Anmeldelse: Battlestar Galactica

Denne højroste fremtidskrigsserie fra de Forenede Stater begyndte utroligt godt, men blev hurtigt til endnu omgang amerikansk konservativt kristent breller, som jeg bare har svær allergi for. Efter kun to afsnit blev det for meget og jeg slukkede for Netflix. Det er selvfølgelig ikke meget at dømme en serie på, som har kørt fra 2004 til 2009.

Serien begynder med en indledende fortælling om at mennesket koloniserede rummet. De 12 kolonier dannede en union med en fælles galaktisk præsident. De opfandt nogle robotter som de satte til at lave det sure arbejde. Robotterne gjorde oprør og der udbrød en alvorlig krig, som nær havde ødelagt forbundet. Men heldigvis lavede man en fredsaftale, som slaverobotterne aldrig underskrev. Efter 50 år uden at have set skyggen af dem vender de tilbage og udrydder stort set hele menneskeheden og den smukke union i en altødelæggende atomangreb. Allerede inden serien for alvor er begyndt sidder man med kvalme af konservativ ideologi. Den ideelle præsident, som modvilligt er gået ind i politik. Hun er kun undervisningsminister, men da resten af regeringen er udryddet så træder hun til. For folket kan ikke klare sig uden autoriteter til at have det store overblik og tage de svære men nødvendige beslutninger. Selvfølgelig først efter at rådgiverne har informeret hende og alles synspunkter er blevet hørt. Hæren er selvfølgelig et skønt sted med lige plads til mænd og kvinder. Men selvfølgelig ingen homoseksuelle eller bare antydning af det. Kronos Herre forbyde det. Der er godt nok fælles omklædning med mænd og kvinder. Man er jo så frigjorte i fremtiden, men kvinderne er altid tænkeligt klædt. Mændene viser kun det øverste. Ikke engang en bagdel sniger sig ind. Ingen sexscener, men antydning af at der har været sex, hvor parret ligger pænt med hænderne over dynen. Selvfølgelig bliver der heller ikke bandet i fremtiden.

Derudover er der alle de andre konservative kristne tanker, som “er robotterne Guds hævn over menneskene fordi de legede Gud?” Det bliver lidt som en Noas Ark efter syndfloden. Teknologien er bedst at holde nede og begrænset. De gode har et nostalgisk forhold til gammelt skrammel, som viser sig at redde dagen. Koloniernes fald skyldes en egoistisk og selvfølgelig ateistisk videnskabsmand, som på grund af sin tankeløshed kaster mennesket ud i næsten udryddelse. Den rå og lidt vilde pige skal selvfølgelig lige bede en bøn til Vor Herre. Hun er sådan en slagsbror, som hun slog en overordnet. Men heldigvis havde han fortjent det. Den vilde pige skal lige angre sine synder over for kæresten, da verden jo er ved at gå under. Til slut kammer det jødisk/kristne helt over. Der er selvfølgelig en minde højtidelighed for de døde og alt håb syntes uden. Alle mennesker er selvfølgelig samlet under en ny fælles gud. Kaldet Kronos Herre og I de gamle skrifter skulle, der stå noget om et mytisk sted kaldet Jorden. Hærlederen kan se modløsheden i folket og gejler en stemnning op og sætter en mission op at genfinde det fortabte land. Overhovedet ingen sammenligning med de 12 israelitiske stammer i eksil fra det forjættede land? Andet afsluttes med at præsidenten og hærlederen har en fortrolig samtale om, at alt det med Jorden er noget mytisk breller, men folket skal jo tro på et eller andet lort. Ellers ender det jo som med ham ateisten… så laver præsidenten og hærlederen en aftale, som betyder at folket mister den demokratiske kontrol med hæren. Hvilket sikkert i konservativ kristent optik vil være super fedt. Efter to afsnit havde jeg mistet alt håb om at robotterne snart skulle gøre en ende på menneskehedens lidelser og slukkede. Hvis det her er fremtiden, så er vi fortabte.

Battlestar Galactica

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *