Hvorfor nogle vælger asatroen som deres åndelige retning har været debatteret i asatromiljøet fra start, og naturligvis også i trossamfundet Forn Sidr gennem årene. Før i tiden kredsede den slags samtaler om religiøse oplevelser eller følelser, dertil fortællinger eller traditioner i familien, og især mødet med andre asatroende og den nordiske mytologi. Forfædre blev fremhævet, men i reference til gamle skikke og traditioner de havde praktiseret, især i betydningen af, at hvis en skik havde været god nok til forfædrene var den også god nok til os asatroende i dag – ikke noget i betydningen af hudfarve, blod eller særlige biologiske tilhørsforhold, den slags blev der kun henvist til når talen faldt på nynazistisk misbrug af asatroen. Helt gennemgående blev asatroen italesat som et individuelt valg. (Til belysning af dette se eksempelvis udgivelser som Michael Kamp’s ”Moderne Asatro” (2008), kapitlerne ”Hvorfor asetro” og ”Asetro og nynazisme”). Det er først i de senere år at den folkebaserede asatro og etnopluralismen har gjort blodet (mv.) til en del af trossamfundets fælles sprog for mødet med de nordiske guder.
Der er flere eksempler på denne udvikling, og ét kan ses via trossamfundets officielle Facebook gruppe for trossamfundets såkaldte Thul*, hvor blodets rolle i forhold til valget af de nordiske guder lige dukker op i forbindelse med et spørgsmål om hudfarve kan være en hindring (for at vælge asatro):
Ønskede man bare at svare nej til hvorvidt hudfarve kan være en hindring eller har nogen indflydelse på valget af asatroen, er det normalt ikke noget problem bare at svare, at hudfarve ingen hindring er og ingen rolle spiller. Men det er ikke det der svares. I stedet anvendes en omgang knækprosa, der netop fremhæver blodet som en stærk tilgang til asatroen, foruden hvilken det åbenbart kræver en særlig god hørelse for at kunne besvare gudernes kalden. Der er altså arvelig forskel på hvordan folk kan være disponeret for asatroen – netop folkisternes og etnopluralisternes kongstanke. Så her ser vi et eksempel på en nyere tilgang til guderne i Forn Sidr, hvor det er tydeligt at blodet bliver fremhævet på en ny måde. Uden nærmere motivgranskning i øvrigt, kan man sige, at fremhævelsen af blodet, og fraværet af en utvetydig afstandtagen til hvorvidt hudfarve kan have en betydning, ikke er til at overse i dette svar.
Dette bringer mig frem til et andet element jeg er støt på i debatten som den kører i Forn Sidr regi. I forlængelse af den ovenstående debat om hudfarve og asatro, dukker andre retoriske spidsfindigheder op, nemlig at inddrage debatten mellem de såkaldte universalister og folkister, som kendes fra det amerikanske asatromiljø. Kort fortalt henviser man til, at folkister påstår at asaatroen kun er for hvide, og at universalister mener asatroen intet har med biologi at gøre. Finten er så at sige at asatroen i Forn SIdr kan opfattes som både bundet til blod og jord, men andre kan da også være med hvis de virkeligt vil det, og derved udråber man sig til at have en art ”midtsøgende position”. Dette er naturligvis vrøvl, har man åbnet bøtten med biologisk folkisme og etnopluralisme ligger man fra start ude på overdrevet hvor den politiske ekstremisme trives – det er ikke i nærheden af en midterposition.
Dernæst vil jeg henvise til at jeg før har skrevet om det som ingen tanke har, nemlig blodet, som typisk fremhæves for at kunne påstå retten eller adgangen til en særlig nordisk arv (https://livtraser.dk/folkebaseret-asatro/). Det forsøges fra tid til anden at reducere den åndelighed guderne udgør i mytologiens ældste kilder, til noget fysisk. En bevægelse fra ånd til gener. Og dette bruges så som begrundelse hvem der er mere naturligt eller egnede asatroende. Eller endda hvem der bør være asatroende. Ja, det ender endda med et ræs om hvem der er beslægtet med guderne. Denne forestilling om en særlig genetisk forankring til asatroen der suser i blodet som en anden omgang ”helligt blod, hellig gral” har intet godt at tilføje asatroen, uanset hvor gerne nogen ønsker at placere Heimdal, Odin eller Yngve Frej i toppen af stamtræet (læs også om den beslægtede fupvidenskabelige ide kaldet metagenetik: https://livtraser.dk/metagenetik/).
Hvorfor vælger en dansker at blive asatroende? Er det tilfældigt? Til dels, nogen vælger buddhisme og andre ateisme og andre igen wicca. De fleste vælger kristendom. Men naturligvis vil også asatro dukke op, det er simpelthen en del af den danske kulturarv. Altså kultur, ikke biologi. Og derfor er man i Danmark eksponeret for de nordiske guder og myter og derfor er det ikke helt tilfældigt alligevel. Men det handler om hvilken kultur man vokser op i, ikke blodlinjer og gener. Såre simpelt. Jeg er helt med på at blod kan omtales poetisk og metaforisk, og jeg her med på man taler om at blod er tykkere end vand når man taler om sin nærmeste familie, men det er også nemt at se hvornår man genre vil lægge noget andet i det, og det ligger som regel i forlængelse af udtalelser om etnopluralisme, antimonoteise eller folkebaseret asatro, med de dertilhørende ”naturlige” tanker om hvilke folk der hører til hvor i verden og bør dyrke hvilke guder. Der er forskellige tilslutninger til dette, og grænserne mellem fuld opbakning, apologi og nyttig idioti er naturligvis vanskelige at trække. Men samlet set må jeg sige, at inddragelse af blod og genetik udgør et destruktivt anker om benet på asatroen.
*Thulen har den funktion i trossamfundet at føre debat af emner i relation til asatroen, her varetaget af medlemmet Gudrun Victoria Gotved