En hjemmeside der kalder sig Netmagasinet P77 har udgivet en artikel ved navn ”Asa-troende advarer om radikalisering”: http://p77.dk/nyheder/956/asa-troende-advarer-om-radikalisering

Jeg kender ikke meget til siden, men det ligner en ret typisk venstrefløjs nyheds/propaganda side for den ”aktivistiske” venstrefløj. Med andre ord ikke et medie jeg fæster megen tillid til. Men da det handler om AFA og denne organisations danske aflægger, så er det et emne jeg kender noget til (https://livtraser.dk/misbrug/ & https://livtraser.dk/den-etniske-type-og-en-raceideologi/ & https://livtraser.dk/en-ny-ordbog/ & https://livtraser.dk/grundlaget-antimonoteismen/ ) og derfor kan jeg sådan nogenlunde skille skæg fra snot.

Artiklen placerer AFA, herunder AFA i Danmark, i forbindelse med hvid separatisme i forlængelse af foreningens metagenetik, som organisationen aktivt promoverer som grundlag for asatroen. Dette medfører ifølge artiklen, at AFA forbinder asatro med racisme. Dette er en rimelig refleksion over hvad man kan læse på AFA’s egen hjemmeside (se her: https://livtraser.dk/metagenetik/ ). Forfatteren kobler også dette til völkish og nazisme. Igen ikke urimeligt, når man ser på hvad der cirkulerer omkring AFA i Danmark (se her: https://livtraser.dk/folkebaseret-asatro/ ).

Denne hvide separatisme omtales som etnopluralisme, igen helt rimeligt i forhold til hvad vi kan finde i det danske asatromiljø (se: https://livtraser.dk/etnopluralisme-og-det-identitaere/ & https://livtraser.dk/fanatisme/)

Alle disse ting er altså valide pointer og derfor også meget ubekvemme pointer (for nogen), og det har da også været markant, at de kommentarer denne artikel har affødt, primært har handlet om, at ignorere disse pointer og fokusere på unøjagtigheder og fejl i artiklen. Andre undskyldninger for ikke at forholde sig til artiklens pointer har været, at folk der citeres i artiklen optræder anonymt, eller at forfatteren ikke har sat sig nok ind i tingene. Dette er i øvrigt den form for udenomssnak, der også bruges i andre sammenhænge, når kritisk debat af etnopluralisme, metagenetik og antimonoteisme skal afspores (se også: https://livtraser.dk/anti-antimonoteisme/ ). Det er vist desværre ret sigende. Den reelle vilje til at tage kritikken op er tilsyneladende begrænset, også noget jeg har kommenteret på før: https://livtraser.dk/tage-afstand/

Der er intet galt i at være stolt af sit land og forfædre, men når det bliver det centrale i en ”folkebaseret” eller ”folkistisk” inspireret tilgang til asatroen bliver det bare taberagtigt. Når det vigtigste man kan hævde er egen fortræffelighed baseret på herkomst i form af blod og arveret, og ikke egne handlinger og gerninger. Når man må slå på hvad man har fået serveret fra fødslen, nok fordi man nu ikke selv har udrettet noget og ingen udsigt har til at gøre det, så bliver det bare meget sølle. Og med etnopluralisme og metagenetik flyver dette direkte ud i hvad man normalt forbinder med yderligtgående politik. Denne tankegang medfører da også, at hele asatroen søges indhyllet i en em af racisme og bedaget ekstremisme – på trods af forsikringer om det modsatte.

Og det er ikke i sig selv vigtigt, at ”folkebaserede” asatroende primært passer ind hos det nye højre; hadet og intolerancen kunne lige så godt stamme fra den ekstreme venstrefløj eller fra religiøs radikalisme. Det er ikke højre-venstre aksen der er relevant her. Det er fanatisme vs. fornuft og oplysning. Det er ekstremisme vs. det moderate.

Via omveje er jeg blevet gjort opmærksom på nogle aspekter ved antimonoteismen, som jeg ikke før var opmærksom på, og det betyder at jeg må gå lidt tilbage for at korrigere mig selv. Jeg har tidligere ved flere lejligheder, også her på bloggen, skrevet at jeg ingen direkte sammenhæng mellem antimonoteisme og nazisme kunne se. Naturligvis er der sammenfald i eksempelvis de stærkt antisemitiske holdninger og det store had til alt fremmed, men jeg så det som klamme udladninger, som godt nok kunne minde om hinanden, men uden at have en direkte forbindelse. Jeg har også fremhævet antimonoteismens rødder i 1800-tallets völkish bevægelse, som også en stor del af nazismens tankegods havde rødder i. Men igen, ikke en direkte sammenhæng. Jeg må nu korrigere mig selv, der foregår faktisk en sammenfletning af antimonoteismen og nazistisk tankegods. Og det er ikke nyt, jeg havde bare ikke opdaget det. Min overseelse rækker tilbage til Vølse 45 fra 2008, hvor man finder artiklen ”Politisk Polyteisme og Antimonoteistisk Selvforsvar”, hvori noget af vraggodset fra den yderliggående højrefløj med et skvulp skyller op på asatroens danske kyst. Stilen bygger på den sædvanligt svulstige ordflom og selvforherligende skryden, krydret med angreb på de asatroende, der ikke deler den antimonoteistiske dagsorden. Derfor påkalder denne artikel i sig selv ikke den store opmærksomhed, for der er ikke noget nyt i den i forhold til hvad der før og siden er udgydt i antimonoteismens navn. Men en enkelt ting skiller sig ud, nemlig henvisningen til en bog af en vis Arent Lemvigh-Müller kaldet ”Vort folk før korset”. Kender man ikke forfatteren eller bogen er det ikke lige til at gennemskue hvad der egentligt henvises til. Men gør man sig umagen med at læse bogen, dukker diverse artigheder op. Bogen bygger direkte på udbredt nazistisk tankegods og er da også skrevet af en dansk nazist fra krigens tid. Da min behandling af emnet blev lidt længere end hvad jeg synes passer til et blogindlæg blev det i stedet til artiklen ”Völkish og politik”.

Völkish og politik.pdf

Det mest oplagte eksempel på racetænkning i asatroen er i forbindelse med begrebet metagenetik. Metagenetik er ganske simpelt forklaret en pseudovidenskabelig racelære, der konceptmæssigt bygger videre på de forskellige raceteorier, der var i omløb i Europa frem til 1945. Metagenetikken er opfundet af Stephen A. McNallen og er som ide først og fremmet forankret i den amerikanske organisation Asatru Folk Assembly, herunder i den danske aflægger af samme, AFA – Danmark. Det er slet ikke tilfældigt at organisationen bruger ordet ”folk”, som betyder det samme på dansk og engelsk. Metagenetikken retter sig nemlig mod opfattelsen af asatroen som bestemt for et særligt folk. Eller rettere: en særlig race. For i udredningen af metagenetikken bruges ordet ”race” uden omsvøb, og det sker tilbage i 1985 i artiklen ”Metagenetics” af McNallen. Faktisk har mange efterfølgende gjort det til en dyd at nedtone, benægte og bortlyve brugen af ordet ”race”, hyppigst ved at erstatte ordet med det normalt harmløse ”folk”, men det er et stakkels forsøg, for teksten fra 1985 om metagenetikken er tilgængelig med et klik på AFA’s hjemmeside. Trods en vis ændring i retorikken er McNallen er ikke helt så håndsky over for brugen af ordet ”race” som flere af hans følgere er, så han lader sin oprindelige tekst ligge lige der på hjemmesiden (klik: http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#metagenetics).

Det anbefales at læse artiklen, men her er forfatterens egen opsummering fra 1999 i artiklen “Genetics & Beyond”: ”In the original piece, metagenetics was presented as the idea that “ancestry matters – that there are spiritual and metaphysical implications to heredity. I tied together such varied topics as Jung’s theories of archetypes, rebirth in the family line, psychic links between twins, and the Norse concept of the soul to support that statement.” (Kilde: http://asatrufolkassembly.org/articles-essays/#genetics-beyond-metagenetics-an-update).

Bemærk, i denne genbehandling af emnet bruger forfatteren taktisk nok ikke ordet race én gang, men understreger, at han grundlæggende ikke har ændret på sine oprindelige ideer siden da: ”The basic outlines remain the same.”

Ancestry matters – Herkomst er vigtigt

I den korte opsummering fra 1999 dukker disciplinen i at nedtone metagenetikken som en racelære op. Bemærk den sidste sætning hvor der henvises til ”the Norse concept of the soul”. Ja, hvad var det egentligt lige forfatteren oprindeligt havde at sige om det i 1985 artiklen, før han begyndte at nedtone brugen af race-ordet: ”We are intimately tied up with the fate of our whole people, for Asatru is an expression of the soul of our race.” Så det, der så neutralt som muligt, henvises til som ”the Norse concept of the soul”, er altså forfatterens egen hjemmestrikkede ide om, at asatroen er koblet til en særlig nordisk racesjæl. I den senere tekst fra 1999 omdøbes racesjæl til ”folksouls”. En anden omformulering er ”European soul”. Det er da i øvrig ganske frækt, at omtale sin egen hjemmebryg som ”det nordiske koncept”, som om det var noget oprindeligt og alment anerkendt, men det er et almindeligt retorisk kneb McNallen bruger flere gange i jagten på legitimitet.

Det meste af artiklen er altså grundlæggende en hjemmestrikket raceteori, som forsøges svøbt i en form for autencitet og videnskabelighed, som skal give forfatteren og metagenetikken troværdighed. Ingen af delene lykkes. Lad mig fremhæve dette forsøg på at koble biologi, videnskab og religion sammen: ”Fylgjur were attached to families or individuals, but had no local habitation or individual name. They appear to have represented the inherent faculty for achievement that existed in a family’s offspring. Everyday observation of consonant or discrepant facts of heredity would confirm that it was possible for a fylgja to desert an individual or to be rejected by him. Ancient wisdom meets modern science.”

Det er det vitterlige vås. Mødet mellem gammel visdom og moderne videnskab finder kun sted i forfatterens egen fantasi. Her er et andet eksempel, hvor han skiver: “A holistic view of the human entity requires that mind, matter, and spirit are not seperate things but represent a spectrum or continuum. It should not be surprising, then, that genetics is seen as a factor in spiritual or psychic matters.” Der er intet videnskabeligt, der kan bruges til et understøtte dette, og her mener jeg både religionshistorie og naturvidenskab. Men for en forfatter og et publikum, der primært er interesseret i argumenter for at forsvare en racemæssigt ekskluderende tilgang til asatroen, betyder det også mindre om der er substans i påstandene. Hvad der er langt vigtigere er, at identificere en måde at koble religionen til racen. Og denne kobling skaber McNallen gennem forfædrebegrebet, hvilket han fremhæver allerede i den første sætning i “Metagenetics”: “One of the most controversial tenets of Asatru is our insistence that ancestry matters- that there are spiritual and metaphysical implications to heredity, and that we are thus a religion not for all of humanity, but rather one that calls only its own.” Asatroen kalder kun mennesker af rette racemæssig herkomst (calls only its own) og der er en racelære til at forklare det (metaphysical implications to heredity). Man kan altså vurdere i hvor høj grad folk er genetisk egnet til at deltage i et blót. En religiøst betinget racelære, der inkluderer folk af en bestemt herkomst og ekskluderer folk af anden herkomst – ”ancestry matters”. Et af de mere solide fundamenter for religiøst funderet racisme jeg har set.

Racelæren forklares bl.a. med citater fra psykiateren C. G. Jung (1875-1961): ” No doubt, on an earlier and deeper level of psychic development, where it is still impossible to distinguish between an Aryan, Semitic, Hamitic, or Mongolian mentality, all human races have a common collective psyche. But with the beginning of racial differentiation, essential differences are developed in the collective psyche as well.” Så de forskellige racer der tænkes på er bl.a. arisk og semetisk. Det er vel nok en god racelære at koble på asatroen! Jeg går ud fra læseren er velinformeret om at disse racetyper blev opgivet og bortdømt efter 1945, herunder af Jung selv. Men det springene punkt i historien for McNallen er altså et tidspunkt, hvor der sker en race-differentiering, og herfra er der ingen god vej tilbage. De enkelte racer er gået hver sin vej og det kan være direkte farligt at gå tilbage, som der advares: ”For this reason, we cannot transplant the spirit of a foreign religion ‘in globo’ into our own mentality without sensible injury to the latter.” Med denne, for længst forældede, racetænkning på bordet konkluderer McNallen, at koblingen mellem asatro og race er komplet, og at asatroen er for folk af rette racemæssig afstamning: “Thus the link between religion, which expresses itself in terms of archetypes in the collective unconscious, and biology- and hence race- is complete.” Så ifølge metagenetikken er racen og religionen forbundet, og derfor skal hver race, hvert folk, finde sin genetisk bestemte religion. I sandhed “ancestry matters”. McNallen bryder sig naturligvis ikke om ordet racist og han forsøger da også i artiklen at tage afstand fra det – jeg skal senere demonstrere hvordan det fungerer. Bemærk også forfatterens forsøg på igen at fremstille sin egen tilgang som almengyldig, når han henviser til ”vores insisteren”. Sætninger som denne bygger en illusion om konsensus. Forfædredyrkelse er en del af asatroen for de fleste. At det skal udlægges som en racelære er ikke. Er der nogen der mener, at asatroens forfædredyrkelse er kontroversiel, skyldes det udelukkende artikler som ”Metagenetics” og grupper som AFA.

Declaration of purpurse – AFA’s erklærede formål

Skulle nogen forsøge sig med den bortforklaring, at dette ikke er en almindelig del af AFA, ud over at det ligger på hjemmesiden, så er det bare at se på deres ”Declaration of purpurse” hvor punkt to lyder: ”The preservation of the Peoples of the North (typified by the Germanic, Celtic, and Slavic peoples), and the furtherance of their continued evolution.” Og det uddybes med følgende: “Therefore, the survival and welfare of the Northern European peoples as a cultural and biological group is a religious imperative for the AFA.” Racens ”biologi” skal altså bevares og det er et af de formål (perservation of the Peoples of the North) som organisations medlemmer skal understøtte. Det er simpelthen et religiøst imperativ (dogme) for AFA (kilde: http://asatruupdate.blogspot.dk/2015/03/second-point-in-afas-declaration-of.html).

Følgende optræder også under samme punkt: ”The belief that spirituality and ancestral heritage are related has nothing to do with notions of superiority. Asatru is not an excuse to look down on, much less to hate, members of any other race. On the contrary, we recognize the uniqueness and the value of all the different pieces that make up the human mosaic.” Dette er interessant, for det understeger den retoriske strategi, som man kan anvende for at beskytte sig mod at blive kaldt racister. Man definerer racisme som et begreb, der kun omfatter ideer om raceoverlegenhed (notions of superiority). Så man afviser raceoverlegenhed, men i stedet kredser man om forskellige nyfortolkninger af racelære, raceadskillelse og racerenhed. Det er en skipperskrøne at metagenetikken og AFA ikke er baseret på race.

I Danmark sælges sådanne tanker som ”folkebaseret asatro”.

Det er sørgeligt. Se mere om misbrug af forfædredyrkelse, metagenetik og beslægtede emner som etnopluralisme, antimonoteisme mm. her: https://livtraser.dk/misbrug/