Alle indlæg af Thays'n

Gæstblogger Peter Thays'n: Asatroen kommer i mange former og farver. Det generelle fravær af dogmatik betyder at variationen er stor. Med denne gæsteblog vil jeg rette opmærksomheden mod den understrøm i asatromiljøet, der kaldes antimonoteismen. Jeg er ikke selv antimonoteist bør det siges. Men hvorfor skrive om en enkelt understrømning, når der nu er så mange variationer derude man kunne skrive om? Jeg skriver og debatterer også om mange andre emner vedrørende asatromiljøet og asatroen, bare andre steder end her, hvor Robert har været så venlig, at lade mig lægge nogle blogindlæg, så de kunne samles et sted. Det er praktisk sådan. Jeg håber de interesserede, der måtte være, vil få glæde af de gæsteindlæg jeg får skrevet, så god læselyst. Jeg har tidligere være medlem af Asatrofællesskabet i Danmark, Goderingen og Forn Sidr. På nuværende tidspunkt er jeg ikke medlem af nogen trossamfund eller foreninger. Mvh Peter

Os mod dem

Opbygningen af fjendebilleder tjener til at samle folk og rette deres opmærksomhed mod en ydre fjende. Denne fjende skal fremstilles stereotypt og ensidigt negativt. Fjenden gives ingen forsonende træk, nuancer bortviskes, de tillægges en historisk skyld og opføres som årsag til samfundets dårligdomme. Indadtil manes der til sammenhold, modstand mod fjendens overmagt, og afvigere betragtes som overløbere der skaber intern splid, som stækker sagen og de ædle mål. Denne mekaniske er lige så velkendt, som den er utiltalende. Uret og overgreb begås af repræsentanter af alle grupper, det være sig religiøse, nationale, politiske osv. I dag vil et flertal af den kristne majoritet ikke undertrykke andre religiøse grupper, og i sammenligning vil et flertal af asatroende ikke undertrykke andre religiøse grupper. Oplysningstiden og moderniteten har i høj grad trægt disse ideer i baggrunden og har betydet en ny religiøsitet er vokset frem, en religiøsitet der bygger på inkludering og plads til afvigere. Plads til de vantro, de frafaldne og kætterne, endda blasfemikere skal der være plads til. Det er den virkelighed de fleste her til lands vågner op til.

Det betyder ikke at alt er fryd og gammen. Der findes grupper af religiøse, der krampagtigt holder fast i gammel dogma. Der efterlyses ofte imamer, der åbent fordømmer forbrydelser begået i islams navn frem for at bortforklare det. Der rystes på hovedet af præster i indre mission, der nægter at give kvindelige præster hånd alt imens biskoppen tavst bøjer hovedet. Den stiltiende accept af normer, man ikke ellers ville acceptere, udelukkende fordi det begås af en ”trosfælle”, er flere steder almindelig. Denne adfærd efterlader de der tynges af religiøs undertrykkelse i stikken, men adfærden er faktisk ganske gavnlig for nogle, nemlig for dem der ønsker ”samlingen mod den fælles fjende”. Dem der mener egen begående uret kan retfærdiggøres når bare den rettes mod ”de andre”. De andre kan kaldes alt fra klassefjende, hedning, antireligiøs, undermenneske eller vantro, men ønsket om at undertrykke ”de andre” er det samme. Det at angribe andre for deres kætteri/polyteisme/hedenskab/monoteisme adskiller sig kun af navn, ikke af gavn. Som oplyst borger i et moderne demokrati bør man ikke være varsom med at tale disse ting midt imod. Undskylder man for det løber man andres ærende, nemlig fanatikerne på begge sider.

Pointen er, at det ganske enkelt ikke nytter noget bare at rette skytset udad og bebrejde alle andre. Har man ikke evnen til selvkritik, til at kaste det kritiske blik på sin egen gruppe og rette kritikken i den retning, så bortfalder ens troværdighed når man kritiserer andre. Nogen vil så råbe at man svigter sammenholdet. Jeg vil i stedet sige man kvalificerer sammenholdet, for et sammenhold der bygger på offermentalitet og en ”os mod dem” retorik er et sammenhold jeg ikke kan se noget givtigt ved.

Antimonoteisme er tilstræbt polariserende. Hele retorikken er bundet op på kravet om at opfatte monoteisme og polyteisme som så forskellige, at der eksisterer en fuldkommen og afgrundsdyb splittelse. Og hvor splittelsen ikke eksisterer søges antimonoteismen brugt til at så splittelsen. Men man kan godt være kritisk over for islam eller kristendom uden at være anti-muslimsk eller anti-kristen. Man kan godt være kritisk over for monoteisme uden at være antimonoteist.

Fanatisme

Verden har religiøse fanatikere nok: kristne, muslimske, jødiske, hinduistiske osv. Fanatikere ønsker altid at få andre til at danse efter deres pibe. Deres holdninger er de mest rigtige, deres følelser er de mest krænkede, deres retfærdighedssans er den mest undertrykte. Fanatikere ønsker at gøre sig selv til tingenes målestok, de er deres eget udgangspunkt. Derfor bliver fanatismen også insisterende, forlangende, docerende – missionerende. Fanatismen kan kun rumme sig selv.

Antimonoteismens udgangspunkt er fanatisk. Fanatisk had, fanatisk hævn. Kun polyteister er ægte mennesker, panteister og profanpolyteister skal ikke komme i vejen. Ateister skal holde sig væk. Monoteister er fjenden der skal bekæmpes – udslettes. Set gennem sådanne øjne, bliver alle andre størrelser også kun målt ud fra deres fanatiske udtryk. Det bliver en verden uden nuancer.

Verden over sætter religiøse fanatikere deres præg på omgivelserne. De forlanger at netop deres oplevede krænkelser og undertrykkelse har forrang. At de udgør et mindretal gør ingen forskel, de taler altid på flertallets vegne. Religiøse fanatikere forlanger altid respekt og hensyntagen – særhensyn. Er de en minoritet skal deres ret til at tale og føle ikke krænkes. Er de en majoritet skal man respektere flertallet og normerne.

Bilder disse typer sig ind, at folk faktisk ønsker at leve efter denne form for hysteri og offermentalitet? Har de skingre udsagn mon ikke udspillet sig selv nu?

Fanatisk raseri skaber mennesker, der kastes rundt i stærke vinde uden fodfæste. Her vil religiøse grupper, der ikke lader sig kaste rundt, være de klipper af fast grund, hvor fornuften holdes i hævd. Asatroen behøver ikke fanatisme, der er nok af det ude i verden i forvejen.

Antimonoteismens kortslutning

Ved gæsteblogger Peter Thays’n

Antimonoteismens indhold er allerede vel udbredt, dels gennem tidskriftet Valravn, og dels gennem Forn Sidr’s medlemsblad Vølse mm. Materialet er tilgængeligt via internettet og det danske biblioteksvæsen, så antimonoteismens grundlag skal derfor kun helt kort opsummeres. De centrale elementer er fanatisme, had og hævn. Asatroende skal udvikle et fanatisk had mod monoteismen (jødedommen, kristendommen og islam), og tilstedeværelsen af monoteismen i Danmark (og det øvrige Norden) skal hævnes. Især ”den tredje angrebsbølge”, muslimske indvandrere, skal bekæmpes og så åbenbart slås tilbage ud af Danmark med såkaldt antimonoteistisk lynstorm. Den almene befolkning skal velsagtes ikke således forkastes, men skal i stedes tilslutte sig hedenskabet (polyteismen), eller forberede sig på at blive behandlet som landsforrædere og værnemagere. Argumentet er, at der vil være krig mellem polyteisme og monoteisme indtil den ene part er ophørt med at eksistere. Endemålet er, at udrydde monoteismen og dens støtter, og forbyde den ved lov. På denne baggrund virker det måske dybt bizart, men det hævdes blandt antimonoteister, at antimonoteismens udgangspunkt er naturligt, heroisk og tillidsbaseret.  Over for det er monoteismen en unaturlig, tyrannisk og undertrykkende religiøs forestilling. Man forsøger at stille én sandhed (monoteisme) over for flere sandheder (polyteisme) og postulerer, at man stiller tolerance over for intolerance. Hvor håbløs denne opstilling mellem monoteisme og polyteisme end måtte være er det dog ikke emnet for nu.

Jeg vil i stedet stille spørgsmålet: Hvor er det heroiske i at udråbe jøder, kristne og muslimer til smittebærere af en religiøs pest, eller at opfordre til at hedenske børn opdrages til fanatisk had mod hele befolkningsgrupper baseret udelukkende på om de har en eller flere guder? Denne åbenlyse opfordring til snæversyn og intolerance står i grel modsætning til det billede af en mangfoldig og naturlig polyteisme, som hævdes at være hedenskabet. Det lykkes antimonoteisterne, at levere det bedste modbevis på egne påstande, og fremstå lige præcist så fordømmende, som de anklager andre for at være. Hvad er vundet ved at bekæmpe religiøs intolerance ved selv at blive så intolerant som overhovedet muligt? Det er som at bekæmpe indskrænkethed med endnu mere indskrænkethed. Eller dumhed med endnu mere dumhed. Problemet er ikke bare, at antimonoteismen er åbenlyst selvmodsigende. Den placerer også asatroen i den række af religioner her i verden, der kræver diskrimination og fordømmelse, samt opfordrer til had og krig mod dem der er anderledes. Et massivt dementi af antimonoteismens påstande om egen polyteistisk herlighed. Man må konkludere, at den oppustede selvheroisering og bovlamme magtbrynde, som ligger i antimonoteismens sprog, hurtigt punkteres af egne kortslutninger. Man bør aldrig følge propagandister, der er blændet af had.

Det ironiske i denne affære er, at, på et punkt har antimonoteisterne dog en pointe, nemlig af asatroen faktisk har en god mulighed for at udvikle sig som en ganske moderne og forbilledlig religion. En af de afgørende pointer her er, at i kilderne til den nordiske mytologi optræder der ikke rigtigt doktriner, ord eller begreber for kategorisk fordømmelse af andre religioner eller deres tilhængere. Dette er elementer, der indgår i andre religioner, eksempelvis kristendommen og islam, med betegnelser som vantro, kætter, hedning, samt udnævnelsen af andre religioner og guder som falske.  Et andet punkt hvor asatroens myter adskiller sig fra disse religioner er i missionsbuddet, for der eksisterer ikke nogle bud om at omvende andre og underlægge sig så mange folkeslag som muligt. Endeligt rummer myterne ikke de samme generelle fordømmelser af ”afvigere”, såsom syndere eller urene. Så der er ikke de samme muligheder i mytologien for at føre asatroen ned af sådanne stier – ønsker man alligevel at gøre dette, er det noget man må finde inspiration til andre steder. Og det er da også netop hvad antimonoteisterne gør, med en meget prædikende og forkyndende form, der netop benytter sådanne begreber, eksempelvis ved at udråbe andre religioner som antireligiøse, unaturlige eller til at være som åndssygdomme.  Når man prøver, at presse sådanne tolkninger ind i asatroen, begår man en ugerning, man ringeagter sin egen overleverede mytologi. Antimonoteisterne synes opsatte på, at forvandle asatroen til at være netop det, de anklager andre for at være. Når man foregiver at være forkæmper for frihed og heroisk tillid, men samtidig ad bagvejen prøver at benytte sig af netop det fanatiske had og den fordømmende retorik, som man klandrer andre for at praktisere, kaldes det dobbeltmoral eller hykleri. Denne ”tilføjelse” til asatroen kan ikke bruges til noget hverken nu eller fremadrettet.

Det er en ikke helt alminelig ting når en ny religion opstår og bider sig fast. Asatroen er på denne kurs, og der er ingen som helst grund til at begå de fejl som andre religioner har gjort før. Vi kan være glade for at asatroen har den luksus, at være opstået på denne side af oplysningstiden.  Man kan med rette kritisere andre religioner, men det er ganske enkelt for tåbeligt først at kritisere andre, for dernæst at opfordre til, at blive præcis det man ellers klandrer andre for at være. Kristendom og islam kan kritiseres for deres opfattelser af vantro og hedenskab; hinduismen kan kritiseres for det undertrykkende kastesystem, buddhismen for sin ivrige missionsvirksomhed. Og fanatikere og fundamentalister af enhver art kan kritiseres for deres fordømmelser af alt der er anderledes. Men kritik der bunder i dobbeltmoral er aldrig gyldig og som asatroende opnår man intet ved at adoptere disse former for adfærd. Uskik bliver ikke god skik, bare fordi den søges svøbt i asatroens gevandter.

Spørgsmål eller kommentarer? Skriv gerne nedenfor.