tværs. Alt det der er tilfældigt, er slet ikke tilfældigt. Du er ikke herre over noget i dit liv. Har du mælk i køleskabet? Hvorfor? Fordi du har købt det? Men du er jo ikke herre over, hvad de sælger i supermarkedet. Om der er generalstrejke, så kølediskene er tomme. Eller at du ikke har penge på kontoen, fordi du har mistet dit arbejde, da nogle banker i USA spekulerede i boliger og verdensøkonomien krakkede.
Vi er alle sammen afhængige af hinanden. Jeg tror ikke på en dualistisk verden, der balancerer mellem godt og ondt. Det er trods alt nemmere at balancere med to kopper end 1.000 kopper. Nornerne er dem, der holder balancen. Holder trådene om du vil. De er urokkelige.
I buddhismen er det ypperste at slippe ud af hjulet. I den nordiske religion handler det om at holde hjulet kørerne. Hvis hjulet stopper og nornerne mister kontrollen, bryder verden sammen i et Ragnarok. Men efter Ragnarok kommer en ny verden igen, hjulet har drejet. Forår afløser vinter. Guderne og mennesker samarbejder om at holde hjulet kørerne – at opretholde livet. Odin søger konstant viden for at undgå det uundgåelige. Og vi holder hjulet kørerne ved at levere afkom, passe på hinanden og vores jord mens vi i gensidig kontakt med guderne til dagligt og til blotene støtter hinanden i det overordnede mål. At opretholde livet.
Men det giver jo ingen mening. Når vi jo ikke har en fri vilje. Når nornerne sidder omme bag ved og bestemmer det hele. Nornerne er som tyngdekraften. Vi kan ikke slippe ud af den. Du kan godt prøve. Men vi er bundet af denne verdens love og det er nornerne, der holder os bundet. Vi er bundet til at gøre, som vi gør.
Tillykke Søren med de 200 år
Meddeelses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, der kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed – men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende.
Søren Kierkegaard, 1847
Søren Kierkegaard, 1846
Der er fra tid til anden en del snak omkring sammenblanding af politik og asatro. Den generelle holdning er, at dersom religion og politik generelt ikke skal blandes sammen, så skal asatroen også (overvejende) være apolitisk eller politisk neutral. Derved skulle asatroen blive et rent spirituelt eller åndeligt emne. Et sted hvor denne adskildelse ikke tilstræbes er i forbindelse med antimonoteismen. Her er det politiske hele grundlaget for, at antimonoteismen overhovedet har et projekt og et formål. Dette er vigtigt at holde sig for øje, antimonotismen er ikke først og fremmest asatro-orienteret, den orienterer sig mod en påstået besættelsesmagt (=kristne), men først og fremmest mod udefrakommende angribere (= indvandrere, = muslimer). I den forbindelse er det interessant, at undersøge to begreber, som antimonoteister benytter til at beskrive sig selv: etnopluralistisk og identitær.
Etnopluralismen handler om, at man skal adskille forskellige etnitiske kulturer og folk. Dette skal forstås således, at det er til skade hvis sådanne grupper blandes. Ideen er, at man trives bedst adskildt, og i forlængelse af antimonotismen, at den rigtige gruppe helt skal fortrænge de andre grupper, altså at polyteister helt skal fortrænge monoteister fra Norden. Her må formodes et etnisk skæl, ellers ville man jo ikke hænge sin pluralisme op på termen etno, så ”gammel danskere” skal vel konverteres, nydanskere sendes hjem til deres eget etniske ophav. Etnopluralisme kan faktisk tage udgangspunkt i, at forskellige kulturer er ligeværdige, og derved fortjener egen autonomi. Det er tydeligt, at antimonotismens etnopluralisme slet ikke tænker i disse baner, monoteistiske kulturer stemples som menneskefjendske og unaturlige, og derved som inferiøre.
Det andet begreb er identitær. Dette handler om at et menneskes identitet hænger helt tæt sammen med dets kulturelle ophav. Ideen her er, at man som skandinav eller nordisk, er naturligt forbundet med sit ophav, og hører naturligt hjemme i norden. Underforstået at andre ikke hører naturligt hjemme her, altså at andre etniske og kulturelle grupper ikke hører naturligt til i norden. Det er ideerne om folket og landet, blodet og jorden, der er i centrum. Det oprindelige, naturlige, nationale skal beskyttes og holdes rent. Både etnopluralismen og den identitære ide er klart politiske ideer.
Kobler man så det etnopluralistiske og identitære til asatroen, som antimonoteisterne gør, bliver det til hvad man kunne udtrykke således: Asatro kun for de nordiske, norden kun for asatroende. Det bliver til slagord som ”Værn om Norden”, der lefler for det nationalistiske og ”folket”. I denne optik bliver asatroen den naturlige og ægte nordiske etniske religion og identitet, der ligger i krig med det/de fremmede. Dette tager asatroen til indtægt for en politisk dagsorden, der trækker asatroens ry gennem sølet. At dette accepteres i vid udstrækning i den danske asatromiljø er en ubetinget skændsel.
Der er så dem der spørger om antimonoteisme ikke er nazisme, racisme eller fundamentalisme.
Det er helt korrekt, at det identitære og etnoplurasistiske anvendes af både nazister og racister, og at disse tanker passer som fod i hose i de kredse. Men det betyder ikke at antimonoteismen er hverken nazistisk eller racistisk i sit udgangpunkt hævdes det. Faktisk bryster antimonoteismen sig af at være ikke-racistisk, forklaret ved, at hader man kun islam og muslimer bliver man kaldt racist, hader man alle monoteister så kan man komme rundt om anklagen. Tak for tippet!
Ok, så siger vi at det ikke har noget med racisme at gøre, men antimonoteismen ønsker så tilgengæld at diskriminere på næsten samtlige andre tænkelige parametre hvor man kan. Eksempelvis handler antimonoteisme om at afskaffe religionsfriheden. Hermed menes en decideret diskriminerende religionspolitik, komplet med forbud og kriminalisering af de ”unaturlige” religioner. Når antimonoteister udråber sig som tolerante, i forventning om at folk hopper på den, må de jo gå ud fra at andre folk, især andre asatroende, vitterligt er meget småt begavede.
Angående det fundamentalistiske må det siges, at antimonoteismens fanatisme ikke rimer på fundamentalisme. Fundementalister i religiøs forstand forsøger at håndhæve en bestemt hellig tradition, og forsøger at forholde sig snævert og oprindeligt til en bestemt religøs kilde – typisk en tekst. Antimonoteismen er netop ikke fundamentalistisk, da den ikke følger nogle kilder konsekvent, faktisk stemmer antimonoternes såkaldte hedenskab slet ikke overens med store dele af kildematerialet til den norrøne religion. Deres (politiske) ideer er noget antimonoteisterne presser ned over myterne og kilderne i øvrigt, og følgeligt forsøger at presse ind i asatroen.
Det er en skam at understøtte denne ”asatro”, hvad enten der er tale om aktiv støtte eller passiv accept, om man faktisk tror på den, eller ”bare” accepterer den i rummelighedens navn.
