For noget tid siden blev jeg skilt. Der er nok næppe nogle lykkelige skilsmisser, men vi blev skilt som venner. Boet delte vi ligeligt. I en skilsmisse er der ingen vinder og for at en skilsmisse skal ende godt, må begge parter være indstillet på at give store indrømmelser.

I sin tid blev vi gift både i Folkekirken og i asatroen. Dengang som nu har vi stor respekt for hinandens tro. Derfor var jeg glad for, at min eks uden videre sagde ja til et skilsmisseritual i asatroen. Bryllupsløftet blev i sin tid givet på en edsring under vidners påhør og den bør så vidt muligt hæves på ordentligvis – da løfter har en religiøs hellighed i asatroen. Derfor mødes min eks og jeg på den gravhøj, hvor jeg friede for at hæve eden. Det bliver et simpelt ritual. Gydjen fra brylluppet kommer med sin edsring. De to vidner fra dengang – min blodsbror og hendes blodssøster – bevidner at eden er hævet. Derefter hugger gydjen et bånd over, som symbol for at det er brudt. Derefter siger vi farvel og går hvert til sit.

Det er vist ret almindeligt at have skilsmisseritual i asatroen, da eden jo netop er hellig. Umiddelbart kender jeg ikke nogle skilte asatroende, der ikke har hævet eden igen ved et lille ritual. Så det bliver godt at få den hævet.

Jeg kan se, at nogle søger på asatro og nytårsaften. Nytårsaften er ikke en religiøs højtid – heller ikke for asatroende. Derfor er asatroendes nytårsaften fuldstændig som alle andre danskeres. Vi har heller ingen religiøse love vi skal overholde, så vi må spise det vi har lyst til og drikke det vi har lyst til. Vi sætter også en religiøs ære og betydning i en god fest.

Personligt siger nytårsaften mig ingenting og jeg fejrer den faktisk helst ikke.

Det med småt: asatroende er fritaget fra at have en kirke, præster eller overhoveder, der siger hvad der er den rigtige asatro. Derfor er det kun min udlægning af, hvad jeg ser asatroende gøre. OG det er skønt det er sådan – om end noget besværligt. Men frihed har aldrig været den nemme løsning.