Der er fra tid til anden en del snak omkring sammenblanding af politik og asatro. Den generelle holdning er, at dersom religion og politik generelt ikke skal blandes sammen, så skal asatroen også (overvejende) være apolitisk eller politisk neutral. Derved skulle asatroen blive et rent spirituelt eller åndeligt emne. Et sted hvor denne adskildelse ikke tilstræbes er i forbindelse med antimonoteismen. Her er det politiske hele grundlaget for, at antimonoteismen overhovedet har et projekt og et formål. Dette er vigtigt at holde sig for øje, antimonotismen er ikke først og fremmest asatro-orienteret, den orienterer sig mod en påstået besættelsesmagt (=kristne), men først og fremmest mod udefrakommende angribere (= indvandrere, = muslimer). I den forbindelse er det interessant, at undersøge to begreber, som antimonoteister benytter til at beskrive sig selv: etnopluralistisk og identitær.
Etnopluralismen handler om, at man skal adskille forskellige etnitiske kulturer og folk. Dette skal forstås således, at det er til skade hvis sådanne grupper blandes. Ideen er, at man trives bedst adskildt, og i forlængelse af antimonotismen, at den rigtige gruppe helt skal fortrænge de andre grupper, altså at polyteister helt skal fortrænge monoteister fra Norden. Her må formodes et etnisk skæl, ellers ville man jo ikke hænge sin pluralisme op på termen etno, så ”gammel danskere” skal vel konverteres, nydanskere sendes hjem til deres eget etniske ophav. Etnopluralisme kan faktisk tage udgangspunkt i, at forskellige kulturer er ligeværdige, og derved fortjener egen autonomi. Det er tydeligt, at antimonotismens etnopluralisme slet ikke tænker i disse baner, monoteistiske kulturer stemples som menneskefjendske og unaturlige, og derved som inferiøre.
Det andet begreb er identitær. Dette handler om at et menneskes identitet hænger helt tæt sammen med dets kulturelle ophav. Ideen her er, at man som skandinav eller nordisk, er naturligt forbundet med sit ophav, og hører naturligt hjemme i norden. Underforstået at andre ikke hører naturligt hjemme her, altså at andre etniske og kulturelle grupper ikke hører naturligt til i norden. Det er ideerne om folket og landet, blodet og jorden, der er i centrum. Det oprindelige, naturlige, nationale skal beskyttes og holdes rent. Både etnopluralismen og den identitære ide er klart politiske ideer.
Kobler man så det etnopluralistiske og identitære til asatroen, som antimonoteisterne gør, bliver det til hvad man kunne udtrykke således: Asatro kun for de nordiske, norden kun for asatroende. Det bliver til slagord som ”Værn om Norden”, der lefler for det nationalistiske og ”folket”. I denne optik bliver asatroen den naturlige og ægte nordiske etniske religion og identitet, der ligger i krig med det/de fremmede. Dette tager asatroen til indtægt for en politisk dagsorden, der trækker asatroens ry gennem sølet. At dette accepteres i vid udstrækning i den danske asatromiljø er en ubetinget skændsel.
Der er så dem der spørger om antimonoteisme ikke er nazisme, racisme eller fundamentalisme.
Det er helt korrekt, at det identitære og etnoplurasistiske anvendes af både nazister og racister, og at disse tanker passer som fod i hose i de kredse. Men det betyder ikke at antimonoteismen er hverken nazistisk eller racistisk i sit udgangpunkt hævdes det. Faktisk bryster antimonoteismen sig af at være ikke-racistisk, forklaret ved, at hader man kun islam og muslimer bliver man kaldt racist, hader man alle monoteister så kan man komme rundt om anklagen. Tak for tippet!
Ok, så siger vi at det ikke har noget med racisme at gøre, men antimonoteismen ønsker så tilgengæld at diskriminere på næsten samtlige andre tænkelige parametre hvor man kan. Eksempelvis handler antimonoteisme om at afskaffe religionsfriheden. Hermed menes en decideret diskriminerende religionspolitik, komplet med forbud og kriminalisering af de ”unaturlige” religioner. Når antimonoteister udråber sig som tolerante, i forventning om at folk hopper på den, må de jo gå ud fra at andre folk, især andre asatroende, vitterligt er meget småt begavede.
Angående det fundamentalistiske må det siges, at antimonoteismens fanatisme ikke rimer på fundamentalisme. Fundementalister i religiøs forstand forsøger at håndhæve en bestemt hellig tradition, og forsøger at forholde sig snævert og oprindeligt til en bestemt religøs kilde – typisk en tekst. Antimonoteismen er netop ikke fundamentalistisk, da den ikke følger nogle kilder konsekvent, faktisk stemmer antimonoternes såkaldte hedenskab slet ikke overens med store dele af kildematerialet til den norrøne religion. Deres (politiske) ideer er noget antimonoteisterne presser ned over myterne og kilderne i øvrigt, og følgeligt forsøger at presse ind i asatroen.
Det er en skam at understøtte denne ”asatro”, hvad enten der er tale om aktiv støtte eller passiv accept, om man faktisk tror på den, eller ”bare” accepterer den i rummelighedens navn.