nu med openSUSE 11.4 KDE

Nu har jeg i snart en måned kørt med openSUSE 11.4 KDE. Selvom jeg var glad for Ubuntu og Gnome, så må jeg sige, at de nye tiltag Gnome 3.0 og Unity bestemt ikke er min kop the. Jeg har derfor ledt efter en anden linux distro med KDE – efter et par forsøg over i Mandriva, Kubuntu og Linux Mint faldt min kærlighed på openSUSE 11.4. KDE er med version 4.6 endelig en fornuftig desktop. Den crasher ikke hele tiden, det ser lækkert ud og der er en masse smarte funktioner. Funktioner der gør at arbejdet glider lettere, hvilket jo er det vigtigste. Især skal her nævnes funktionen aktiviteter, der gør at du hurtigt kan finde forskellige arbejdsopgaver frem. Men KDE har stadig små irriterende bugs, som f.eks. at når den går på pauseskærm og toner ud, så kan den ikke tone nok ind igen, så min skærm er næsten ulæseligt mørk. Eneste udvej ind til videre er en genstart. Derudover crasher den også en gang imellem – ikke så tit, men lidt er også for meget!

openSUSE 11.4 er en god distro for den mere erfarne, for hold da op hvor skal den tweakes meget, før den kan bruges som arbejdsredskab. Det er bestemt ikke Ubuntu eller Linux Mint. Jeg gad godt vide, hvad en ny til Linux får ud af openSUSE. Noget af det, jeg tror en nybegynder mangler mest, er en nem softwaremanager og en nem måde at installere alle de der proprietære kodeks. Det dur bare ikke at man skal tilføje repo’s og godkende på mærkelig vis. Men når det er tweaket og sat op, ja så er det også lækkert. Programmerne er bare pænere og der er kræset for detaljerne. Jeg er helt vild med KDEs egne programmer Kontact, Amarok, K3B – de er altså milevidt bedre end Gnomes tilsvarende. Det er bare syndt, at det er så svært tilgængeligt for begyndere – for når først det er oppe at køre, så ville de fleste kunne finde sig til rette i det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *