Kategoriarkiv: Religion, Nihilisme og filosofi

Anti-antimonoteisme

Undskyld den ret fjollede overskrift, men det er for at understrege en pointe. Et yndet trick bland dem, der ønsker at sælge, eller undskylde, antimonoteismen er, at fremføre påstande med en ordlyd omtrent som denne: ”Vi er jo alle en slags antimonoteister”. For at svare kort på det: Nej!
Prøv at se nedenstående meme:

meme-monoteisme

Her gør en talentfuld komiker tykt grin med kristendommen. Og det er ikke bare komedie, det er satire, og som al god satire, rummer det et budskab og en mening – en reel kritik. I dette tilfælde kritik af den kristne bibel. Og ud fra de valgte karakteristika ved den gud der fremhæves, er det ikke vanskeligt at se, at der primært henvises til det gamle testamente, hvis fortællinger er hellige også i jødedommen og islam. Så har vi her at gøre med en antikristen komiker? Eller endda en antimonoteist? Naturligvis ikke. Men det er ikke desto mindre hvad man i flere omgange ser fremført i debatter omkring antimonoteisme. Ja, man ser endda folk kalde sig selv antimonoteister, bare fordi de har forholdt sig kritisk over for en monoteistisk religion. Det påstås, at kritiserer man kristendommen, jødedommen eller islam er man pr. definition antimonoteist, og således forsøger man at samle så mange som muligt under samme fane. Og samtidig bruger man det til at skærme sig mod kritik, for ved på denne måde at gøre alle til antimonoteister, kan man ikke kritisere antimonoteismen uden at kritisere alle og enhver. Men det er det rene vrøvl. Antimonoteismen er introduceret til det danske asatromiljø som en selverklæret, specifikt fremmedfjendtlig, hadsk og intolerant type af kultur- og religionskritik, og som et åndeligt og politisk grundlag for asatroen. Antimonoteismen retter sig mod fremmed religiøs påvirkning, hvor islam er den sidste angrebsbølge, og hvor monoteismen vil udrydde al hedenskab og polyteisme i Norden. Religionskritik som middel til at skabe konflikt – først og fremmest i forholdet til indvandrere – men også i forholdet til det kristne flertal i den danske befolkning. Og samtidig en overdreven forherligelse af egen etnicitet, religiøsitet og kultur. Det har endda været forsøgt at påstå, at enhver polyteist definitorisk må være antimonoteist. Men det er åbenlyst forkert, fuldstændigt som det er forkert hvis man gjorde min kritik af antimonoteismen til en ”anti-antimonoteisme”. Og en kritik af mine blogs til ”anti-anti-antimonoteisme” osv. Det vitterlige vås. Religionskritik, uagtet om den er rettet mod jødedom, kristendom og islam, er ikke det samme som antimonoteisme.

Og det er en sjov meme.

Je suis Charlie

Jeg er Charlie. Et så voldsomt og direkte angreb på ytringsfriheden som i onsdags på satirebladet Charlie Hebdo, rammer os alle. Det er angsten. Hvad er konsekvensen af vores offentlige udtalelser? Er det med livet som indsats, at jeg udtaler mig offentligt? I et frit land bør man ikke frygte for sit liv ved at udtale sig offentligt. Kritik og latterliggørelse af andres synspunkter er en del af ytringsfriheden. Frihed under ansvar selvfølgelig, men man bør ikke frygte for sin og sin families sikkerhed.

Jeg vil dog også indskyde, at angrebet i onsdags ramte også en masse uskyldige muslimer. Muslimer, der lever et helt almindeligt liv med et afslappet forhold til sin religion. Fundamentalisterne rammer rigtig mange muslimer i deres hverdag. Både fordi at de i dagligdagen bliver tvunget til at leve et religiøst liv, de ikke ønsker. Bliver forfulgt og undertrykt i deres hjemlande. Og fordi at terrorhandlinger som denne stigmatiserer en hel gruppe mennesker.

Jeg vil her gøre mit bidrag ved at vise, at jeg ikke er bange og jeg vil ikke bøje mig for angst for at gøre grin med religion. Jeg opfordrer Jer til at dele vittigheder om religion i kommentarsporet eller meninger om, hvorfor man ikke bør gøre grin med religion. Jeg tror ikke satire kan vinde kampen mod fundamentalisme. Den eneste måde, hvorpå vi kan få bugt med islamisk fundamentalisme og den deraf følgende vestlige fundamentalisme, er ved at det store flertal af almindelige muslimer står sammen og siger fra overfor deres trosfæller. Fundamentalisterne er et lille mindretal.

Hvis du er uenig I mine holdninger, så del dem gerne her. Jeg vil også gerne høre dine meninger over en kop kaffe.

Robert Storm
Mæglergade 11
6740 Bramming

Labrathor

charlie-hebdo-mahomet_2_

thor

Anmeldelse: Battlestar Galactica

Denne højroste fremtidskrigsserie fra de Forenede Stater begyndte utroligt godt, men blev hurtigt til endnu omgang amerikansk konservativt kristent breller, som jeg bare har svær allergi for. Efter kun to afsnit blev det for meget og jeg slukkede for Netflix. Det er selvfølgelig ikke meget at dømme en serie på, som har kørt fra 2004 til 2009.

Serien begynder med en indledende fortælling om at mennesket koloniserede rummet. De 12 kolonier dannede en union med en fælles galaktisk præsident. De opfandt nogle robotter som de satte til at lave det sure arbejde. Robotterne gjorde oprør og der udbrød en alvorlig krig, som nær havde ødelagt forbundet. Men heldigvis lavede man en fredsaftale, som slaverobotterne aldrig underskrev. Efter 50 år uden at have set skyggen af dem vender de tilbage og udrydder stort set hele menneskeheden og den smukke union i en altødelæggende atomangreb. Allerede inden serien for alvor er begyndt sidder man med kvalme af konservativ ideologi. Den ideelle præsident, som modvilligt er gået ind i politik. Hun er kun undervisningsminister, men da resten af regeringen er udryddet så træder hun til. For folket kan ikke klare sig uden autoriteter til at have det store overblik og tage de svære men nødvendige beslutninger. Selvfølgelig først efter at rådgiverne har informeret hende og alles synspunkter er blevet hørt. Hæren er selvfølgelig et skønt sted med lige plads til mænd og kvinder. Men selvfølgelig ingen homoseksuelle eller bare antydning af det. Kronos Herre forbyde det. Der er godt nok fælles omklædning med mænd og kvinder. Man er jo så frigjorte i fremtiden, men kvinderne er altid tænkeligt klædt. Mændene viser kun det øverste. Ikke engang en bagdel sniger sig ind. Ingen sexscener, men antydning af at der har været sex, hvor parret ligger pænt med hænderne over dynen. Selvfølgelig bliver der heller ikke bandet i fremtiden.

Derudover er der alle de andre konservative kristne tanker, som “er robotterne Guds hævn over menneskene fordi de legede Gud?” Det bliver lidt som en Noas Ark efter syndfloden. Teknologien er bedst at holde nede og begrænset. De gode har et nostalgisk forhold til gammelt skrammel, som viser sig at redde dagen. Koloniernes fald skyldes en egoistisk og selvfølgelig ateistisk videnskabsmand, som på grund af sin tankeløshed kaster mennesket ud i næsten udryddelse. Den rå og lidt vilde pige skal selvfølgelig lige bede en bøn til Vor Herre. Hun er sådan en slagsbror, som hun slog en overordnet. Men heldigvis havde han fortjent det. Den vilde pige skal lige angre sine synder over for kæresten, da verden jo er ved at gå under. Til slut kammer det jødisk/kristne helt over. Der er selvfølgelig en minde højtidelighed for de døde og alt håb syntes uden. Alle mennesker er selvfølgelig samlet under en ny fælles gud. Kaldet Kronos Herre og I de gamle skrifter skulle, der stå noget om et mytisk sted kaldet Jorden. Hærlederen kan se modløsheden i folket og gejler en stemnning op og sætter en mission op at genfinde det fortabte land. Overhovedet ingen sammenligning med de 12 israelitiske stammer i eksil fra det forjættede land? Andet afsluttes med at præsidenten og hærlederen har en fortrolig samtale om, at alt det med Jorden er noget mytisk breller, men folket skal jo tro på et eller andet lort. Ellers ender det jo som med ham ateisten… så laver præsidenten og hærlederen en aftale, som betyder at folket mister den demokratiske kontrol med hæren. Hvilket sikkert i konservativ kristent optik vil være super fedt. Efter to afsnit havde jeg mistet alt håb om at robotterne snart skulle gøre en ende på menneskehedens lidelser og slukkede. Hvis det her er fremtiden, så er vi fortabte.

Battlestar Galactica