Ah, hvor er man træt på en dejlig energifyldt måde efter et godt blót. Jeg kan leve højt på det kick et blót giver i lang tid frem. Vi har sådan et dejligt fællesskab i Odins Ring. Simon prøvede at være gode for første gang, og det klarede han rigtig godt. Der var både under ritualet, fællesspisningen og festen en god blanding af fest, humor, alvor, højtidelighed og tillid. Så skønt. Vi havde også Birk med for første gang. Han er en rigtig skøn fyr fra Vejen. Han skal nok glide ind i gruppen. Jeg har ikke behov for mere end de fire blót vi holder. Ellers går der bare inflation i det, og de giver et mindre energikick.
Til vores blót i Odins Ring er vi ved at have opbygget mange gode traditioner. Festen indledes med en fredlysning (at man skal opføre sig ordentligt) når alle er ankommet. Selve blotet skal ikke nytænkes hver gang. Nye gode elementer er velkomne, og goden/gydjen skal sætte sit personlige fingeraftryk, men rammerne skal være trygge, genkendelige og nede på jorden. Der er altid fællesspisning, hvor at alle medbringer noget til bordet. Derudover tager vi gudestatuetterne med, som vi brugte til blotet, med til bords, som vi også dækker op til med mad. Så vi spiser med guderne. Senere på aften går vi ud med grød til nissen, og under det efterfølgende sumbl går hornet rundt flere gange. Det er bare skønt med et dejligt velfungerende blotlaug.