Der hersker nogle gange en del usikkerhed om hvad antimonoteismen egentligt er eller skulle stå for. Dette er lidt spøjst, da det er meget nemt at danne sig et klart overblik. Man skal bare gå tilbage til det tidspunkt hvor begrebet antimonoteisme blev introduceret til det danske asatromiljø, og det skete i 2005. Det dukkede op forskellige steder, men den mest grundige udredning af antimonoteismen, der stadigvæk er offentligt tilgængelig, var jo den famøse artikelserie ”Om monoteismens uvæsen”.
Dens fire dele findes i PDF-format her:
Del 1: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnAug2005.pdf
Del 2: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnNov2005.pdf
Del 3: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnFeb2006.pdf
Del 4: http://hedensk-daggry.dk/valravn/Download/ValravnMaj2006.pdf
Det er værd at bemærke, at det er her begrebet antimonoteisme gøres kendt. Senere brug af ordet fører altså tilbage hertil. Er der nogen der er bekendt med et tidligere eksempel på brug af termen, eller kender til en alternativ udredning, må de meget gerne skrive i kommentarfeltet nedenfor. Men for nu vil jeg sige, at alle der kalder sig antimonoteist må føre termen tilbage hertil og må derfor også skulle måles i forhold til hvad antimonoteisme her beskrives som. At kalde sig antimonoteist, og samtidig afvise dennes grundlæggende begrebsforklaring, er for mig uforståeligt. Hvorfor skulle man kalde sig antimonoteist, hvis man ikke kan stå inde for hvordan begrebet blev forklaret til at begynde med?
Man har måske ikke lige fået læst hele artikelseriens del fire: ”Til dem der er enige i anti-monoteismen, eller dele heraf, men som ikke bryder sig om formen, den her præsenteres i, kan jeg kun byde deres egen formulering af en monoteisme kritik velkommen. Dette er et større, fælles anliggende som i sagens natur tåler, ja fordrer, flere forskellige bud.” Her er det retoriske knep at samle al kritik af kristendom, jødedom og islam som en (udvandet) variant af den fanatiske antimonoteisme, så al kritik bliver en del af antimonteismens samlede udtryk. At fortælle folk, at de skam også kan være en slags antimonoteister.
Det er igen det missionerende forhold, det gælder om at få så mange som muligt med på vognen, at overbevise folk om at de er antimonoteister og derved med på holdet af undertrykte under det kristne og muslimske åg.
Det står enhver frit for at kalde sig det de ønsker, men det forventes også at man kan begrunde sine valg. Efter mine første fire gæsteindlæg her på bloggen burde det stå klart, hvorfor jeg ikke er antimonoteist og ikke har noget behov for at blive det. Og det burde ligeledes stå klart, at asatroen heller intet behov har for antimonoteismen.