Alle indlæg af Storm
Krig er reglen – fred undtagelsen
“Der findes ingen moralske fænomener men bare en moralsk fortolkning af fænomenerne.” Nietzsche
Mennesket er et dyr. Det eneste dyr, der er født grusom. Det eneste gennemgående tema i menneskehedens historie er destruktion. Vi er den eneste virkelige parasit i denne verden. Vi yngler som rotter. Vi kan tilpasse os ekstreme klimaer og vi snylter på værten (jorden) Vores store intelligens er vores værste våben. Menneskehedens største fremskridt er svøbt i blod.
Jo mennesket kan tæmmes, ligesom et vildt dyr kan tæmmes. Menneskerettighederne er et forsøg på at ophæve den eneste menneskelige naturret: destruktion. Men som med et tæmmet dyr, er et tæmmet menneske kun tæmmet på overfladen. Dyret lurer bagved, og der skal ikke meget til før skallen krakelere og ondskaben titter frem – god, gammel kristen ondskab. Selv paven ville kunne torturere børn og voldtage kvinder.
Er religion årsag til krig? I så fald hvem er så årsag til religion? Menneskeheden er den eneste selvdestruktive art. Men vi er også den eneste art der reflekterer. Så vi er sygelig bevidst om vores egen ondskab, som vi forsøger at tøjle.
Rejs jer, fordømte her på jorden
Bare nisserne
Håbløshedens slave
Med et stod det lysende klart:
intethedens mørke.
Med et stod det lysende klart:
meningsløshedens tomhed.
Med et stod det lysende klart:
der er ingenting!
Min krop er en tom skal.
Mine tanker runger i de tomme haller,
hvor min sjæl engang herskede.
Det ulidelige ekko i intetheden.
Og jeg bliver stum.
”Min sjæl, min sjæl, hvorfor har du forladt mig?”
Jeg er bundet af denne verden.
Jeg er bundet af denne meningsløshed.
Jeg er håbløshedens slave.
Håbløsheden fortærer den tomme skal.
Langsomt visner den bort.
Vinden suser gennem de tykke mure.
Jeg er ingenting. Der er ingenting.
Jeg er blot håbløshedens slave.
af Robert Storm
Glædelig Solhverv!
Svælget i den nordiske Natur, Aarstidernes mægtige Leg med Tilværelsen, skabte dé Gamles Instinkter. Hele deres Liv samlede sig om Foraaret, alle Aarets Omskiftelser bar hen dertil. Solhvervet gav Spiren til deres første Tilbedelse, der grunder sig i Taknemlighed. Vinteren spærrer dem inde og hærder dem, Foraaret, den store Befrier der aldrig svigter, løsner alle Kilder og lærer dem Tro. Mens de vokser som Mennesker, sætter de bundne ubevidste Kræfter, der oprindelig skyldtes Aarstidernes Rytme, sig fast og bliver Træk i Karakteren. Haabet der er knyttet til Solens Genkomst gør sig fri og bliver til en Naturkraft selv. Hvad der først kun er Sollængsel bliver hos Nordboen til Udve, Vandrelyst, og omsider ved indre Vækst til en Længsel, der er hinsides Tid og Rum og alle kendte Ting, en Idé. Den nordiske Sjæl er en mægtig Higen ud over sig selv. Men al Længsel, enhver Idé, stammer ned fra iboende Frugtbarhed. Hvor der ingen
Grøde er, udvikler selv Solen kun Hede. Det Folk, i hvis Sjæl Foraaret udvidede sig og blev til en indre blomstrende Verden for sig, var ungt og svulmede af Friskhed, det nærede sig haardført af Modgang.Johannes V. Jensen, Skibet (1912)