Det kan ofte ses af debatter vedrørende emner som odinisme, metagenetik og etnopluralisme, at folk ikke helt kan blive enige om hvornår man debatterer politik eller religion. Traditionelt har man placeret emner som fremmedhad og etnisk chauvinisme inden for politik. Og sandt er det da også, at i Europa er disse emner typisk knyttet til politiske ideologier. Men her skal man holde sig for øje, at i metagenetikken, etnopluralismen og antimonoteismen er emnerne religiøse. Etnisk adskillelse, raceideologi og religiøst had bliver promoveret, som vitterlige religiøse elementer i asatroen, under slagord som ”vi tager forfædredyrkelse alvorligt”. Og hermed menes ikke odinisme, som ellers i længere tid var betegnelsen for denne form for intolerant omgang med den nordiske tradition i udlandet, som for at adskille den udvandede asatro fra den ægte etnisk- og raceorienterede udlægning. Nej, i Danmark forsøges det ikke at pakke tingene ind under ”odinisme”, men i stedet forsøges det solgt direkte som asatro. Det er ment religiøst og fremføres sådan. Kritik søges til gengæld afvist, som politik eller ideologi, og bemærkninger om at ”alle må jo tro som de vil” og ”nu skal vi jo ikke bekæmpe hinanden”. Men bare fordi man påberåber sig ”religion” frem for politik eller ideologi er man ikke hævet over kritik og afvisning.
Derfor er der ikke den store gevinst ved den hønen-og-ægget debat, om hvorvidt noget er politik eller religion. Når man søger at indføre etnisk og religiøs diskrimination og raceideologi, som acceptable variationer inden for asatroen, kan det være ligegyldigt om det er politisk religion eller religiøs politik. Det kan bare ses som det det præsenteres som, nemlig asatro. Og så ihukommer man, at en skamplet er en skamplet, uagtet om det udlægges som religion eller politik. Tingene er ikke altid så komplicerede.
Der hvor jeg typisk ser det gå galt, er når man forsøger at koble al kritik op på begreber som nazisme eller racisme. Det lyder farligt og politisk. I Danmark findes der både nazisme og racisme. Men det er ikke nødvendigt at bringe disse begreber i spil for at trække en grænse. Antimonoteisme, metagenetik og etnopluralisme er skampletter på asatroen, uagtet hvad der så ellers måtte være i spil.