Verden har religiøse fanatikere nok: kristne, muslimske, jødiske, hinduistiske osv. Fanatikere ønsker altid at få andre til at danse efter deres pibe. Deres holdninger er de mest rigtige, deres følelser er de mest krænkede, deres retfærdighedssans er den mest undertrykte. Fanatikere ønsker at gøre sig selv til tingenes målestok, de er deres eget udgangspunkt. Derfor bliver fanatismen også insisterende, forlangende, docerende – missionerende. Fanatismen kan kun rumme sig selv.

Antimonoteismens udgangspunkt er fanatisk. Fanatisk had, fanatisk hævn. Kun polyteister er ægte mennesker, panteister og profanpolyteister skal ikke komme i vejen. Ateister skal holde sig væk. Monoteister er fjenden der skal bekæmpes – udslettes. Set gennem sådanne øjne, bliver alle andre størrelser også kun målt ud fra deres fanatiske udtryk. Det bliver en verden uden nuancer.

Verden over sætter religiøse fanatikere deres præg på omgivelserne. De forlanger at netop deres oplevede krænkelser og undertrykkelse har forrang. At de udgør et mindretal gør ingen forskel, de taler altid på flertallets vegne. Religiøse fanatikere forlanger altid respekt og hensyntagen – særhensyn. Er de en minoritet skal deres ret til at tale og føle ikke krænkes. Er de en majoritet skal man respektere flertallet og normerne.

Bilder disse typer sig ind, at folk faktisk ønsker at leve efter denne form for hysteri og offermentalitet? Har de skingre udsagn mon ikke udspillet sig selv nu?

Fanatisk raseri skaber mennesker, der kastes rundt i stærke vinde uden fodfæste. Her vil religiøse grupper, der ikke lader sig kaste rundt, være de klipper af fast grund, hvor fornuften holdes i hævd. Asatroen behøver ikke fanatisme, der er nok af det ude i verden i forvejen.