Kategoriarkiv: Asatro

Asatro skilsmisseritual

For noget tid siden blev jeg skilt. Der er nok næppe nogle lykkelige skilsmisser, men vi blev skilt som venner. Boet delte vi ligeligt. I en skilsmisse er der ingen vinder og for at en skilsmisse skal ende godt, må begge parter være indstillet på at give store indrømmelser.

I sin tid blev vi gift både i Folkekirken og i asatroen. Dengang som nu har vi stor respekt for hinandens tro. Derfor var jeg glad for, at min eks uden videre sagde ja til et skilsmisseritual i asatroen. Bryllupsløftet blev i sin tid givet på en edsring under vidners påhør og den bør så vidt muligt hæves på ordentligvis – da løfter har en religiøs hellighed i asatroen. Derfor mødes min eks og jeg på den gravhøj, hvor jeg friede for at hæve eden. Det bliver et simpelt ritual. Gydjen fra brylluppet kommer med sin edsring. De to vidner fra dengang – min blodsbror og hendes blodssøster – bevidner at eden er hævet. Derefter hugger gydjen et bånd over, som symbol for at det er brudt. Derefter siger vi farvel og går hvert til sit.

Det er vist ret almindeligt at have skilsmisseritual i asatroen, da eden jo netop er hellig. Umiddelbart kender jeg ikke nogle skilte asatroende, der ikke har hævet eden igen ved et lille ritual. Så det bliver godt at få den hævet.

Etnopluralisme og det identitære

Der er fra tid til anden en del snak omkring sammenblanding af politik og asatro. Den generelle holdning er, at dersom religion og politik generelt ikke skal blandes sammen, så skal asatroen også (overvejende) være apolitisk eller politisk neutral. Derved skulle asatroen blive et rent spirituelt eller åndeligt emne. Et sted hvor denne adskildelse ikke tilstræbes er i forbindelse med antimonoteismen. Her er det politiske hele grundlaget for, at antimonoteismen overhovedet har et projekt og et formål. Dette er vigtigt at holde sig for øje, antimonotismen er ikke først og fremmest asatro-orienteret, den orienterer sig mod en påstået besættelsesmagt (=kristne), men først og fremmest mod udefrakommende angribere (= indvandrere, = muslimer). I den forbindelse er det interessant, at undersøge to begreber, som antimonoteister benytter til at beskrive sig selv: etnopluralistisk og identitær.

Etnopluralismen handler om, at man skal adskille forskellige etnitiske kulturer og folk. Dette skal forstås således, at det er til skade hvis sådanne grupper blandes. Ideen er, at man trives bedst adskildt, og i forlængelse af antimonotismen, at den rigtige gruppe helt skal fortrænge de andre grupper, altså at polyteister helt skal fortrænge monoteister  fra Norden. Her må formodes et etnisk skæl, ellers ville man jo ikke hænge sin pluralisme op på termen etno, så ”gammel danskere” skal vel konverteres, nydanskere sendes hjem til deres eget etniske ophav. Etnopluralisme kan faktisk tage udgangspunkt i, at forskellige kulturer er ligeværdige, og derved fortjener egen autonomi. Det er tydeligt, at antimonotismens etnopluralisme slet ikke tænker i disse baner, monoteistiske kulturer stemples som menneskefjendske og unaturlige, og derved som inferiøre.

Det andet begreb er identitær. Dette handler om at et menneskes identitet hænger helt tæt sammen med dets kulturelle ophav. Ideen her er, at man som skandinav eller nordisk, er naturligt forbundet med sit ophav, og hører naturligt hjemme i norden. Underforstået at andre ikke hører naturligt hjemme her, altså at andre etniske og kulturelle grupper ikke hører naturligt til i norden. Det er ideerne om folket og landet, blodet og jorden, der er i centrum. Det oprindelige, naturlige, nationale skal beskyttes og holdes rent. Både etnopluralismen og den identitære ide er klart politiske ideer.

Kobler man så det etnopluralistiske og identitære til asatroen,  som antimonoteisterne gør, bliver det til hvad man kunne udtrykke således: Asatro kun for de nordiske, norden kun for asatroende. Det bliver til slagord som ”Værn om Norden”, der lefler for det nationalistiske og ”folket”.  I denne optik bliver asatroen den naturlige og ægte nordiske etniske religion og identitet, der ligger i krig med det/de fremmede. Dette tager asatroen til indtægt for en politisk dagsorden, der trækker asatroens ry gennem sølet. At dette accepteres i vid udstrækning i den danske asatromiljø er en ubetinget skændsel.

Der er så dem der spørger om antimonoteisme ikke er nazisme, racisme eller fundamentalisme.

Det er helt korrekt, at det identitære og etnoplurasistiske anvendes af både nazister og racister, og at disse tanker passer som fod i hose i de kredse. Men det betyder ikke at antimonoteismen er hverken nazistisk eller racistisk i sit udgangpunkt hævdes det. Faktisk bryster antimonoteismen sig af at være ikke-racistisk, forklaret ved, at hader man kun islam og muslimer bliver man kaldt racist, hader man alle monoteister så kan man komme rundt om anklagen. Tak for tippet!

Ok, så siger vi at det ikke har noget med racisme at gøre, men antimonoteismen ønsker så tilgengæld at diskriminere på næsten samtlige andre tænkelige parametre hvor man kan. Eksempelvis handler antimonoteisme om at afskaffe religionsfriheden. Hermed menes en decideret diskriminerende religionspolitik, komplet med forbud og kriminalisering af de ”unaturlige” religioner. Når antimonoteister udråber sig som tolerante, i forventning om at folk hopper på den, må de jo gå ud fra at andre folk, især andre asatroende, vitterligt er meget småt begavede.

Angående det fundamentalistiske må det siges, at antimonoteismens fanatisme ikke rimer på fundamentalisme. Fundementalister i religiøs forstand forsøger at håndhæve en bestemt hellig tradition, og forsøger at forholde sig snævert og oprindeligt til en bestemt religøs kilde – typisk en tekst. Antimonoteismen er netop ikke fundamentalistisk, da den ikke følger nogle kilder konsekvent, faktisk stemmer antimonoternes såkaldte hedenskab slet ikke overens med store dele af kildematerialet til den norrøne religion. Deres (politiske) ideer er noget antimonoteisterne presser ned over myterne og kilderne i øvrigt, og følgeligt forsøger at presse ind i asatroen.

Det er en skam at understøtte denne ”asatro”, hvad enten der er tale om aktiv støtte eller passiv accept, om man faktisk tror på den, eller ”bare” accepterer den i rummelighedens navn.

Asatro og nytårsaften?

NytårsaftenJeg kan se, at nogle søger på asatro og nytårsaften. Nytårsaften er ikke en religiøs højtid – heller ikke for asatroende. Derfor er asatroendes nytårsaften fuldstændig som alle andre danskeres. Vi har heller ingen religiøse love vi skal overholde, så vi må spise det vi har lyst til og drikke det vi har lyst til. Vi sætter også en religiøs ære og betydning i en god fest.

Personligt siger nytårsaften mig ingenting og jeg fejrer den faktisk helst ikke.

Det med småt: asatroende er fritaget fra at have en kirke, præster eller overhoveder, der siger hvad der er den rigtige asatro. Derfor er det kun min udlægning af, hvad jeg ser asatroende gøre. OG det er skønt det er sådan – om end noget besværligt. Men frihed har aldrig været den nemme løsning.

Asatro og trans

Det kræver nok altid et vist mod at bryde grænser. Det er nok i forvejen svært at stå frem som transvestit. Og hvis man er asadyrker bliver det nok ikke nemmere. Jeg har altid beundret dem, der tør bryde ud. Derfor vil jeg give Vakrgydje her et kæmpe skulderklap. Det er modigt og enormt fedt, at du tør stå frem og prøve at ændre verden. Det er der for få der tør. Jeg kender Vakrgydjes mandlige alterego, men det ser jeg ingen grund til at nævne her.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=SWZTssgdfDc[/youtube]