Livets højtider
Den moderne asatro har fire store højtider i livet: Knæsætning, ynglingevielse, bryllup og gravfærd. Jeg har været gode (præst) til knæsætning, ynglingevielse og bryllup. Det er derfor disse tre, jeg især vil fokusere på. Jeg udtaler mig lidt om ritualerne i førkristen tid. Jeg vil lige understrege, at det ikke er det emne, jeg har læst mest om. Så tag det med et grant salt, og ret mig hvis det kører af sporet. Da vi ikke har overleveret meget om de førkristne ritualer, er det op til folk selv, hvordan de sætter det sammen. Der er ingen færdig løsning.
Der er tradition for i den moderne asatro, at der ikke findes en præstestand. Alle kan stå for ritualerne. Derfor er der også tradition for, at parret selv finder en forretter. Dog har Forn Siðr oprettet en forretterliste over medlemmer, der vil være behjælpelig ved ritualer, hvis man ikke selv kender nogen.
Guder og mennesker
Som jeg skriver i artiklen om min asatro, så sætter den moderne asatro mennesket i centrum. Det gælder især i livets højtider. Guderne kan inddrages til f.eks. at værne om eder, der lægges; men det behøves ikke. Både de moderne og førkristne asatro ritualer handler om slægten. Ved knæsætningen vedkender faderen sig barnet, barnet får sit navn og bliver optaget i slægten. Til ynglingevielse overgår barnet til voksen. Ved brylluppet knyttes to slægter sammen. Endelig til gravfærden tager slægten afsked med den afdøde.
Tøjet
Nogle vælger at holde ritualerne i vikingetøj. Det er for det meste de asatroende, der også deltager i vikingreenactment. Der er ingen regler om påklædning. Til mit bryllup var Kristina i en almindelig hvid brudekjole og jeg i jakkesæt.
Knæsætning
Det hedder knæsætning, fordi faderen tager sit barn op på sit ben. Han vedkender sig, at han vil være far for barnet. Faderen giver barnet sit navn og barnet er formelt optaget i slægten. Som med blotet (den asatro gudstjeneste) foregår det udendørs med gæsterne i en kreds omkring forretteren, forældrene og barnet. Ligeledes lukkes kredsen i de fire verdenshjørner som til blotet. Nogle vælger at moren løfter barnet op i de fire verdenshjørner for at præsentere barnet for alverden. Efter selve knæsætningen går mjødhornet rundt, så gæsterne kan ønske tillykke. Vi har nogle overleveringer om, at barnet blev vandøst – altså fik lidt vand hældt over hovedet. Det er der nogle moderne asatro, der også gør.
Ved knæsætning bliver barnet ikke optaget i nogen religion.
Ynglingevielse
Vi ved meget lidt om overgangsritualet i det førkristne Norden. Vi ved ikke engang om de holdt et. Det eneste, som vi har overleveret, er, at drengen får en kniv fra et mandligt familiemedlem. De fleste asatro har valgt at holde en ynglingevielse for barnet, så frem at barnet selv ønsker det. Det skyldes især at mange ønsker et alternativ til konfirmationen. Det virker også meget naturligt at holde et ritual, da det er et ritual, der findes i mange religioner.
Ynglingevielse omhandler overgangen fra barn til voksen. Da der er så lidt overleveret, må man bruge sin fantasi. Derfor er næsten alle ynglingevielser meget forskellige. Jeg vil i grove træk beskrive, hvordan jeg har været med til at udføre et ritual for en ung gut.
Ritualet foregår udenfor. Gæsterne stiller sig i en kreds omkring dem, ritualet handler om. Kredsen lukkes i de fire verdenshjørner. Jeg fortæller i hvilket ærinde, vi er kommet. Moderen tager nu afsked med drengen, der går ud af kredsen. Hun har givet ham en opgave med på vejen, han skal løse, inden han vender tilbage til kredsen. Når drengen kommer tilbage, tager moderen i mod ham som et voksent individ. Faderen giver ham en kniv ledsaget af nogle ord. Herefter går mjødhornet rundt, så alle har mulighed for at ønske ham tillykke. Herefter åbner jeg kredsen, og på vegne af familien indbyder jeg til fest.
Bryllup
Vi har en del brudstykker overleveret om brylluppet. Når man sætter dem sammen, kan det blive en meget smuk ceremoni. Som altid foregår det udendørs i en lukket cirkel med gæsterne i en kreds om parret og forretteren. Nu har jeg deltaget i en par asatro bryllupper, og selv stået for et par stykker. Jeg vil tage udgangspunkt i mit eget bryllup. Igen er det i grove træk. Efter at cirklen er lukket, meddeles det i hvad ærinde vi er kommet. Parret aflægger ed på edsringen, at de er kommet af egen fri vilje og at de vil indgå ægteskab. Herefter vier forretteren parret i Vårs navn. Vår er en asynje (kvindelig gud), der ifølge Snorre værner ægteskabseden. Herefter giver brudeparret hinanden ringene på. Brudgommen giver bruden en symbolsk nøgle til hjemmet, som hun takker for og giver ham et stykke brød til gengæld. Derefter lægger forretteren en hammer i brudens skød, som bruden giver til brudgommen. Det er et symbol på at give bruden frugtbarhed. Et ritual der er taget fra ‘Thors brudefærd’. Herefter går mjødhornet rundt, så folk kan ønske parret tillykke. Kredsen åbnes og parret indbyder til fest. Herefter kaster de hvedekerne el.lign. på brudeparret, som et held og lykke symbol. Ris må man ikke bruge af hensyn til fuglene.
Der findes mange variationer af dette. Jeg deltog i et ritual, hvor de to svigermødre gav deres accept af, at parret ville indgå ægteskab. Nogle inddrager også svedehytten (en art sauna) inden ritualet. Jeg har også deltaget i et ritual, hvor parret blandede blod. I vores ritual indledte vi ritualet med at lægge en cirkel af små runesten. Vi brugte den yngre futhark. Jeg valgte otte kvinder til at bære stenene, og Kristina valgte otte mænd. Derefter gik vi i to rækker op til ritualpladsen.
Gravfærd
Jeg har ikke deltaget i en asatro gravfærd. Jeg vil derfor ikke ytre mig så meget om det. Ritualet foregår udendørs. Nogle laver en skibssætning med fakler, hvor gæsterne står om med kisten i midten – kisten må gerne være åben. Mjødhornet går rundt og gæsterne tager afsked med den afdøde og ønsker ham en god færd.
Forn Siðr har en gravplads på Assistenskirkegården i Odense. Læs mere her. Personligt syntes jeg, at hvis man står uden for Folkekirken, bør man af hensyn til sine pårørende skrive sin sidste vilje. Det kan være meget svært for familien at vide, hvordan gravfærden skal udføres. Forn Siðr skriver om det på deres hjemmesiden, hvor du også kan finde en formular til “Min Sidste Vilje” i asatro ånd. Læs mere her (linket til folderen findes aller nederst på siden.
Popularity: 2%
