Det er rimeligt nok at se på udfordringen forbundet med overbefolkning i regionerne rundt om EU og de medfølgende folkevandringer og deraf afledte diasporaer inden for EU. Og i forlængelse af det, dårligt argumenteret og udført asylpolitk, indvandrerpolitik og integrationspolitik. Som der er nu, ser det ud til at den samlede indvandring til EU, herunder Danmark, fra især Mellemøsten og Afrika, parret med en dårlig integrationspolitik, har medført nogle nye grupper af indbyggere, der økonomisk klarer sig mindre godt. Men det der også gør sig gældende for situationen nu er, at disse socioøkonomiske brudflader også følger nogle etniske brudflader, og således bliver de sociale konflikter langt mere betændte. Dette er dog ikke en automatreaktion. Der er brug for katalysatorer, personer der driver processen, og de kræves på begge sider. Her tænker jeg på folk der puster til frygt og had, sår etniske skæl, skaber en fast os-og-dem retorik, opbygger fjendebilleder og udbreder romantiske ideer om et opgør. Her kan man fremhæve fundamentalistiske imamer. Man kan også fremhæve antimonoteister og etnopluralister, incl. deres klakører og apologeter.
Sidstnævnte grupper hævder så, at asatroen er løsningen, og man derfor skal opruste hedensk, da kristendommen har gjort folk så svage, at det ikke er muligt at forsvare sig mod indvandrerne. Endda af folk hvis primære interesse for asatroen synes at bunde i en søgen efter en nationalistisk identitetsmarkør, der kan udskille de fremmede og vise at de ikke hører til. Og dette udtrykkes så i alt mulig overfladisk vikingetidsretorik og -romantik, med tatoveringer, hedenske navne og hvad man ellers mener hører til; men sjovt nok aldrig baseret på et dybdegående kendskab til myterne og den kultur de var en del af, og som man påstår at ære og videreføre. Men så føler man sig forbundet med landet og kan sige at andre, altså indvandrerne, ikke kan det samme. Man kan også gå skridtet videre, og sige indvandrerne ikke har de rette blodlinjer for at kunne høre til folket eller troen – så har man sat trumf på. Ud over det pinlige i at reducere asatroen til et fremmedfjendsk identitetsprojekt, gør det også asatroen til en katalysator til at forværre udfordringerne i forhold til indvandring og integration – ikke en løsning. Der er altid idioter på begge sider, der ødelægger de sociale relationer med snæversynede og intolerante dagsordener.
Asatroen kan sagtens have en rolle at spille i det moderne samfund, og vel at mærke en konstruktiv og fremadrettet rolle. Asatroen har muligheden for, at interagere med oplysningstidens principper i form af det frie, demokratiske retssamfund, hvor rationelle og saglige synspunkter gøres gældende i en debat omkring samfundets udfordringer. Omkring det, at søge viden og opbygge kundskaber. At værdsætte dygtighed. At respektere tinget. Om ikke at lade sig styre af frygt eller ængstelse. Om retfærd. Ting der stemmer fint overens med ideer om retsstat og oplysning. Men ting der simpelthen ikke passer sammen med en nationalromantisk, vikingeblodsforherligende og indvandrefjendsk latterliggørelse af asatroen. Man kan sagtens tage kritisk politisk stilling til både asylpolitik, indvandrerpolitik og integrationspolitik uden at forfalde til de selvsamme religiøse tosserier, som man ellers hævder at være i opposition til, det man kan kalde antimonoteismens kortslutning ( https://livtraser.dk/antimonoteismens-kortslutning/ ).
Flere steder i kilderne til den asatro kosmologi (verdensorden) nævnes der, at der er ni verdener, som fornes af axis mundi, verdenstræet Yggdrasill. At der er ni verdener nævnes i Völuspá, Vafþrúðnismál og Snorres Edda. Fra Alvíssmál nævnes at hver verden er hjemstavn for forskellige væsner for eksempel at Midgård er hjem for menneskerne og Asgård er hjem for guderne og remser nogle af navnene op. Disse navne kendes også fra andre kvad. På Wikimedia har jeg fundet denne flotte oversigt over de ni verdener.