var at jeg mistede troen på kristenheden og om sommeren satte denne sang det sidste søm i min barnetros kiste.
Konfirmation er et etisk overgreb på børn. Det følte jeg på egen krop. Men det var min manddomsprøve, der sparkede mig ind i de voksnes rækker og fik mig til at definere først, hvad jeg ikke stod for og så senere hvad jeg stod for. Min tvivl på kristendommen blev til et had, der tog mange år at slukke.
Da jeg som yngling i 1.g åbnede I.P. Jacobsens Niels Lyhne første gang, anede jeg ikke hvilken åbenbaring, der gemte sig for mig i den gamle støvede bog. Siden har tiden 1870-1900 været min yndlings tid. Den vækkede min lyst til at dyrke historien, religionen, filosofien, kunsten og poesien. Måske derfor er jeg også grebet af steam punk tanken 🙂
»Der er ingen Gud, og Mennesket er hans Profet!« sagde Niels bittert, men ogsaa bedrøvet.
»Ja, ikke sandt!« spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: »Atheismen er dog grændseløs nøgtern, og dens Maal er jo til syvende og sidst ikke andet end en desillusioneret Menneskehed. Troen paa en styrende, dømmende Gud, det er Menneskehedens sidste store Illusion, og hvad saa, naar den har tabt den? Saa er den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.«
»Men,« udbrød Niels Lyhne, »fatter De da ikke, at den Dag, Menneskeheden fri kan juble: der er ingen Gud, den Dag skabes der som med et Trylleslag ny Himmel og ny Jord. Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gjæster en stakket Tid, men al vor Tid. Og hvilken Intensitet vil det ikke give Livet, naar Alt skal rummes i det, og Intet er lagt hen udenfor. Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der troes, naar Himlen er tom, da vil den bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd. Godhed, Retfærdighed, Visdom, hvem kan nævne dem alle? Begriber De ikke, hvilken Adel det vil brede over Menneskeheden, naar den frit kan leve sit Liv og dø sin Død, uden Frygt for Helved eller Haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med Haab til sig selv? Hvor vil Samvittigheden ikke vokse, og hvilken Fasthed vil det ikke give, naar daadløs Anger og Ydmyghed Intet mer kan sone, og ingen anden Tilgivelse er mulig, end at gjøre godt med Godt, det Onde, man forbrød med Ondt.«
»De maa have en vidunderlig Tro paa Menneskeheden; Atheismen vil jo komme til at stille større Fordringer til den, end Kristendommen gjør.«
Niels Lyhne (1880) af gode gamle I.P.
Så vandt vi sgu lortet. Jeg så ikke selv showet, men hvis den danske sang var den bedste, så var de andre godt nok ringe. Magen til kitsch sang skal man lede længe efter. Men tillykke Danmark. Nu kan mine licens penge gå til noget bare lidt nyttig: en reklame for Danmark.
Finland har kun vundet en gang, men aldrig har nogen før eller siden overgået dem!
Til lykke Noreg med grunnlovsdagen. Jeres land er smukt, jeres modersmål er smukt og jeres fædrelandskærlighed er smuk.
Hvor hen du går i li og i fjell, en vinterdag, en sommerkveld blant fjord og fossevell.
Fra eng og mo med furutrær, fra havets bryn med fiskevær og til de hvite skjær.
Møter du landet i trefarget drakt, svøpt i et gjenskinn av flaggets fargeprakt.
Se, en hvitstammet bjerk oppi heien rammer stripen av blåklokker inn.
Mot den rødmalte stuen ved veien, det er flagget som vaier i vind.
Ja, så hvitt som det hvite er sneen, og det røde har kveldssolen fått,
Og det blå ga sin farge til breen, Det er Norge i rødt, hvitt og blått!En vårdag i en solskinnstund på benken i Studenterlund der sitter han og hun
To unge nyutsprungne russ, to ganske nylig tente bluss i tyve grader pluss.
Hun er som en gryende forsommerdag, som farves av gjenskinnet fra det norske flagg.
Ja, så hvitt som det hvite er kjolen og så rødt som det rø’ hennes kinn.
Hennes øyne er blå som fiolen, hun er flagget som vaier i vind.
Han har freidig og hvitlugget panne, og en lue i rødt har han fått.
Med en lyseblå tiltro til landet, står vår ungdom i rødt, hvitt og blått!De kjempet både hun og han! Nå lyser seirens baunebrann, utover Norges land.
Mot himlen stiger flagg ved flagg som tusen gledesbål i dag, for alle vunne slag.
Det knitrer som før over hytte og slott, et flammende merke i rødt og hvitt og blått.
Som en regnbuens tegn under skyen, skal det evig i fremtiden stå.
Se, det glitrer på ny over byen, i det røde og hvite og blå.
La det runge fra gaten og torget, over landet som nordmenn har fått:
Du er vårt, du er vårt, gamle Norge! Vi vil kle deg i rødt, hvitt og blått!
