Der er ingen tvivl om, at jeg er vældig begejstret for Open Source. Den frie tanke er ufattelig smuk. Jeg har hyldet det mange gange, og netop nu skriver jeg dette indlæg i Firefox i Ubuntu.
Dette indlæg er et opgør med tanken. Tanken er smuk, jeg støtter den stadig fuldt ud; men må erkende, at den er frygtelig svær at realisere uden dem, den forsøger at gøre op med – de store koncerner. Selv min Ubuntu er sovset til i proprietært software, for ellers kom jeg ikke langt. Jeg vil ikke kunne bruge flash, dvd, mp3 kører mit internet osv. Det er nu en ting. Noget andet er kvaliteten af åben software. Det er undtagelsen der bekræfter reglen. Det er mest små programmerne, der kan hamle op med de proprietære: firefox, wordpress mv. Men OpenOffice kan kun lige klare skærerne, men er ikke særlig god i forhold til MS Office, InDesign er ukonkurreret – selv Publisher er bedre end Scribus. Hvad værre er styresystemet: KDE4 er ubrugeligt, magen til ustabilt lort! Det har jeg forsøgt flere gange, simpelthen fordi Gnome er så trist og gammeldags. Den moderne bruger vil have glimmer!
Men jeg holder fast, man er jo idealist! Imens jeg venter på revolutionen ligger Windows7 pænt på den anden halvdel af pcen, itilfælde af at jeg skal lave layout eller Linux pludselig svigter på et eller andet underligt punkt. Uh, det er hårdt at være idealist – men hvis man ikke kæmper, er kampen først tabt. Tænk hvor vi havde været idag, hvis OpenSource aldrig havde blevet tænkt.