Undskyld den ret fjollede overskrift, men det er for at understrege en pointe. Et yndet trick bland dem, der ønsker at sælge, eller undskylde, antimonoteismen er, at fremføre påstande med en ordlyd omtrent som denne: ”Vi er jo alle en slags antimonoteister”. For at svare kort på det: Nej!
Prøv at se nedenstående meme:

Her gør en talentfuld komiker tykt grin med kristendommen. Og det er ikke bare komedie, det er satire, og som al god satire, rummer det et budskab og en mening – en reel kritik. I dette tilfælde kritik af den kristne bibel. Og ud fra de valgte karakteristika ved den gud der fremhæves, er det ikke vanskeligt at se, at der primært henvises til det gamle testamente, hvis fortællinger er hellige også i jødedommen og islam. Så har vi her at gøre med en antikristen komiker? Eller endda en antimonoteist? Naturligvis ikke. Men det er ikke desto mindre hvad man i flere omgange ser fremført i debatter omkring antimonoteisme. Ja, man ser endda folk kalde sig selv antimonoteister, bare fordi de har forholdt sig kritisk over for en monoteistisk religion. Det påstås, at kritiserer man kristendommen, jødedommen eller islam er man pr. definition antimonoteist, og således forsøger man at samle så mange som muligt under samme fane. Og samtidig bruger man det til at skærme sig mod kritik, for ved på denne måde at gøre alle til antimonoteister, kan man ikke kritisere antimonoteismen uden at kritisere alle og enhver. Men det er det rene vrøvl. Antimonoteismen er introduceret til det danske asatromiljø som en selverklæret, specifikt fremmedfjendtlig, hadsk og intolerant type af kultur- og religionskritik, og som et åndeligt og politisk grundlag for asatroen. Antimonoteismen retter sig mod fremmed religiøs påvirkning, hvor islam er den sidste angrebsbølge, og hvor monoteismen vil udrydde al hedenskab og polyteisme i Norden. Religionskritik som middel til at skabe konflikt – først og fremmest i forholdet til indvandrere – men også i forholdet til det kristne flertal i den danske befolkning. Og samtidig en overdreven forherligelse af egen etnicitet, religiøsitet og kultur. Det har endda været forsøgt at påstå, at enhver polyteist definitorisk må være antimonoteist. Men det er åbenlyst forkert, fuldstændigt som det er forkert hvis man gjorde min kritik af antimonoteismen til en ”anti-antimonoteisme”. Og en kritik af mine blogs til ”anti-anti-antimonoteisme” osv. Det vitterlige vås. Religionskritik, uagtet om den er rettet mod jødedom, kristendom og islam, er ikke det samme som antimonoteisme.

Og det er en sjov meme.